Menu

Fynboerne

1892-02-26

Recipient

Laura Warberg

Document content

Awaiting summary

Transcription

S: 26/2 - 92

Min egen kære Mor!

Tusend tusend Tak for dit kærlige Brev, fordi du tager så mildt på mig, du kan ikke tænke dig, hvor godt det gjorde; det har været en forfærdelig Tid, og det mindst svære har ikke været den stadige Løgn, men det var jo i den bedste Hensigt, vi mente jo, vi burde skåne jer for den store Sorg, som I ikke havde fortjent af os; det var en Pine med den Løgn, meget værre end vi kunde tænke os i Forvejen, men jeg mente, det kunde umulig være fejl, og jeg tog det som en Del af Straffen. Jo, du kan tro, det har lettet nu, I ved det, men svært var det at tage Beslutningen, det var Pastor Lindhardt, som stadig sagde, at det var det rigtigste, Far fik det at vide, jeg var så vis på, at du ikke vilde kunne tåle det, du sagde en Gang i Sommer, "hvordan mon det vilde gå, hvis jeg fik en rigtig Sorg," bare det nu også virkelig går, at det ikke skader dig. Nej, jeg ved nok, at ingen går fri for Sorger, og at dette heller ikke var godt - men forfærdeligt er det at være den, ved hvem de kommer, hvad jeg led i Efteråret, inden der var nogen Afgørelse på det hele, det kan ingen Menneske ane, å, det var en forfærdelig, forfærdelig Tid. Og så de sidste Dage hjemme - jeg var fuldt og fast overbevist om, at jeg så jer alle for sidste Gang.
I den allermørkeste Tid i Efteråret, da jeg syntes, at Ulykken ligesom slog sammen over Hovedet på mig og var ved at begrave mig, da lagde jeg en Plan til Selvmord, og jeg ventede kun på at komme mig rigtig for at udføre den, det skulde være med en Flaske Morfin, som står i Medicinskabet på Sludegård. Men Gud være lovet, at jeg kom over det, så sklarede ["s" først i ordet overstreget] det sig også efterhånden for mig, at intet sker i Verden, uden at der er en god Mening med det; så tror jeg også, at der er Mennesker, som aldrig kan modnes uden Vildfarelser og Skyldbevidsthed, og ligeså sikkert tror jeg, at jeg selv hører til dem, jeg har ligesom kunnet mærke mine Kræfter voxe midt i Ulykken og Sorgen. Ja, på Søndag får jeg så brug for dem alle, det bliver en forfærdelig Dag at komme over; jeg var oppe hos Pastor Lindhardt i Dag at fortælle ham om det hele, han var glad ved, at I alle vidste det, og at Beslutningen var tagen med Vielse; han vilde vie os Søndag i sin Stue; han sagde, at hvis jeg vilde have det, vilde hans Kone så gærne hjælpe mig, han mente, jeg måtte kunne have så godt af at have hende at tale med; jeg var forfærdelig glad over det, hun er vist yndig; han er et mageløst Menneske, sådan han kan og vil føle for andre, hvad han har været for mig i den sidste Tid, det kan jeg umulig beskrive, jeg har i al denne Tid - det forekommer mig som en Evighed siden jeg rejste hjemme fra - trængt så umådelig til at tale med et Menneske, jeg kunde se op til og have Tillid til; Fru Rasmussen er det kærligste, mest opofrende Menneske, man kan tænke sig, og hendes Omsorg for mig har været ligefrem rørende, men rigtig tale med hende, det har jeg dog ikke kunnet, hun ser jo alt dette [teksten fortsætter side 1; øverst:] fra et helt andet Synspunkt end jeg. Fra Alhed og Elle har jeg hørt tit, de ved det jo og har været meget for mig. Nu kan jeg ikke mere i Aften, jeg må passe på mit Hoved. I Morgen skal jeg op til Præsten, han vilde tale rigtig med mig om Vielsen og det hele. Du skal snart igen høre fra mig. Tusende kærlige Hilsner til Far og dig selv fra din Basse.

[Øverst s. 4 er med blyant skrevet:] 26 - 2 - 92 Til bedstemor

Facts

PDF
Letter

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB2705

Nej

Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Astrid Warberg