Menu

People

Hempel Syberg

HS var født i Lyddinge Mølle. Han kom som 16årig til godskontoret i Jomfruens Egede og senere som skriver til Muckadells godskontor, som fandtes på gården Ensomhed i Heden ved Ringe. Her var han ansat under Albrecht Warbergs far, som var godsforvalter og han lærte dennes datter, Adelheide, at kende (Astrid Warbergs erindringer). Herefter var han en kort tid på Hvedholm, på Gjedsergaard og på Ourupgaard, hvorefter han blev studerende ved Landbohøjskolen. Tilbage igen på Ourupgaard blev HS uddannet i mejeribrug og fodermestergerning. Dernæst blev han forvalter ved Østergaard i Marslev og på Skjoldemose.
HS var fætter til maleren Fritz Sybergs far. HS blev 31. maj 1866 gift med Adelheide Marie (Mini/Mimmi) f. Warberg (1837-1896), som var søster til Albrecht Christoffer Warberg (far til Alhed Larsen, f. Warberg).

Parret adopterede på deres sølvbryllupsdag Thora Augusta Warberg "Tutte", som var datter af Albrecht og Laura Warberg (og altså søster til Alhed Larsen, f. Warberg). (Astrid Warbergs erindringer).
HS var forpagter på herregården Gelskov på Fyn fra 1866 til 1898. Herefter var han formand Provinssammenslutningen af Andelsmejerier, og han tog i 1899 initiativ til oprettelsen af De Samvirkende danske Mejeriforeninger. HS var blandt stifterne af Andelsbogtrykkeriet i Odense, og han var bestyrelsesformand samme sted 1902-1925.
I 1897 stiftedes på initiativ af Jørgen Pedersen, Dalum, støttet af Hempel Syberg om at stifte selskabet Andelsselskabet Odense offentlige Slagtehuse og Eksportslagteri.
I august 1899 var HS sammen med Astrid Warberg og adoptivdatteren Thora på kurophold i Carlsbad (Laura Warberg til Astrid Warberg 1899-08-21).
HS led voldsomt af søvnløshed. I perioder fik han opium for at kunne sove, men det hjalp ofte ikke, og han blev irritabel og træt (omtalt i flere breve; bl.a. Laura Warberg til Albrecht Warberg 1894-08-30, BB0362).
HS havde gården Ensomhed i Heden i fæste. Han bortforpagtede den til Sofie og Jens Petersen. Sofie Render havde været husjomfru på Gelskov og Jens Petersen var forvalter samme sted. De blev gift i 1888. Jens Petersen døde i 1914, og hans enke overtog fæstet til 1917, hvor hun købte gården til fri ejendom. Parret havde tre børn, og den ene af sønnerne, Johannes Werner Andreas Petersen, kom hjem og bestyrede gården for sin mor. Han overtog den i 1921.

HS fik udvirket, at Fritz Syberg i 1885 skulle komme til Erikshaab og undervise Warberg-familiens mange børn i tegning og maleri.
Ifølge Astrid Warberg Müller blev Adelheyde/Mini angrebet af en kræftsvulst i hjernen, og hun døde 1896 på Sindssygehospitalet i Middelfart. Efter hendes død flyttede HS og Thora til Dronningensgade 1, Odense. Her var Astrid Warberg, en søster til Alhed Larsen (f. Warberg) en tid i huset hos ham. Ifølge Ellen Sawyer, f. Warberg, (Ellen Sawyer til Laura Warberg 1900-10-28) var Johanne Larsen, f. Warberg, også en tid i huset hos HS efter hans kones død.
12. april 1912 fejrede man HSs 75års fødselsdag i huset i Odense, hvor hun nu boede. Der var 21 middagsgæster, og mange overnattede (1912-04-06, Laura Warberg til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB2647).

HS var ridder af Dannebrog og modtager af Den Segelcke Medalje.
HS er begravet i Heden på Fyn.
I april 1937 rejste Thora Branner, f. Warberg og Syberg, til Fyn og besøgte HSs grav på Heden Kirkegård for at højtideligholde 100årsdagen for hans fødsel (1937-04-22, Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0619).

Der har eksisteret et F. Hempel Sybergs Mindelegat. Martin/Manse Warberg Larsen (søn af Johanne C. og Adolph Larsen) fik i 1936 100 kroner fra dette legat til et ophold på en gård nær London (1936-10-14, Johannme C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0578). Legatet er i 2024 ophørt/nedlagt (Legathåndbogen jan. 2024).

References

Dansk Biografisk Leksikon: Hempel Syberg
Karen Aabye: En dame fra firserne fortæller, 4. Berlingske Tidende 31. maj 1959 (interview med Astrid Warberg Müller.)
Fynsk Landbrugs-nyt januar 1988, nr. 1-4, forsiden og side 15, "Ensomhed" ved Heden.
Kjeld Heltoft: En bryllupsgave. Fem ungdomsbilleder af maleren Johannes Larsen. Andelsbogtrykkeriet i Odense 1967
https://rethinklandbrugshistorien.dk/wiki/odense/ (lokaliseret jan. 2022)
Astrid Warberg: Mit Livs Bog. Upublicerede erindringer, Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv

Facts

Johan Friedrich Carl Caspar Reinhold Hempel Syberg

Onkel Syberg, Ramsing (Albrecht Warberg brugte dette kælenavn)

12.4 1837- 12.2 1929

Godsforvalter

Da