Personer
Heinrich Syberg
HvS var af tysk friherreslægt. I 1792 flyttede han og hans polskfødte hustru, Johanna Magdalena Barbara f. Stanislausky til Danmark.
Parret var maleren Fritz Sybergs oldeforældre.
Ifølge familielegenden havde HvS bortført sin kommende hustru fra et kloster og også været indblandet i en duel. I Danmark blev han postmester, og for at sløre sin baggrund kaldte han sig Grebys (Syberg stavet bagfra). I 1814 fik han kongelig tilladelse til igen at bruge sit familienavn.
Ægteparret fik to sønner. De blev begge officerer, og den ene af dem flyttede til Tyskland, hvor han i 1828 blev far til Franz Friedrich Ernst Anton von Syberg og et ukendt år også til Christian Heinrich Theodor Vilhelm von Syberg.
Førstnævnte blev matros og drev siden et pensionat i Calcutta. I 1860 slog han sig sammen med broderen og faderen ned i Thisted, hvor han blev brændevinsbrænder. Kort derefter blev han ansat af købmand Lagoni i Faaborg, og her mødte han den fem år yngre tjenestepige Johanne Marie Jacobsen. De to blev forældre til maleren Fritz Syberg.
Johannes søster, Caroline, blev i øvrigt gift med Christian Heinrich Theodor Vilhelm von Syberg (broderen).
Fritz Syberg skrev i 1935 til Johannes V. Jensen, at han hos sin fætter i Stockholm, som også hed Fritz Syberg, havde set et fotografi taget efter et miniatureportræt af sin oldefar. "Det var trods sin Lidenhed et morsomt malt Billede, spillevende af Liv. Oldefaderen lignede just ikke hverken en Postmester eller en forhenværende Militær, men mere noget Prælat-agtigt. Der var et Udtryk om hans Mund som om han holdt af et godt Bord." Af brevet fremgår det, at kunstskribenten Poul Uttenreitter fik fotografiet. Det er ikke gengivet i den bog om Fritz Syberg, som Uttenreitter udgav på Kunstforeningen 1935.
Referencer
Erland Porsmose: Fritz Syberg. Kunsten, naturen, kærligheden. Gyldendal 2012 s. 23 ff.
Poul Uttenreitter: Fritz Syberg. Kunstforeningen, København, 1935
Fritz Syberg til Johannes V. Jensen 6. feb. 1935.
Fakta
Heinrich Friedrich Johan Carl Caspar Reinholdt von Syberg
Grebys
17. aug. 1742 - 29. april 1834
Postmester
Ty
- Øvrige 4 dokumenter