Menu

Fynboerne

1937-1938, vinter

Afsender

Lykke Jensen

Modtager

Elena Larsen

Dokumentindhold

Lykke Jensen takker for den lille hue til Bera. Det er trist, at Elena/Bimse bor så langt væk, så de ikke kan se den lille. Hun er sød, sover igennem om natten og siger lyde. Når hun skal sove i haven, vil hun ikke have vanter på, så nu bruger hun muffedise.
Jens Jensen leger med den lille, men han tør ikke røre hende, når han kommer lige fra epidemihospitalet.

Transskription

[Fortrykt på brevpapiret:]
Jens Jensen
Reservelæge
Marselisborg Hospital
Aarhus
[Tegning af et dampskib]

[Håndskrevet i brevet:]
For længe siden -

Kære Bimse!
Tusind Tak for den lille Hue til Bera; den passer hende saa yndigt, og det var forfærdelig sødt af dig at sende mig den. Det er nu kedeligt I bor saa langt væk, saa vi ikke kan faa vist Jer Bera, ikke lige med det samme da; hun er saa sød og fredelig, og saa ligner hun Jens meget. Hun er mild og venlig og befinder sig øjensynlig udmærket. Endnu ligger hun bare stille i sin Vugge og giver mærkelige, søde Lyde fra sig, men hun begynder nok snart at kunne sidde op. Hun sover hele Natten fra 10 til 7-8 uden at give en Lyd fra sig, og det er svært rart for os. Saa staar hun ude i Haven noget af Dagen; hvis hun har Vanter paa hyler hun, og saa kommer Kulmanden og synes det er Synd hun skal staa der og skrige, saa nu ligger hun med Muffediser paa og ikke Vante paa Yndlingssuttehaanden. Jeg har mægtig travlt med at passe hende og morer mig dagligt med det, og Jens leger med hende, saa tit han kan. Vi bor jo paa et Epidemihospital, saa naar han kommer [det følgende indsat s. 2 lodret langs venstre margen:] lige fra Afdelingen, tør han ikke røre ved hende. Kommer I ikke til Kjerteminde engang? Saa er der ikke langt hertil. Hav det nu godt. Mange Hilsner og Tak for den søde Kyse. Jeres Lykke

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er udateret. Bera Jensen blev født 1937. Elena/Bimse har sendt en hue, og barnet sover i barnevogn. Den lille kan endnu ikke sidde selv. Det er koldt, så brevet er formodentlig skrevet vinteren 1937-1938.

Stednavnet er fortrykt på brevpapiret

Bera Jensen
Jens Jensen

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB3862

Nej

Ukendt