Menu

Fynboerne

1917-01-14

Afsender

Elisa Hansen

Modtager

Peter Hansen

Dokumentindhold

Elise fortæller om diverse besøg og aktiviteter, blandt andet et møde med huslejenævnet. Hun nævner sidst i brevet, at billederne ikke går så godt mere.

Transskription

Mandag 14.1.17

Kære Per!

Ja, nu har du altsaa forlagt Residensen til Faaborg, og jeg kan godt forstaa, at du derovre bedre kan samle dig sammen til at bestille noget. Det var jo glimrende med den Ovn, at den kan laves lidt hurtigt og blive god endda.
Grete har det godt, hun er hver Dag ude med Kælken og rutscher ned af Skaaningerne paa Byggebankerne ved Sønder Boulevard. I Gaar gik vi alle ud med Kælk og Skier til de store Pladser bag Frederiksholm Teglværk, der var pragtfuld paa Dæmningen.
Om Aftenen var N.E.H. og Ellen her; paa Grund af den sidstes Nærværelse var Luften ladet med Elektricitet, og der røg Gnister og Eksplosioner hvert Øjeblik, da de gik, sagde jeg Puh; men det skal vi ikke have mere af.
Jeg har været bedt til Bridge over hos Sophus's men da Bridgepartiet sendte Afbud, sad jeg ene med Ida i min blaa Silkes, Herrepartiet var: Scnitken, Gros. Jørgensen, Beckshøft og Sophus. Jeg trøstede mig med den gode Middag; Østers, gule Ærter og Flæsk, Moseænder, (Flaaede) og Trifli, og saa tog jeg tidligt hjem. Vi er de samme uforbederlige Natravne, som da du var her men naar det nu bliver lyst om Morgenen, saa skal du se mig komme op. Bims og jeg spiller to Mands Bridge, det er hun meget ivrig efter. Hurtighedskabalen er vi færdig med.
Kylle og jeg har været på Raadhuset i "Nævnet", vi slap ikke for at betale 500. Kylle derimod maatte nøjes med 180. Det kunde de lige saa gerne have meddelt os, thi vi sad der kun til Nar for de Mennesker; en af dem sagde, at da vi havde saa mange dejlige Billeder paa Væggene, behøver de ikke at faa repareret, jeg synes ikke det kommer Huslejen ved. Bimse og jeg havde taget Billet til en italiensk Musikaften, den unge Bracony, en søn af ham med Tamburinen, spillede Mandolin og Else Gether sang Folke- og andre Sange; det var meget morsomt, men jeg kom jo alt for sent, da jeg skulde høre paa det Sludder i Nævnet, som kun har ærrgret mig. Jeg er næsten færdig med Phantasterne. Indlagt sender jeg en regning fra Mads, husk at betale ham, jeg synes ikke det er for meget, selv om jeg kunde have "rykket" de Buste paa 4 Timer.
I dag kom der brev fra Jolles, det er rørende, godt var det, at de fik Pakken, men at vi ikke har hittet paa det noget før! Dagmar forespørger, om der er nogle Renter til hende i Frederiksberg Bank; naar Renter og Bonus for Dec. er skrevet paa, kan jeg saa ikke hæve dem og sende hende dem?

Poul Christiansen gik forgæves herud i Lørdags, han vilde have besøgt os, kommer saa en anden gang. I Febr. skal der være Skovgaard Udst. paa Charlottenborg, den maa du da over og se.

Her har du 1 Sukkerkort, vi bruger kun 1 Kilo om Ugen.

Du kan jo godt lade Manden faa "Flagene" lidt billigere, die Schönen Tagen sind jetzt vorüber. Billederne gaar ikke saa godt mere.

Kærlig Hilsen fra din Elisa

Fakta

PDF
Brev

Datoen fremgår af brevet.

Faaborg Museum, Peter Hansens arkiv