Menu

Personer

Alfred Goldschmidt

AG var bror til maleren Ernst Goldschmidt.
Gift første gang i 1904 med Ingeborg Astrid f. Warberg, som var søster til Alhed Larsen.
Ægteparret fik to børn: Ina Margrethe Goldschmidt (f. 1905. Kaldenavn: Sjums) og Hans Adam Goldschmidt (Adam, f. 1906).
AG var ansat i pelsvarefirmaet Drucker & Søn i Tordenskjoldsgade 33, København. I 1904 blev han direktør for firmaets afdeling, Westergatan 93, Malmø. (1904-10-25 Astrid Warberg-Goldschmidt til Johanne C. Larsen, BB0408).
Parret boede først på Rosenvej i Rosenvænget, København (gaden har siden skiftet navn). AG arbejdede meget og var kun hjemme fra lørdag til mandag morgen. 1. feb. 1905 flyttede de til Kyrkogatan 19, 4. sal i Malmø i Sct. Pauli-kvarteret. Begge deres børn blev født i Malmø.
AG var meget opmærksom på arbejdernes forhold ved pelsfabrikken, og da han holdt 50års jubilæum (han var begyndt på stedet som 15årige) roste selv kommunisterne ham i dagbladene (Astrid Warberg: Mit Livs Bog s. 66).
Allerede i 1906 skrev Laura Warberg til Johanne Larsen, f. Warberg, at Astrid havde sagt, at hun ville skilles. Laura Warberg forstod godt dette, og hun skrev, at AG var en stor egoist, som kun hans familie kunne holde af, og at han derfor også var ensom.
Ingeborg Astrid og AG blev skilt i 1914.

Referencer

Astrid warberg: Mit Livs Bog. Upublicerede erindringer. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv

Fakta

Alfred Israel Goldschmidt

G.

f. 29. januar 1878 - d. 1967

Direktør

dansk