Personer
Karl Isakson
Ugift.
KI var studerende ved Kunstakademiet i Stockholm 1897-1902. I 1902 mødte han under en rejse til Italien Kristian Zahrtmann, og KI besluttede at blive elev på De Frie Studieskoler (under Zahrtmann), hvor han kom til at gå de følgende tre år.
Alhed og Johannes Larsen mødte første gang KI hos Alheds familie, billedhuggeren Ludvig Brandstrup, i 1903.
I 1909 traf Johannes Larsen KL på gaden i København, og da KL så ud til at have det elendigt, tog Larsen vennen med til Kerteminde. Her faldt KL imidlertid ned ad en trappe i Larsens Svanemølle og brækkede et ben, så han måtte blive hos Larsens i længere tid. Alhed og Johannes Larsen rykkede så ud af deres sovekammer, så KI kunne få Alheds seng. Da han begyndte at kunne humpe rundt på sit gipsben, sad han i stuen og malede papegøjetulipaner og tyggede cigaretter. Han røg dem ikke, men tyggede tobakken og lagde resterne i Alheds potteplanter (samtale mellem Lysse Larsen og Erland Porsmose).
KIs ophold her fik stor betydning for Johannes Larsens søster, maleren Christine Swane, idet hun blev påvirket af KLs orientering i retning af modernismen.
I 1912 skaffede Johannes Larsen Karl Isakson en handel på 4-6 malerier til en kunde, Jens Rasmussen, i Odense. KI havde sat salgsprisen meget lavt, og Johannes Larsen fordoblede den, hvilket KI blev rasende over - han mente, at køberen blev snydt.
1913 var Alhed og Johannes Larsen, Sigurd Swane og Karl Isakson sammen på en rejse til Berlin.
1918 besøgte KL Alhed og Johannes Larsen i Kerteminde og var der sommeren over.
1920 indskrev KL, som var nervesvækket, sig på det nyopførte rekreationshjem nær Kærbyhus i Kerteminde.
Alhed og Johannes Larsen havde i deres hjem seks Karl Isakson-billeder hængende, og flere af disse havde motiv fra hjemmet. Således "Dame med håndspejl", som formodentlig forestiller Christine Swane. I 1944 købte Ny Carlsbergfondet en del af Johannes Larsens kunstsamling og deriblandt fem af de seks malerier udført af KL.
KL udstillede ikke fra 1911 og til sin død i 1922. Han døde i København af lungebetændelse.
Der blev på Statens Museum for Kunst afholdt en mindeudstilling over Karl Isakson i april 1922. Johannes Larsen blev opfordret til at udlåne billeder til udstillingen.
Referencer
Aage Marcus: Johannes Larsen. Kunstnerens Erindringer. 1955. s. 106
Erland Porsmose: Johannes Larsen. Menneske, kunstner og naturoplever. Gyldendal 1999
Lysse Larsens samtale med Erland Porsmose, Båxhult, Sverige, 26. nov. 1985. Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv
Alhed Larsens brev til sønnerne 6. juni 1918
Fakta
Karl Oscar Isakson
Den lange svensker, Den lange
16. januar 1878 - 29. februar 1922
Maler
Sv
- Fra Karl Isakson 1 brev
- Øvrige 16 dokumenter