Februar 1892

[Første side af brevet mangler]
2) at bære sig så tankeløst ad?? Jeg kan ikke nægte, at jeg finder ham en hel Del pjaltet og barnagtig, jeg synes, man under disse Omstændigheder bør tænke, før man handler, tænk den Angst for Mor at få - for mig var det jo heller ikke Sjov altsammen, men jeg tror næsten, jeg er hærdet mod alt nu, - undtagen hvis der skulde ske noget med Mor, det kunde jeg ikke døje, det ved jeg. Den Anstalt med mig igår var Dumhed, jeg skulde ikke have lagt mig. Nu venter jeg Far en af de første Dage - måske i Aften. - Stakkels Far, men det skal jo nu være - hvor jeg tit har tænkt på, hvordan han var mod Kunstneren! Det er Nemesis. - Men Mor kan jeg ikke tåle at tænke på, det ser mig næsten ud til at være en Umulighed at skjule det for hende, å det Barn til Leonard, det er virkelig, som man havde et Barn at passe på - og det er jo ikke nemt på den Afstand. Dr. Grauer var her i Dag, han var ikke stemt for at Far skulde have det at vide, den Meldelse til Kommunen kunde være bleven opsat, sagde han, det var en gal Tid at vælge til al den Sindsbevægelse. Midt i alt det med Telegrammerne var der en Grinagtighed, som jeg ikke kunde lade være at more mig over - jeg havde næsten Samvittighed ved at grine; - jeg lå i Sengen og bandede Tankeløsheden, Fru Rasmussen lå og skurede Gulvet, så sagde hun med et rasende komisk, resigneret og lidt klagende Tonefald: "Ja, det ved jeg, at det er Rasmussens Tankeløshed, som har forspildt min Livslykke!" Å, hvor det var svært at lade være at skoggerlé! - Nå, dette skulde ikke være noget Brev, men kun en Rapport. Tak så endelig Marie! Hun er prægtig! Sig, at jeg skal nok være fast og modig (undtagen det med Mor) Vi bliver ikke sammen, og det er vi da enige nok om.
Tusende Hilsner! Din Chr.