Menu

People

Mads Rasmussen

MR blev i 1895 gift med Christine f. Andersen, efter at hun i fire år havde været hans husbestyrerinde. Parret fik tre børn: Harriet blev født 21. marts 1897, Holger Marius 28. januar 1899 og Inga 15. maj 1901.
Mads Rasmussen blev født 1856 i landsbyen Stegsted lidt uden for Odense. Forældrene, Rasmus Jørgensen og Mette Marie Nielsdatter, ejede et mindre teglværk. Mads' far døde i 1871, kun 46 år gammel. Mads var da 14 og den næstældste af fem søskende. Moderen drev virksomheden videre, og Mads gennemførte en almindelig skolegang. Da han var i 20erne fulgte han undervisning på handelsskolen i Odense. Ellers deltog han i arbejdet på teglværket, hvor han bl.a. opfandt en pressemaskine for mursten, der gjorde, at der kunne produceres mange flere teglsten om dagen.
Samtidig med arbejdet på teglværket brugte Mads sin mors have som en slags planteskole og solgte bl.a. frugttræer. i 1880'erne blev han medlem af den nystiftede forening, Foreningen til Udførsel af Havesager.
Foreningen var stiftet 1884 af en tomatavler fra Sødinge, Mads Johansen. Formålet var blandt andet at hjælpe de mindre havebrug og gartnerier, der prægede det fynske område, til bedre indtjening. Mads Rasmusssen talte i foreningen om oprettelse af en frugtvin og konservesfabrik, og for at lære om konservesproduktion rejste Mads til USA. Rejsen blev finansieret af indtægterne fra den førnævnte pressemaskine til teglproduktion, som han fik patent på i 1885.
I sommeren 1887 drog Mads Rasmussen af sted og kom til at arbejde på en mindre konservesfabrik i Baltimore. Han nedskrev alle arbejdsprocesser i detaljer, så han havde et grundlag for selv at oprette en fabrik, når han kom tilbage til Danmark. Tilbage i Stegsted i 1888 indrettede Mads sin første fabrik i en tom lade hos naboen. Imens var Foreningen til Udførsel af Havesager blevet overbevist om, at en konservesfabrik var vejen frem, og man købte i november 1888 en ejendom i Faaborg med henblik på at indrette en konservesfabrik
Det var Mads Rasmussen, der skulle lede fabrikken, og således flyttede han i 1889 fra fødestedet i Stegsted til Faaborg, hvor han fik bolig i den gård, hvor også produktionen kom til at foregå. Stedet blev siden kendt under navnet Konservesgården. Mads Rasmussen fik stablet en stor virksomhed på benene, men den måtte lukke allerede 1892 på grund af økonomiske problemer. Mads Rasmussen fik dog lov til at overtage og videreføre virksomheden, nu under navnet Dansk Vin- og konservesfabrik. M. Rasmussen. I løbet af de næste 10 år gjorde Mads Rasmussen vin- og konservesfabrikken til en stor, succesrig og kendt virksomhed.
I 1895 blev Mads Rasmussen gift med sin husholderske, Christine Andersen, og de fik tre børn. Harriet f.21.3 1897, Holger Marius R. f. 28.1 1899, Inga Rasmussen f. 15.5 1901.
Fabrikken blev byens største virksomhed med ca. 50 ansatte. Man producerede frugtvine, frugt- og grøntkonserves og kødkonserves som patéer, pølser og færdigretter som gullasch og forloren skildpadde.
En af de nærmeste konkurrenter var konservesfabrikken Beauvais, som var blevet etableret i København i 1850. Omkring århundredeskiftet oplevede man i virksomheden problemer med økonomi og drift, og løsningen blev, at man tilbød Mads Rasmussen stillingen som direktør. Det tog han imod. De to virksomheder blev sluttet sammen, og i 1906 flyttede Mads Rasmussen produktionen i Faaborg til København - og han selv flyttede med. Familien boede i Skjoldsgade 10, København Ø.
Faaborg mistede således en af byens vigtigste arbejdspladser. Men Mads Rasmussen beholdt boligen i Konservesgården og benyttede den som sommerbolig. I 1910 oprettede han "Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst" i lejligheden, og 5 år senere stod en ny bygning klar til at huse de fynske maleres kunstværker. Mads Rasmussen fik sat sit monument og udlevet drømmen om at udfylde en rolle som mæcen. Han døde allerede i 1916, et år efter indvielsen af den nye bygning.

References

Politiets Registerblade København
Faaborg Museum 100 Aar, et enestående monument, Faaborg Museum 2010

Facts

Mads Tomat

9/6 1856 - 24/4 1916

Etatsråd, mæcen, Konservesfabrikant

Da