Menu

Fynboerne

1901-08-26

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Harry Eastman Sawyer har skrevet, at han, Ellen og deres datter kommer til Danmark den følgende dag fra USA. Der har været mange gæster på Erikshåb, og man pynter op, hejser flag osv for at fejre, at Ellen og familien kommer.
Efter at de er kommet, skriver Alhed, at Ellens barn skal i kirke om søndagen (formodentlig døbes), så Johannes Larsen må komme.

Transskription

Kæreste lille Lavsi!
Nu vil jeg begynde paa et Brev til Dig, skønt jeg ikke har faaet Din adresse endnu. Tak for Dine to breve, jeg synes det ser ud, som Rejsen er begyndt godt for Dig. Det var udmærket, Du kom til Kerteminde og fik sat lidt Gang i det derude, sikken en Masse, Du fik udrettet paa de Par Timer. – Her er stor Sensation. I Gaar g [bogstavet overstreget] fik vi 2 Linjer fra Eastman om at han og Elle den 14de var sejlet fra Boston og at de ventede at naa Odense d. 26nde, altsaa i Morgen. Og skønt vi jo hver Dag have ventet den Meddelelse, blev vi dog ligesom vi var tossede alle sammen, det er en aldeles vidunderlig Fornemmelse, igen at skulde se Elle. Blot hun nu ikke har lidt altfor meget af Angst og Uro for Far. Dejligt at Eastman tog med. Han nævner ikke Grethe, saa vi gaar i Skræk for, at de skulle have lavt [ordet overstreget] ladet hende blive hjemme, men vi kan næsten ikke tænke os det. – Det er en voldsom Spænding at gaa i, da vi jo ikke aner med hvilket Tog eller fra hvilken Side de komme, vi have ventet dem i Dag, de maa jo have haft en god Rejse, saa vidt vi kunne skønne efter Vejret. – Vi har det udmærket, Puf og Fedtelsen er voldsom søde, de ligge og sove nu, Kl. er over 11, og alle er i Seng, men jeg vilde skrive lidt i Aften, da man jo ikke ved, hvad Fred og Ro, der bliver i Aften [ordet overstreget] Morgen. I Dag har her været et voldsomt Rykind, Amstrups, Johanne Nielsen fra Odense (Dedes Værtindes Datter) Karen Sørensen, Mogensens, Pastor Hammers og endelig Degnen nu sent i Aften. Vi fik saa meget dejlig Sang i Eftermiddag af Johanne N. og Christine, jeg sad og tænkte paa Dig mens de sang, jeg savner Dig meget og længes meget efter Dig. Puf snakker meget om Lavsor. Nu er jeg bleven træt og søvnig, Godnat min egen Dreng.

Næste Dag.
Elskede Lavsi!
Stor og gribende Sensation! Telegram Kl. 12, at de kommer med Iltoget Kl. 1. Landaueren af Sted med Mor, Puf og Christine, Razzia i alle Stuerne for at faa fint og festligt, Flaget hejst, Vin op fra Kælderen, Hundene pyntede med henholdsvis røde og blaa Baand i Haler og Øren, alle vi andre i Festskrud – og nu vente vi dem hvert Minut. Det er næsten ikke til at holde ud at vi nu skal se Elle igen, det er til at tude sig ihjel over. Hvor sørgeligt at Du ikke er her, ingen Glæde er dog helt fuldkommen her i Verden.

Senere.
Nu er de kommen! Lille Grethe med! hun er bedaarende. Herligt at se Elle. Hun er fuldstændig sig selv. Kun er hun bleven noget federe. Paa Søndag skal lille Grethe i Kirke og Du maa være her, inden den Tid, allerede om Mandagen rejser Far og Dede til København, Lugge kommer hjem den Dag, Du maa være her saa vi i alt Fald én Dag alle kunne være samlede. – Jeg savner Dig meget kæreste Lavsi, desværre ingen Brev i Dag, saa jeg ved ikke Din Adresse. – Nu sender jeg dette med Junge til Højrup, saa mulig der er Brev fra Dig, saa hun kan føje Adressen til. Send mig omgaaende Vittorias Adresse, Du fik hendes Brev med, men skriv Adressen af, saa I ogsaa kunne sende hende en Hilsen, det skal afsendes_ Fredag_ til Italien. –
Nu Farvel kæreste Las! Jeg haaber Du har det rigtig godt og bliver lidt federe.
Din egen Alhed

Mandag

Fakta

PDF
Brev

Da

Alhed Larsen har kun selv dateret brevet "Mandag". En anden har skrevet "26/8 01" på brevet. Datoen passer, for i følge kirkebogen for Hillerslev Kirke 1901 er Grethe Jungstedt, født Sawyer døbt 1/9 1901. I notefeltet er skrevet: ”Døbt under Forældrenes Ophold paa Erikshaab”. Blandt fadderne er Johannes Larsen.

Erikshaab
  • Højrup
  • Boston
  • Odense

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien