Menu

Fynboerne

1900-4

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Vilhelmine Larsen opmuntrer Johannes, som er ked af, at han endnu ikke har solgt noget på udstillingen. Der bliver bygget om i Kerteminde.

Transskription

Kjære Johannes
Du maa tro jeg er bleven en sær Én. Vi har ledt først jeg senere Marie men ingen Kunsthistorie, hvor er den dog henne. Idag kom der brev fra Alhed, det var fornøjelig at høre om Eders lille Skat; men hvornaar Du kom vidste hun ikke lad mig endelig høre det for at jeg i god Tid kan faa skuret derude, vi blev narrede med vores svenske Pige hun kommer vist ikke mere. Her er jo en Kone der malker men det er alligevel ikke en Pige. Eders lille Anna har været her idag hun vil hjælpe mig i Paasken for nu idag begyndte Ferien.
Johannes jeg kan mærke du har tabt dit Humør fordi der ikke sælges noget; men det kommer min Ven.
Faer er endnu højt oppe og siger der er langt til [ulæseligt ord] hvorfor kjøbte nu denne Greve paa Langeland ikke din Hund… han gav der 3,000 ud paa Charlottenborg; maaske saadanne Herrer ikke gaar paa den ”Fri” det er nu ligemeget med alle de store. Sig mig kun [ulæseligt ord] hvad Zarthman og Phillipsen sagde om dine Arbejder og de andre Venner
Vi har Adolph hjemme og han hænger i med at hjælpe Karlene at vi kan kjøre sammen til Murerne.
Imorgen Johannes er det Meningen at vi skal have Skillerummene op i Laden det er paa Tiden naar vi skal herud fra den 19 – men nu har vi bestemt os til at sove i vores gamle Sadelkammer ovenpaa og saa Marierne paa dit Værelse – hvordan vi skal med Maden og Karlene har jeg foreslaaet at de kan sove i Lysthuset indtil der bliver istand til dem
Her er i disse Dage ved at blive rejst Plankeværk om Bygaarden, vi holdt Arbejdere til at bryde Hegnet ned og der blev nogle dejlige Grundsteen til dit Huus
Jeg er saa træt Johannes for jeg har vadsket lidt om Dinemor idag og det regner hver Dag saa jeg skal se om vi kan faa det tørret i Morgen!
Du kan tro jeg glæder mig til du kommer hjem. Din And vil vist snart ligge.
Det kan være Adolph tager ned til Haabet en af Helligdagene. Det var Meningen at Marie vilde have været med; men Sygeplejersken mener hun gjør klogest i at blive i Ro.
Nu lev vel og vær saa kjærlig hilset af din hengivne Moder der stadig beder for Eder

Omtalte genstande

Maleri af en hund.

Fakta

PDF
Brev

dansk

Udateret brev. Puf er født d. 12.5 1899. Det er op til påske, som ligger i april. Så året må være 1900. Der bliver bygget på Kjærbyhus, hvor Alhed og Johannes Larsen flytter ind senere på året. Johannes Larsen udstiller på Den Frie. Marie har meget dårlige ben i 1900.

Alhed Larsen opholder sig hos sine forældre på Erikshaab, sammen med sin søn Puf. Johannes Larsen opholder sig i København.
Haabet = Erikshaab, Alhed Larsens barndomshjem på Sydfyn.
Det er uvist, hvem greven på Langeland er.

Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien