People
Ragnar Ásgeirsson
Ragnar Ásgeirsson rejste i 1909 kun 14 år gammel til Danmark for at studere havebrug.
I 1913 tog han på Vilvorde Havebrugshøjskole.
Han blev færdiguddannet derfra i foråret 1915 og blev senere lærer på skolen.
Han var nok den første islænding, der fik uddannelse indenfor det fag.
I vinteren 1915-16 var han på Askov Højskole.
I årene 1918-1919 arbejdede han som anlægsgartner i København og i februar 1920 blev han ansat hos Búnaðarfélag Íslands (Islands Landboforening), hvor han arbejdede frem til 1971.
I København stiftede Ragnar hurtigt bekendtskab med byens kunstmuseer, og det vakte hans interesse for kunst, som varede hele livet.
På skibet på vej til Danmark i 1909 lærte han maleren Jóhannes Kjarval at kende, som dengang skulle studere ved Kunstakademiet i København.
Det blev starten på et mangeårigt venskab. I 1921 giftede Ragnar sig med Grethe Nielsen Harne fra Århus. De blev gift i Valgmenighedskirken i Århus, vennen Jóhannes S. Kjarval var forlover ved brylluppet. De fik fire børn.
Efter at Ragnar kom tilbage til Island skrev han mange artikler om kunst og kunstudstillinger og gjorde meget for at opmuntre folk til at interessere sig for kunst.
Mange kunstnere fik opbakning og hjælp fra ham, ikke mindst når de tog de første skridt på den svære kunstens vej.
Ragnar Ásgeirsson kendte til Johannes Larsen, før Johannes Larsen kom til Island.
Han opsøgte straks Johannes Larsen i Reykjavík, og blev siden hans trofaste støtte og hjælper under begge sagarejser.
De skrev i mange år efter rejserne breve til hinanden, ligesom Ragnar Ásgeirsson og hans kone også besøgte Johannes Larsen i Kerteminde.