Menu

Personer

Johanne Caspersen

Helsøster til Alhed Larsens mor, Laura Warberg f. Brandstrup, idet hun var datter af Lauritz Brandstrup og dennes første hustru Maria Kristina f. Krümmelbein (1816-1853). I sit andet ægteskab med Johanne f. Fenger fik Lauritz Brandstrup fire børn mere, som dermed blev EJCs halvsøskende.
EJC var i sin ungdom forlovet med en lærer Fibiger, som var bror til lægen i Tranekær. Forlovelsen blev hævet. Hun fik ansættelse som huslærerinde hos skovrider Kruhoffer i Frellesvig på Langeland. Her mødte hun dyrlæge Niels Christian Caspersen, og de to blev gift.
Niels Caspersen var dyrlæge ved Tranekær Gods på Langeland. Da han ved landstingsvalget i Odense 1886 blev valgt ind i Landstinget for højre, opsagde greven på Tranekær ham. Greven sad selv i Landstinget og mente ikke, at han kunne sidde der side om side med sin dyrlæge. Derefter åbnede Caspersen privat praksis i Snøde.
Alhed Larsen (f. Warberg) opholdt sig muligvis i juli 1894 og helt sikkert fra begyndelsen af august 1896 et par uger hos dyrlæge Caspersen på Langeland for at holde ferie. Alhed og hendes søn, Andreas Larsen, var der igen på ferie i sommeren 1900.
Johanne og hendes mand var i mange år barnløse, men efter at hun blev opereret, fik de en søn, Poul (deres eneste barn). Fødslen var hård, og drengen vejede kun 2 kg ved fødslen. Han led siden af halssygdomme. Poul blev kunst- og papirhandler i København og blev gift med Emmy, som var tysk.
EJC døde af lungebetændelse 13. februar 1920.
I alderdommen flyttede Niels Caspersen (det er uklart, om også EJC flyttede, eller om dette skete efter hendes død) til Aaboulevarden i København. Efter nogle år her blev han indlogeret hos sønnen Poul og dennes kone, som plejede ham til hans død i hjemmet i Charlottenlund.

Referencer

Arkitekt Christian Brandstrups erindringer (nettet, lokaliseret april 2020)
Om slægten: Thetobins.org (slægtsforskning, nettet)

Fakta

Esther Johanne Caspersen, f. Brandstrup

Tante Hanne, Lille Hanne

29. sept. 1846 - 13. feb. 1920

Husmor

Da