Menu

Fynboerne

1916-06-16

Afsender

Elisa Hansen

Modtager

Peter Hansen

Dokumentindhold

Elise Hansen glæder sig over besøg hos Peter Hansen i Faaborg og beretter om diverse pengesager, særligt vedrørende skatteforhold. Desuden en del om indretning af huset i Faaborg.

Transskription

Kære Per!
Tak for sidst! Det var jo godt, vi kom over og fik ordnet lidt ved det derovre; naar jeg nu kommer et Par Dage før Ferien, saa haaber jeg at vi kan faa det lidt hyggeligt, saa vi kan nyde Sommeren og det foraabentlig gode Vejr.
Lisbeth er jo nu i Faaborg, giv hende Besked, dersom, der er noget, du vil sige mig.
Vi har nu indbetalt den 3dje Prioritet for Tante Sine paa 1517 Kr. Indlagt sendes dig Brev fra Dagmar. Jeg har set efter i Bankbogen, og det viser sig, at det d. 30th Juni vil staa cirka 150 Kr. i Renter. Hvor mange af disse Penge, de skylder os, ved jeg ikke, men det gør du maaskee; send hende et Par Ord, hun bliver vist skuffet, naar hun hører, der ikke er mere.
For nu at blive ved Pengesagerne, saa kan jeg fortælle dig, at vi i Skat er sat op til 222 Kr. Kvartallet og naar dertil kommer 180 Kr. til Holte, saa bliver det over Tusind Kroner, det er jo en Post. Mon du og Snedkeren har forstaaet mig ret, thi det er jo efterhaanden bleven lidt sindsforvirrede med de Stole. De 6 jeg skal have er jo ganske ligefrem, hvad han kalder finpolerede. Nu ved jeg jo ikke, hvad Resultatet blev af jeres Konferance om Bimses Seng, men hendes 4 Stole skulle jo være tilsvarende, og de 4 Stole til min Stue skal være bejtsede saa de kan staa sammen med Mahogni, men om det bliver Goldschmidts Facon eller vor egen, kan du selv bestemme.
Jeg har fundet paa en glimrende Anvendelse af de to Fyldinger; naar de bliver stillet paa Højkant, kan de bruges som Dør i det Skab, som bliver ved Kaminen i min Stue, de skal saa have en Sværte som gammelt Egetræ, er du med paa den, det er de to Prøvefyldinger fra Kisten, jeg taler om.
Fortæl mig om Bimse faar Birketræ eller hvad det bliver. Jeg glæder mig til at komme over og se, hvordan der ser ud, det bliver jo nok en Del bedre end sidst.
Mange kærlige Hilsner fra os alle.
Din Elise

16-6-16

Fakta

PDF
Brev

Datoen fremgår af brevet.

Faaborg Museum, Peter Hansens arkiv