Menu

Personer

Jean Jensen

SJ blev i 1888 ansat som huslærerinde på Erikshaab. Hun afløste Frøken Løngreen. Warbergs mindste barn, Andreas/Dede skulle begynde i skole, og han skulle forberedes til Odense Latinskole, så man skulle have en dygtig lærerinde, og SJ havde gode anbefalinger. Hun havde været ansat mange steder, og derfor regnede børnene - inden hun kom - med, at hun var gammel. Deraf navnet. Imidlertid havde hun løjet sig 5-6 år yngre, end hun var. Dette formodentlig for at få stillingen. Hendes konfirmationsbibel røbede hendes rigtige alder.
SJ var en dygtig og lidt streng lærer, men hun var tunghør, hvilket børnene udnyttede.
SJ var dygtig til musik, og hun lærte især Ellen meget på klaveret.
SJ led af bronchitis, og dette gav sommetider børnene på Erikshaab nogle fridage om vinteren. Hun var meget bange for rotter og mus, og børnene bandt snore om tomme garnruller og trak i snorene, så det lød som om, der var mus eller rotter under møblerne. Derved kunne de afbryde undervisningen, mens der blev hentet en kat.
Alhed Larsen (f. Warberg) omtaler i brev til Johannes Larsen 3. marts 1898, at det er Gamle Jeans fødselsdag.
SJ optræder på et foto fra Warberg-familiens hjem fra o. 1890.
I juni 1898 skrev Alhed til Johannes Larsen, at gamle Jean blev forskrækket, da det en sen aften blev stormvejr, og at hun stod op af sin seng og kom ind i stuen på Erikshaab i negligé.
Da der ikke var flere børn at undervise på Erikshaab, rejste SJ, men hun kom siden tilbage og boede hos Warberg-parret i lange perioder, da hun var blevet for hørehæmmet til at kunne undervise. Til sidst hjalp Laura Warberg hende med at finde en plads på et "Hjem for aldrende" i Espergærde. Laura W bistod også med at søge legater samt lave en indsamling, så SJ kunne købe husgeråd.
I september 1898 blev der en plads ledig på Christiansdal Kloster ved Næstved, og Laura Warberg fik brev om, at SJ kunne flytte dertil.
Astrid Warberg-Goldschmidt og hendes mand, Alfred Goldschmidt, vill i september 1904 besøge SJ på klosterhjemmet, men de fik at vide, at hun var død to måneder tidligere (1904-09-25, Astrid Warberg-Goldschmidt til Johanne Larsen).

Referencer

Erindringer nedskrevet af Ellen Sawyer, f. Warberg. Kerteminde Egns- og Lokalhistoriske Arkiv.

Fakta

Signe Jensen

Gamle Jean, Gamle Sine, Gamle Signe

Død 22. juli 1904

Huslærerinde

Da