Menu

Fynboerne

Harris Sawyer

HES var svoger til Alhed Larsen.1895 dr. phil. i kemi fra Harvard, Massachusetts, USA.

1896 - 97 arbejdede HES med gæringsprocesser på Carlsberg i Kbhv. Han mødte i den forbindelse Ellen f. Warberg, som var søster til Alhed Larsen. Hun var fra 1896 "vicejomfru" på sin tantes pensionat i København (Tante Mis, Vilhelmine Berg f. Brandstrup), hvor HES, som studerede gærkultur ved Carlsberg fra april 1897, var flyttet ind. Han savnede USA og Harvard og trivedes dårligt blandt bryggerne på Carlsberg, og da han i avisen havde set, at engelske Dr. Schofield boede på pensionatet i Gothersgade, søgte han dette. Ellen og HES blev kærester, og 25. juni 1899 blev de gift i Boston (1899-06-26 Ellen Sawyer til Laura Warberg, BB1530), hvor de i første omgang kom til at bo i bydelen Dorchester, 244 Colombia Road.
Sommeren 1899 var Ellen og HES på besøg hos flere af hans gamle lærere og studiekammerater på Harvard (1899-06-03 Ellen Sawyer til Laura Warberg, BB1591).
I den første efter hjemkomsten til USA arbejdede HES for Trade Chemist Company, som lavede kemiske produkter til læderindustrien. Han havde desuden ansættelse ved et svineslagteri, som han bistod med konserveringsmidler (1899-06-26 Ellen Sawyer til Laura Warberg, BB1530).
Ellen og Harris Sawyer fik et barn, Helen Margaret (Grethe) Eastman Sawyer (1900- ?).
De boede i hus med Harrys forældre, og atmosfæren i hjemmet var ofte ikke ret behagelig, hvilket Ellen skrev hjem til moderen og sine søstre om i mange breve. Gamle Eastman tilbad sin kone, men hun var hård ved ham. Han havde været soldat og var stadig med i et frivilligt korps Livgarderegimentet ”Washing Post” og her udnævnt til commander. (Dette ifølge brev fra Ellen til Laura Warberg, 189?-04-07. Brevet er ikke i databasen, men findes i Kerteminde Egns- og Lokalhistoriske Arkiv, BB 1569).
HES oprettede i Boston et laboratorium, hvor han bla. fremstillede smørsyre. Ellen hjalp inden Grethes fødsel en del til i laboratoriet.
I sommeren 1901 var Ellen, Harry og Grethe i Danmark for at besøge Ellens familie, og under dette ophold blev Grethe døbt i Hillerslev Kirke.
HES havde i mange år problemer med lungerne, muligvis tuberkulose. Han var syg i perioder, også inden han blev gift med Ellen Warberg. I juli 1911 var han sengeliggende, men var begyndt at spise og sove, hvilket han tilsyneladende en tid havde haft svært ved. Ellen havde ingen penge, mens manden var syg (1911-06-12, Laura Warberg til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0895). HES døde i bjergene i New Hampshire af tuberkulose. Familien var flyttet dertil for hans helbreds skyld. (Astrid Warberg: Mit Livs Bog).
Efter HES's tidlige død flyttede Ellen og den 10årige datter til Kerteminde, hvor Ellen Sawyer slog sig ned som klaverlærer.

HES's farmor var i 1899 90 år. Hun boede i New Hampshire sammen med en søn, som var landsbypræst, og dennes kone. I 1899 sendte denne farmor Ellen og HES et patchworktæppe bestående af flere hundrede lapper. Hun havde selv syet det (1899-12-01 Ellen Sawyer til Laura Warberg, BB1531).
En af HES's bedste venner i Boston var William Mackie (1900-10-02 Ellen Sawyer til Laura Warberg, BB1542). Han blev gift med Christine, f. Warberg, som var Ellens søster.

References

Astrid Warberg: Mit Livs Bog. Uudgivne erindringer. Kerteminde Egns- og Byhistoriske arkiv

Facts

Harris Eastman Sawyer

Harry, Eastman, Harry Isseman, East, Lille Eastman Henry?, Mullepapa, Nulle

3. april 1868 - 4. juli 1911

dr. phil, kemiker

Am