1892-1

Kære lille Mor!
Jeg har i dette Øjeblik faaet at vide fra Christine, at I ved det! – Hvad jeg dog vilde give for at kunne være hjemme i Disse disse [”Disse” overstreget] Dage og tale med Eder om det altsammen! – At det er en ganske forfærdelig stor Sorg for Eder, kan jeg jo tænke; og Du kan tro, vi har gruet ved Tanken om, at I nogensinde skulde faa det at vide; vi havde jo haabet og troet, at vi helt kunde skaane Eder for det, men det er maaske alligevel godt, at I have faaet det at vide! Det havde været forfærdeligt for Christine at bære paa den store Hemmelighed i Fremtiden, og det vilde sikkert have skilt Eder en hel Del ad! Mon det nu derimod ikke kunde bidrage til at føre Eder sammen? Det var dog Min store Sorg i Julen, at I kendte hinanden saa lidt og at Christine var saa lidt aabenhjærtig imod Dig, men den Gang manglede jeg enhver Betingelse for Forstaaelse! Christine ønsker inderligt at komme Dig nærmere, hun var fortvivlet over at maatte gaa og lyve for Eder i Julen og det var vi alle [”alle” overstreget] andre ogsaa; men vi maatte jo gøre det og vi trøstede os med, at det har i en virkelig gav Mening, vi gjorde det! – Stakkels Christine! hun har lidt ganske forfærdelig i dette sidste halve Aar, saa meget som overhovedet noget Menneske kan lide! jeg har undertiden været bange for, at hun skulde miste sin Forstand, saadan har hun græmmet sig. Men ét er sikkert, og det er, at Christine som Menneske betragtet har vunden meget under alt dette; jeg vilde ønske, Du kunde se de Breve jeg har faaet fra hende fra Aarhus, saa skulde Du se, i hvilke Grad, hun har forandret sig til sin Fordel og hvor hun har udviklet sig, saa Alvoren rigtig har faaet Overtaget i hende. – Naar nu blot hendes Kræfter kunne slaa til, saa hun kommer godt over det altsammen, jeg har haft Brev fra hendes Doktor; han var ked af, at hun netop nu havde faaet saa megen Anledning til Sindsbevægelse! –
Jeg vilde saa uendelig gærne trøste og opmuntre Eder, men jeg synes at alt, hvad jeg skriver, kommer til at se saa tomt og intetsigende ud!
Fredag Eftermiddag.
Tak for Dit Brev, jeg skal strax underrette Tante om det! – Jeg er forfærdelig glad ved Udsigten til at komme hjem og tale lidt [”lidt” overstreget] om det; det er næsten svært at skulle gaa her uden at kunne gøre det mindste! – Du skriver da lidt kærligt til Christine? hun har forfærdeligt [”forfærdeligt” overstreget] lidt forfærdeligt, og mest ved Tanken paa Dig og Fader. - -
1000 kærlige Hilsner!
Din Alhed.