1911-09-01

d. 1-9-11

Kære Anna og Syberg. Det er snart meget længe siden, jeg har skrevet til jer og dog tænker jeg saa tit paa jer, men jeg er saa daarlig til at skrive Breve, at jeg skammer mig over at sende mine Kradserier af Sted, men nu synes jeg ikke, jeg kan vente længere med at skrive til jer, at nu maa I da komme hjem. I kan da ikke trodse baade Krig og Kolera. I har vel ogsaa faaet ud af Italien, hvad der er at få ud deraf og et helt Aars Solskin maa da have hjulpet Trylle. Det kunne være saa morsomt om I boede her i København i vinter med hele Flokken saa kunde I jo tage til Fyns Hoved til Sommer. Længes I ikke ogsaa lidt efter at komme sammen med alle os Københavnere igen? Nu har vi faaet Efteraar der er faldet en hel Del Blade af Træerne, og det er koldt. I Dag har det øset ned fra Morgenstunden, men vi har alligevel gaaet os en dejlig Tur i Dyrehaven og spist Frokost paa Eremitagen, Agerhøns og Omelet, vi var helt gennemblødte da vi kom hjem men Luften var saa dejlig og vi holdt os varme ved at gaa, saa fyrede vi for første Gang og nu er her lunt og hyggeligt og lugter lidt af Kakkelovn og Hovedrengøring, som vi lige er færdige med. J.V. har travlt for Tiden, han skriver paa en Bog som skal hedde Skibet, den skulde egentlig være færdig til Jul, men det lykkes vist ikke, og det gør jo heller ikke noget, saa kommer den engang efter Nytaar. Vi har levet meget stille paa Grund af Travlheden, dog har vi haft en Del Fornøjelse af Olaf Bull og hans Kone, som har boet i Valby i Sommer. I ved vel, at han er blevet gift med en lille nydelig norsk Dame, som ligner et gammelt Billede, og de har en lille Pige, som ligner sin Fader og er forøvrigt mægtig glade og fornøjede. Jeg gaar ud fra, at I holder Politiken saa det er ganske overflødigt at fortælle, hvad der ellers sker herhjemme det er jo forøvrigt heller ikke meget eller vigtigt. Vi har faaet en lille Skildpadde, som Jens elsker over alt i Verden, han falder i Søvn hver Aften med den i sine Hænder og ligger nede og triller rundt paa den hele Natten, den har den slemme Vane at kravle inde under et eller andet Møbel og ligge bumstille der og saa staar hele Huset paa den anden Ende for at finde den. I Aften var den umulig at finde, da han skulde i Seng, og han søgte med Taarer i Øjnene at trøste sig ved at bagtale den, nu er den kommet igen. Han bliver lykkelig, naar han vaagner i Morgen, han er saa sød og hæderlig og Villum køn og uartig. Jens skrev her nogen Tid siden et Brev til Nolle, det kam vist aldrig af Sted.

Tænk nu over det og bliv ikke hængende i Italien, fordi I har bestemt det. Bare I var her. Hils alle Børnene

Jeres hengivne
Else