Menu

Fynboerne

juni 1916

Afsender

Elisa Hansen

Modtager

Peter Hansen

Dokumentindhold

Elise takker Peter for markedsgaven. Hun glæder sig til at se Peters plader. Bimse er i gang med eksamen. Bare det snart bliver godt vejr, så Peter kan male sit billede med grøftekanten færdigt.

Transskription

Kære Per! Hvordan gaar det? hvad arbejdes der paa for Tiden? Tak for Markedsgaven, som Sis havde med. Hun fortalte, at du havde lavet saa mange smukke Plader, jeg glæder mig rigtig til at se dem. Fru Wilh Hansen ringede mig op i Lørdags; du faar da nogle notable Besøg engang imellem; Fam Brabrand og Anders de Wahl, det er glimrende, jeg kan høre hende hyle op. Vi boer i Eksamensfeber i denne Tid. Bimse kom hjem i Lørdags med 2 6ere i Fysik og Kemi. I Morgen er det Mathematik. I Gaar var vi alle paa Tennisbanen; Bimse spiller rigtig net, hun og Sis kløede Ras og Kylle. Grete var hos Kamma ude paa Kristianshavn. Jeg var henne hos Tante Sine og fik 50 Kr i Rentepenge, hun kniber lidt vel meget, synes jeg. Hun og Tante Mine var meget Krænkede paa Lisbeths Vegne de havde set i Avisen, at hun havde vundet en anden Præmie i Tennis, og "at hun hørte til de ubemidlede", hvad kender de dog til det, det ved de jo ikke noget om," du kan tro vi har moret os over det. Vi fik i Lørdags saadan en dejlig Ret; jeg havde købt 3 Salathoveder for 20 fordi de var saa faste som smaa Hvidkaalshoveder; dem fyldte jeg med Mandler, Rosiner, Salt, Peber, Oliven Olie og stegte dem, det smagte rigtig af Italien; kunde jeg faa fat paa den Salat i Faaborg, skal jeg lave den, og saa en Chianti dertil den er go' ikke. Vi (Tøserne, Ausa Harald Ruf og jeg) sad i Aftes ude hos Josty og frøs, saa vi maatte have varm Toddy. ja sikken en Sommer, vi gaar og slider Vintertøjet op. Bare det nu snart kunde blive lidt godt Vejr, saa du kunde faa malt det Billede færdigt af Filo paa Grøftekanten, det ser storartet ud. Det er mo'by'ligt med alle de Miner der svømmer rundt; der er mange, der ikke tør sejle.

Skriv snart og fortæl lidt om hvordan Arbejdet skrider frem.

Mange Hilsener fra os alle.
Din
Elise

Fakta

PDF
Brev

Dateringen en anslået. Elise skriver, at det er sommer, men Bimse er stadig i skole.

Faaborg Museum, Peter Hansens arkiv.