Menu

Fynboerne

1899-09-06

Sender

Laura Warberg

Document content

Awaiting summary

Transcription

Båxhult Onsdag d: 6te

Kære lille Putte!
Jeg havde en rigtig dejlig Rejse herop, Vejret var smukt og meget varmt; her er dejligt allevegne og et nydeligt stort Hus, med mange Værelser. Muk og jeg bor sammen; jeg synes her er saa pænt møbleret, i vort Værelse er der en lang gammeldags Sofa med rødtærnet Betræk, et aflangt Bord foran, et stort en [over linjen skrevet ”en”] Slags Køkkenbord til Servante, Kommode, Seng, Stole, hvide lange Gardiner, herlig Udsigt til Skov allevegne. Den fineste Stue er med gammeldags Møbler med rødt Damask Betræk, Sofa Bord, Stole, lille Bord, Pillespejl m.m. Spisestuen med et stort rundt Bord, en vældig Sofa, saa lang som to almindl. et Spillebord, 2 smaa Borde ved Vinduerne, en Slags Buffet med rigelig af al Slags Porcelæn. Køkkenet er stort med Fjælegulv og ved Siden af et lille Rum, hvor Las piller Fugle og hvor alt grovere Roderi findes. Sovekammeret er stort lyst og kønt, 2 store og Gajens lille Seng, Skab, Kommode og et vældigt 4kantet Bord, som hun bruger at klæde ham paa; hvide Gardiner allevegne. Lud og Berta var saa begejstrede for alting heroppe, jeg traf dem i Kbh. Søndag Aften, da var Lud lige kommen herfra. Han havde gaaet meget paa Jagt, vi fik en Tjur til Middag i Gaar, og her ligger en Hare, begge har han skudt. Han var saa nyttig, lavede dem et lille Flueskab, lavede undertiden Morgenkaffe og hjalp at vaske op og skure Køkkengulv. gjorde selv fuldstændig sit Værelse ovenpaa rent, de andre kom der aldrig. Det var efter Berta var rejst. De havde Masser af Fødevarer med herop og 2 Kasser Bajere 30 i hver, fik de fra Halmstad. Nu drikker vi Mælk, den er saa ren og velsmagende. I Gaar var vi ude paa Brandaasen alle fire og med Barnevognen. Der er en storslaaet Natur allevegne, Skov og atter Skov og intet andet at see, ja selvfølgelig Bakker i det uendelige. Muk og jeg plukkede Tyttebær til et Par Gange Grød, her er ikke ret mange. Tænk Dig min Ærgrelse, da jeg saae at de 2 Ds tørre Blommer manglede! Jeg forstaar ikke, hvordan det er gaaet til. Der er hjemme en Pakke til Dig og en hertil. Las siger, det kan udmærket gaae at sende en Pakke hertil, vi kommer kun til at betale nogle Ører i Told paa Stationen her. Men vil Du saa ikke bede Christine om at købe 2 Pund Abrikoser paa Lørdag! Vi haaber sikkert, at dette Brev naaer Eder Fredag. Muk vil tage det med til Kbh. i Morgen og faae det afsted. Hun kommer der Kl. 6, skal gaae til Landeryd i Morgen tidlig Kl. 7½ og have sit Tøj med Lejlighed. Vil Du saa lille Putte! pakke i stærkt graat Papir følgende: Abrikoserne, Blommerne, 2 Daaser af de Fiskeboller, vi har, 1st Del af ”den sidste [ulæseligt ord]”, samt lidt Sennep af den gule i Daasen (Chr. kan jo faae ¼ P i løs Vægt, hvis vi ikke har rigeligt) samt 3 Par graa Sokker af de bedste (Las’s) de maa være i Alheds Kasse eller et andet Sted Christine kan jo spørge i Höljeryd, hvor meget Pakken maa veje og hvad den koster, jeg tænker mig den kan blive paa ca 10 [ulæseligt tegn]. Deres Tænder løber i Vand efter Blommerne, Sokkerne er meget vigtigt, Alhed glemte dem. Spørg i Höljeryd, om den skal lukkes. Saa kan Du nok faa den afsted Mandag, saa vi har den hen i Ugen. – Gajen er saa god og bliver næsten ikke passet, ligger meget paa sine Puder i den bløde Spisestuesofa eller i sin Vogn kører han saa 3 Timer i Gaar Form. Han kommer i Bad i en stor Kobberballe eller Gryde. Las gør Ild og vasker op om Morgenen fra hele forrige Dag. Han maler fra 9½ til 4 X [Skrevet på næstsidste side langs venstre margen:] Lyngbilledet med Tjalfe [indsættelse slut] og fra 6 om Aftenen paa et nyt her lige ved Gaarden. Her er aldeles dejligt i alle Retninger. Ved Siden af vort Værelse er Kontoret med et vældigt Bord, hvor vi skriver, Bogreol, Kaminer er her i alle Stuerne, hvide men med aabent Ildsted. Der hentes Vand af en aaben Brønd nede i Haven. Muk var i Landeryd med Smedens Vogn efter mig, de kom saa sent, saa vi var her først Kl. henad 9, Alhed havde været bange for os. Vi fik Kødsuppe med Æg og anden dejlig Aftensmad. – Bedstefar var meget svag og falder stærkt af nu, kendte os ikke. Han lever ikke ret længe. Nu ikke mere denne Gang lille Putte. Kan Du og Fr. B og maaske Fr. J. ikke nok pille Estragon, en 2 ["en" overstreget; "2" indsat over linjen] store Pægle Flasker halv fulde af Blade alene, saa fyldes med Eddike, staae i Køkkenvinduet en 14 Dage og rystes af og til. Der er 2 Planter nede i Haven, den ene ned Siden af Mistbænken, den anden paa Hjørnet ved Hindbærrene. Jeg havde det
[skrevet i venstre kant på sidste side:] skrevet paa min Huskeseddel, men glemte det.
[skrevet i højre kant på sidste side:] Hilsen nu til Eder alle hver især fra Mor
[Skrevet på næstsidste side langs højre margen:] Alhed vil gerne have en god Haandfuld Purløgs[ulæseligt] i en lille Papirpose samt en lille Tut hvidt Uldgarn til en Trøjesnor
[Indlagt i ovenstående brev er skrevet følgende:]
Vil Du ogsaa sende mig et Par brune Bomuldsstrømper, der ligger nogle enten i den næstnederste Skuffe i Børnekammeret, eller i Sovekammerskuffen, samt lidt Stoppegarn til dem i en Kasse i den 4de øverste Skuffe tilhøjre. Du maa helst sye en Pose af noget Viskestykketøj, som ligger i Kisten ved Syltetøj Skabet Sennep har Alhed faaet, saa det skal ikke med. Bind saa godt for Posen og en udførlig Adresse; Smaaland – Sverig – De glæder sig saa uhyre til Blommer og Abrikoser, saa det maa endelig sendes omhyggeligt. Båxhult – pr. Landeryd (Christine kunde jo være borte.)

Mentioned works

Facts

PDF
Letter

Da

På brevet er skrevet: "Båxhult Onsdag d: 6te". Laura Warberg besøgte Alhed og Johannes Larsen og deres lille søn på Båxhult september 1899.

Båxhult pr. Landeryd

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB0033

Nej

Testamentarisk gave fra Laura Warberg Petersen til Østfyns Museer