1922-12-19

Pilegaarden 19-12-22

Kære Ven.
Det vilde være morsomt om jeg kunde lave noget til Dit Tidsskrift men foreløbig tror jeg ikke det vil lykkes mig. Jeg er for optaget af at male og synes desuden ikke at jeg har noget at skulle have sagt. Men jeg kan ikke lade være med at føje et Suplement til mit forrige Brev, som det nu forekommer mig, der var noget i, som kunde tydes som Pessimisme. Alt vel overvejet tror jeg, selv i mine sorteste Øjeblikke, paa den menneskelige Kulturs Fremadskriden, lad det gaa nok saa langsomt og med nok saa mange Tilbagefald. Hvad jeg støtter denne Tro paa vilde det føre for vidt at komme frem med her. Om denne Fremadskriden vil være i det uendelige eller i et begrænset Tidsrum betragter jeg som Spørgsmaal der ligger uden for det jeg beskæftiger mine Tanker med. Der er imidlertid andre Forhold der interesserer mig. Vi kan ikke komme uden om det Faktum at vi lever i en Verden hvor de levende Væsners eneste Eksistensbetingelse er den at de, kort og godt, æder hverandre. Kan Videnskaben naa saa vidt at den ved at fremskaffe Kalorier direkte fra Energikilden, Solen, bringer hint Faktum ud af Verden - ? Et andet Spørgsmaal er: hvilken Gruppe af Væsner skal i saa Fald til syvende og sidst optage Pladsen paa Jorden og beherske den - ? Skal det være den hvide Mand eller en anden Kulør (den gule?) m. a. O. hvilken Rase vil i det lange Løb vise sig som den stærkeste Der er jeg fuld af Tvivl paa den hvide Mands Vegne. Havde Englænderne ved Verdenskrigens Udbrud ikke sammen med Franskmænd og Russere mobiliseret Negere og andre Vilde mod hvide Mennesker; saa vilde jeg sandsynligvis nu have troet paa den hvide Rases Styrke, nu har jeg mistet min faste Tro paa den hvide Mand. Jeg betragter Spørgsmaalet som en uløselig Gaade, Fremtiden kun kan [”kan” indsat over linjen] afsløre for vore Efterkommere, og jeg [”jeg” indsat over linjen] maa selv nøjes med at være dansk i allersnævreste Forstand. Verden strækker sig fra Pilegaardens Have ned langs Ole Povlsens Poppelhegn til Taarbystranden og jeg gad set den der kunde overbevise mig om at Skyerne, Luften, Solen og Stjernerne, ja selve den Jord jeg gaar paa, er anderledes her end andre Steder paa vor relativt ikke synderligt store Planet.
Nok om det. Jeg ønsker Jer alle en glædelig Jul
Din hengivne Fritz Syberg.