Menu

Fynboerne

1892

Sender

Anna Syberg

Recipient

Fritz Syberg

Document content

Awaiting summary

Transcription

[Tilføjet med blyant foroven: 9]

Torsdag aften.

Kære D!

Det er en storartet Idé den med Baaden, jeg har i Dag ikke tænkt paa andet end vore fremtidige Fisketure, de skal rigtig friske os op, saa at vi aldrig gaar og bliver gnavne og kedelige, og det kan jo blive en hel Indtægtskilde for os, naar vi bliver rigtig drevne, maa vi kunne fange saa meget, at vi kan sælge til Mesterhuset; det bliver grin. Mon Du ikke kan faa Rasmus Degns den store at købe, Peter kunde have faaet den for 80 Kr, tror jeg, men da han den Gang ikke havde saa mange Penge, købte Slup Johan den; det kan jo være at Slup Johan vil sælge den igen, men nu bliver den vist ikke saa billig, da han har sat nye Sejl paa. Det kan jo forresten hænde, at Din Onkel Lars kan skaffe os en. Rasmus Degns var saa dejlig indrettet, men egner sig maaske ikke til Fiskerbaad, - Bare vi dog havde Pengene, jeg har indrettet alt saa henrivende, men mangler Pengene, bare vi havde dem, vi behøver vist forresten ikke saa overvættes mange, vore Luftkasteller er heldigvis ikke saa kostbare - Marie gaar og er forfærdelig spændt paa Enden, hun skal jo op til Examen paa Lørdag, hvis hun faar en Plads i Rigsdagen, saa gifter de sig, fortalte hun mig i Forgaars, de kan jo ogsaa lige saa godt gifte sig nu som senere de faar sandsynligvis aldrig flere Penge. -Jeg har bestemt mig til at blive paa Fabriken, da jeg jo ikke kan være bekendt at forlade Sus efter et Par Maaneders Forløb. Hvis vi faar Raad til det, vil jeg rasende gerne synge et Par Maaneder hos Fru Levinsohn, inden vi rejser herfra, jeg kan mærke, at jeg trænger til et Omgang til. Frk Jessen har en dejlig Stemme, hun har begyndt at synge hos Fru Keller, der er meget henrykt over hende og har spaaet hende, at hun nok kan drive det videre end til Dagligstuesangerinde. Hun var her forleden Aften sammen med Fru Rudbek, vi havde det meget gemytligt og bestemte at faa sammen hen og høre Anna Petterson i næste Uge, Jeg maa altsaa lægge noget til side af min Ugeløn paa Lørdag tilat solde op, jeg havde bestemt at sende Dig 5 Kr. men kan nu af den Grund kun sende Dig 3 - næste Lørdag haaber jeg at kunde undvære nogle flere. Jeg skal sende Dit Billede paa Søndag, Franziskas lille Marie ser saa daarlig ud, Franziska er bange for, at hun er bleven smittet af Tante Karen, hun siger, at hun har alle Symptomer paa Brystsyge, hun vil hen paa Kliniken og have hende undersøgt. Jeg tor egentlig ikke, at Franziska vilde blive saa forfærdelig bedrøvet, om hun mistede hende, jeg blev meget forfærdet ved Tanken om at hun kunne være bleven smittet, men Franziska sagde, at det var jo baade "godt og ondt!" Farvel kære Dreng, send mig snart igen en Skrivelse, det er saa trøstende at faa Brev fra Dig. Et Kys fra Dit T.

Facts

PDF
Letter

Dateringen er anslået.

Faaborg Museum, Fritz og Anna Sybergs arkiv, breve fra Anna til Fritz 1891-1894