Menu

Personer

Ellen Agnete Amstrup

EAA var barn af Alhed Larsens søster, Christine Marie Warberg og Leonard Holst.
Sommeren 1891 var Christine på ferie hos familien på Langeland sammen med sin kæreste, Leonard Holst. Hun blev gravid og holdt dette skjult for familien hele efteråret, hvor hun boede hos forældrene på Erikshaab. I december fandt Leonard Holst gennem avisen en familie (Rasmussen) i Århus, som kunne have CMM skjult under dække af, at hun var pige i huset hos dem. Christine rejste dertil i begyndelsen af januar 1892 (1891-12-02, Christine Mackie til Alhed Larsen, BB2695). Familien Rasmussen boede Vestergade 58 i Århus. Christine skrev til moderen, at hun hjalp med at passe den 6årige Charles og i øvrigt med at lave almindeligt husarbejde (Brev fra Christine Mackie til Laura Warberg 1892-01-08, BB1903. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv. Ikke i KTDK). Hun levede isoleret fra omverdenen på sit værelse, hvor fruen serverede hendes mad for hende. Man må formode, at parret er blevet betalt for at have Christine "skjult" under graviditeten (1892-01-07, CMM til Alhed Larsen, BB2694).
Christine Mackie har i flere breve grundigt beskrevet sin ulykkelige situation som gravid samt det forhold, at hun ikke længere holdt af Leonard Holst (1891-12-02, CMM til Alhed Larsen, BB2695).
Barnet blev født på Fødsels- og Pleiestiftelsen i København af "hemmeligt fødende". Familien betalte 576 kr. for hospitalsophold samt pleje de første tre år af barnets liv.
Den lille blev døbt på Fødestiftelsens ammestue nogle dage efter fødslen og fik navnet Ellen Agnete Brandt (1891-04-01, Christine Mackie til Laura Warberg, BB2713).
Pigen blev bortadopteret til ægteparret Niels og Louise Amstrup (hun søster til Albrecht Warberg), som ikke selv kunne få børn. I kommunikationen med Fødsels- og Pleiestiftelsen, fuldmægtig Neergaard, sikrede Warberg-familien sig at kunne bevare kontakten med barnet, og dette skete også, ligesom EAA havde kontakt til sin biologiske far.
Christine Mackie og Leonard Holst var enige om at bryde forlovelsen, og Warberg-familien støttede det, da de to unge ikke længere elskede hinanden. Dyrlæge og rigsdagsmand Caspersen hjalp med diverse papirarbejde omkring bortadoptionen.
I 1895 kom Niels Amstrup til Laura Warberg med EAA. Han bad Laura passe barnet en uge, da Louise Amstrup var "daarlig i Hovedet", og den ene pige var bortrejst. Laura Warberg mindede Christine Mackie om, at hun skulle sende en gave til EAA, som havde fødselsdag den følgende fredag. (1895-03-18, Laura Warberg til Christine Mackie). Af andre breve fremgår det, at Louise Amstrup led af psykisk sygdom.
EAA blev 6. okt. 1916 gift med Christian Holger Møller Hjorth (kaldet Holger). Parret fik børnene Ellen Agathe Marie Hjorth (f. 10. okt., formodentlig 1914), kaldet Land, Kirsten Margrethe Hjorth (f. 1. juni 1917), kaldet Pelle, Inger Hanne Hjorth (f. 31. dec. 1924).
Familien boede i 1940 på Faldengaard (1940-10-25, Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0624), som ligger nær godset Krengerup ved Søllested på Fyn.
I 1967 skrev Johanne Larsen til søsteren Astrid, at Holger hver dag sagde, at han nok døde i morgen, og at det måtte være hårdt for Nete at høre på.

Referencer

Slægtsforskningsmateriale, Johannes Larsen Museet

Fakta

Ellen Agnete Brandt Amstrup

Nete, Lille Nete, Lille Agn

22.3 1892-

Da