1900-04-05

Kjøbenhavn 5 April 1900.

Min egen kæreste Alhed!
Endelig i Dag kom der da Brev fra Dig jeg sad her oppe og malede da Bertha kom med Brevet og Klaks. Klaks gik kort efter og satte mig Stævne paa Charlottenborg sammen med Uglen Kl 4. Jeg læste Dit Brev et Par Gange og efter at have været paa Udstillingen hvor der var ækelt at gaa, jeg synes det ser saa haabløst ud næsten alt der oppe, har jeg læst det igen. Da jeg læste første Gang blev jeg glad ved det, men jo mere jeg tænkte over det, især efter at have læst det igen, jo mørkere synes jeg det ser ud for os, men det kan jo være det er en forbigaaende Stemning og at det kan klare op igen. Jeg har følt mig saa ensom og haft det saa trist siden Du rejste, jeg kan knap glæde mig til at komme herfra og ved ikke hvad jeg skal bestille naar jeg kommer hjem. Jeg har vel fortalt Dig at jeg har lavet 2 Aquareller færdige herfra Vinduet og jeg er godt i Gang med den tredje. Maleriet lagde jeg om i Forgaars og i Dag har jeg malet paa det igen. Gud ved hvordan det bliver. Jeg er bange for at de skal synes at de ikke faar nok for Pengene, ja jeg mener ikke Brandstrup. Faar vi godt Vejr kan jeg vel blive færdig paa 3-4 Dage til, men hvis vi nu faar daarligt Vejr? Det er ikke saadan at lave Bestillinger naar man er under Kontrol, og saa tager jeg jo tilmed Brødet ud af Munden paa Find eller Clement, fordi jeg er gift med Dig, i hvert Fald formoder jeg at de antages at kunne gøre det bedre og være længere om det (gøre sig mere Umage), men jeg gør det saa godt jeg kan. Dette er nok ikke noget opløftende Brev, men maaske bliver det bedre i Morgen, saa bliver det jo et Fødselsdagsbrev. Det var kedeligt at lille Goyemand ikke kunde kende Dig. Stakkels lille Ville har faaet Bandage paa sin Ryg, det gør mig saa ondt for saadan en lille Stakkel. Mange kærlige Hilsner til Dig min egen Kæreste. Du maa ikke være vred paa mig. Din Johannes Larsen