Fynboerne
1908-12-15
Sender
Fritz Syberg
Recipient
Ernst Goldschmidt
Document content
Awaiting summary
Transcription
Kjerteminde 15-12-08.
Kære Ernst Goldschmidt!
Tak for Deres elskværdige Brev. Desværre lader det sig næppe arrangere med et Møde. "Penningepungen" er tom, men måske en anden Gang. Hvert Fald, lever jeg, så kommer også den Tid hvor min "Udvé" der mælder sig med mere og mere Styrke driver mig, måske helt ud af Landet. Foruden Manglen på Penge er det - ikke mine - men mine store Billeder der holder på mig. Jeg er i Gang med to (nøgne Figurer - Børn) og har hele Sommeren forberedt mig ved at male Studier til et andet med lignende Emne men i Friluft, som jeg vil lægge an efter Studierne nu i Vinter og så tage under Behandling til næste Sommer og næste og måske næste med - så skulde det være færdig - senest - da Modellen ellers vokser fra mig. Men der intet vort ustadige Klima lægger så mange Hindringer i Vejen for som at male nøgne Figurer i Friluft. Mine Rejsedrømme drejer sig mest om Holland og Paris. Jeg boede to Måneder i Amsterdam Zaandam Haag og Schiveningen. Foruden at gå på Museer - hvor jeg opholdt mig omtrent hver Dag fra der blev lukket op til der blev lukket i - lavede jeg en Del (ca. 30) Tegninger og Aquareller. Kommer jeg en Gang til at virkeliggøre mine Planer, vil De finde mig boende i en Dæksbåd på Kanalerne i Egnen om Amsterdam. Det er en dejlig By, der er Stof til Billeder, og det er så gammelt så det er blevet nyt igen, for hvad jeg har set af moderne Kunst med Hollandske Emner - med Undtagelse af van Gogh - i det højeste hæderligt og kedeligt. I Paris vil jeg være næsten udelukkende for Kunstens Skyld, der er ingen som Franskmændene. Mellem andre Landes Kunstnere kan der findes enkelte der gør hæderlige Forsøg på at hæve Kunstens Niveau ved at ville bort fra Unatur, men i Frankrig der er selv de dårlige Kunstnere påvirket af den - jeg ved ikke om man kan bruge det Udtryk - artistiske Moral, der gør selv fransk Gøgl fornøjeligt. Men undskyld jeg forfalder til at skrive Kunstfilosofi og det kan De bedre end jeg. Min Kone opholder sig i København derfor kan jeg ikke hilse fra hende, ellers ved jeg at jeg skulde. Mor Dem godt, Deres Glæde ved at rejse forstår jeg, men hvad ens Arbejde angår, da er det jo alligevel herhjemme at Slaget skal stå. Selv om Danskerne er nogle Sinker, så holder jeg alligevel mere af dansk Malerkunst end af tysk, eller rettere sagt jeg elsker dansk Malerkunst (den gode) men tysk er og bliver mig temmelig ligegyldig, både den gode og den dårlige har en Evne til at kede mig så jeg på det Punkt må anse mig selv for utilregnelig, måske det er fordi jeg selv er af tysk Afstamning. Selv om jeg ikke tænker på den italienske Kunsts Vidundere, Rembrandt og Hollændere eller på de vidunderlige Franskmænd, selv om jeg blot tænker på os Skandinaver jeg synes så snart Talen er om tysk Kunst kun at mærke Arbejdets Forbandelse.
Mine bedste Hilsner til Dem og Deres Frue
Deres hengivne Fritz Syberg.
Facts
PDFdansk
Datoen fremgår af brevet.
- Kerteminde
- Holland
- Paris
- Amsterdam, Holland
- Zaandam, Holland
- Haag, Holland
- Schiveningen, Holland
- København
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv
Boet efter Peter von Syberg, barnebarn af Anna og Fritz Syberg.