Menu

Fynboerne

Frederik Brandstrup

Søn af Lauritz Brandstrup og dennes første kone, Maria Krümmelbein. FB var således bror til Laura g. Warberg og morbror til maleren Alhed Larsen.
Frederik Brandstrup (1850-1899). FB gik med sin bror, Carl, på latinskole i Odense. Efter konfirmationen stak han til søs. Derefter kom han på kadetskolen, men dumpede i navigation. Han blev styrmand i Det Forenede Dampskibsselskab, men var resten af livet skuffet over, at han ikke kunne komme videre i graderne. FB fik dog et guldur af Canadas regering for sin heltemodige indsats ved et skibsforlis.
FB blev i en moden alder i New York gift med Susan Simmons. Han gik i land og blev ansat ved jernbanen.
En tid arbejdede FB i en malervirksomhed, og han søgte diverse jobs blandt andet i et whisky-brænderi (1888-12-17 Frederik Brandstrup til Johanne og Lauritz Brandstrup BB1394).
6. april 1893 rejste FB fra St. Paul til Baraboo, Wisconsin, hvor han fik ansættelse hos en Mr. Skinner. FB lånte i sine aktier og skaffede derved rejsepenge til Susan, som kom med børnene sidst i april. Frederik Brandstrup blev udnævnt til postbud. Desuden skulle han fungere som formand ved et ranitknuseværk. Familien Brandstrup boede i et lille hus med tilhørende jord. (1893-05-26 Frederik Brandstrup til Johanne og Lauritz Brandstrup, BB1512).
O. 1899 skrev Johanne Larsen, f. Warberg, til moderen, at Onkel F boede i Chicago, Illinois.
FB døde i december 1899 (1899-12 (udateret brev) Ellen Sawyer til Laura Warberg, BB1571) af meningitis. Susan og parrets to børn, Mary Kirstine (f. 1888) og Freddie, klarede sig derefter ved hjælp af moderens syarbejde og en lille livsforsikring. Freddie døde i en meget ung alder af tuberkulose. Mary blev gift med en ejendomshandler Nathan.
Laura Warberg besøgte i 1908 to gange Susan og børnene i New York på sin vej til Boston, hvor hendes to døtre, Christine og Ellen nogle år boede.

FB huskede sin barndom som slem, da begge de biologiske forældre var hårde. Han oplevede først kærlighed, da faderen giftede sig anden gang, og der kom fire halvsøskende. Opvæksten førte ifølge FB selv til, at han levede umoralsk (1894-01-08 Frederik Brandstrup til Carl Brandstrup, BB1393).

Referencer

Arkitekt Christian Brandstrups erindringer (internettet, lokaliseret marts 2020)

Fakta

Onkel Frederik

1850 - dec. 1899

Postbud, Formand, Jernbanearbejder, Styrmand

Da