1892-1

[Håndskrevet i brevet:]
Onsdag Århus d:

Kæreste Alhed!

Tusind Tak for Brevene – Tak Marie for hendes Præken! Nej, jeg blev aldeles ikke ilde til Mode over, at hun var bleven sat ind i det hele, jeg havde netop tænkt på, om du ikke kunde falde på at gøre det. Tænk, hvor morsomt, alt, hvad hun skrev, var som ud af min egen Hjærne, der var ikke en Tanke deri, som jeg ikke havde tænkt i Forvejen – det synes mig at være et Bevis for Rigtigheden deraf! I Søndags skrev jeg et mægtigt Brev til Pastor L – 14 Sider tæt – og forklarede ham mit Synspunkt; om Lørdagen havde jeg skreven til Leonard, nu syntes jeg ikke, jeg med en god Samvittighed kunde tie længere. Hvad sker - Mandag Morgen arriverer Leonard til min mere end Overraskelse, jeg fik på Sengen den Besked, at han var der inde og var vist meget ked af det, for han var lige ved at græde. Han havde så lavet forskellige Dumheder, bl.a. strax sagt sin Plads op på Tybrind – at det kunde mere end gøre Effekt, forstår jeg ingenlunde, nå men dømmer ikke! Om Morgenen tidlig havde han været hos Pastor L, som var syg, men vilde tage imod ham senere. Efter at vi havde talt til Bunds om Sagerne, og de tilbørlige Tårer var fældede, gik vi sammen derop. Præsten så ud, som om han lige var gravet op af Jorden, men desuagtet talte han længe med os – holdt på sit, at vi skulde blive sammen, ”vi blev ikke ulykkelige,” jeg var næsten ude af mig selv – han blev vist flere Gange forbløffet over mine Udtalelser og kunde ikke få mig nogen Vegne; et blev vi dog enige om, at Leonard skulde rejse hjem og sætte Far ind i det, det kunde nemlig ikke undgås, at han fik det. Præsten mente, om jeg ikke blandede det æstetiske og det etiske noget sammen? Det benægtede jeg ikke, men jeg kunde alligevel ikke gå fra min Mening. Så kom vi hjem – og så ”klaskede” jeg sammen, jeg sad og kunde ikke holde Hovedet oprejst, al Ting sejlede for mine Øjne, og jeg lagde mig på min Seng, faldt i Søvn eller Døs eller hvad det nu var, og i denne Tilstand vrøvlede jeg en hel Del – jeg lod Leonard skaffe mig Recepten på ”Mandeviljens quantum satis!” Den kunde stakkels Leonard nu ikke skaffe mig! han stak i Tudskrål og gik ind og sagde til Rasmussens, at jeg var bleven vanvittig, så kom Dr. Grauer, men da var det ovre, kun havde jeg det gruligt i Hovedet og fik Bromkalium. Kl. 11 rejste Leon. og jeg blev [”blev” overstreget] sov godt i Nat, men var ganske forfærdelig mat i Morges. Mens jeg endnu lå i Sengen kom der Telegram hjemmefra!! Leon. havde forladt Skolen uden Anmeldelse, om han var hos mig – ”hvad er sket, svar strax!” Det var en uhyggelig Dosis, jeg op og på Telegrafstationen og svarede, at han havde besøgt mig; alt vel. Der fik jeg nok et Telegram af samme Indhold fra Dalum. – Leon. fortalte mig, at de på Dalum trode, han var i Odense, men naturligvis har han som sædvanlig ikke kunnet tage sig i det, Mandag blev han fra Skolen hele Dagen for at skrive til mig, så er han om Aftnen stukken af uden et Ord, de har på Grund af det ene med det andet tænkt sig en Ulykke og har allarmeret dem hjemme. Stakkels lille Mor, det er mig gruligt at tænke på, hvordan hun tåler den Angst for sin Øjesten. Er det nu et Mandfolk
[Indsat øverst på s. 1; på hovedet:]
Stakkels Leon, jeg fortryder, at jeg har skreven så hårdt om ham, det lille stakkels Skind, men jeg bliver så irriteret over sådanne Dumheder hen i Vejret. Han har såmæn ellers det værst – bare han ikke havde rejst så mange skidte Knaldromaner, så gjorde han bestemt færre interessante Dumheder