Fynboerne
1898-02-12
Sender
Johannes Larsen
Recipient
Alhed Larsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Kjerteminde 12 Februar 1898
Min egen Kæreste!
Nu er det lige ved at være galt med Tiden igen jeg har nemlig kun en halv Time til Posten gaar, og da det er Søndag i Morgen maa det jo af Sted Kl. 4, ellers faar Du det jo først paa Mandag. Peter kom saa i Gaar Eftermiddags. I Formiddags da jeg sad og malede paa Chr. A. kom jeg pludselig i Tanker om, da Kl. slog 11 at jeg skulde hen til Ullerslev efter Moder, saa skyndte jeg mig hjem og fik spændt for og Peter kørte saa med, henne ved Ullerslev mødte vi Postvognen med Moder i og vi bad hende saa sidde og kørte bag efter hjem, saa fik vi lidt Mad og nu sidder jeg her og skriver. I Aften skal jeg ned at spise til Aften hos v. Rosen. Der er en Dame der har sendt ham noget, som hun gerne vilde have at jeg skulde se paa. Gud ved hvad det er. Da jeg var nede at male i Formiddags tegnede Peter et Par Billeder af Tjalfe, da den lige havde spist, de er maaske lidt overdrevne men ligner ellers ganske godt, Du maa laane dem og se paa dem, men jeg vil have dem igen her er de. Jeg ser nu at jeg godt kunde have skrevet lidt udførligere for Tidens Skyld jeg har kun været godt 10 M. om dette, men det er væmmeligt at skrive naar man skal skynde sig. Det er ellers snart meget længe siden jeg har faaet Brev fra Dig. Men nu glæder jeg mig til at faa et meget langt Brev i Morgen det er Søndag. Det ærgrede mig at jeg maatte holde op med at male i Formiddags, jeg var kommen saa godt i Gang med at male en Haand, men i Morgen Formiddag maa jeg komme ned at male igen, da det er Gudstjeneste, Chr. Andersen gaar nemlig i Kirke hver Søndag. Ja nu maa jeg sige Farvel for denne Gang min Kæreste, kan Du nu være sød og skrive til mig strax hvis Du ikke har skrevet saa jeg faar Brev i Morgen. Mange kærlige Hilsner fra Din hengivne
Johannes Larsen
Nu kom Moder ind og bad mig hilse Dig.
Bilag I
[Tegninger]
Saaledes er mit Udseende efter at have gennemgaaet en Fedekur hos Hr Johannes Larsen.
Tjalfe.
Facts
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien
Mentioned works
Johannes Larsen: Christian Andersen lader patroner. 1898. Olie på lærred. 73 x 73 cm. Statens Museum for Kunst