Fynboerne
Mette Schou
MS var født Dagny Nielsen. Hun var Jørgens Schous hustru nr. 4. Parret fik i 1938 datteren Marianne.
I 1941 døde Jørgen Schou. Astrid Warberg-Goldschmidt skrev i et brev, at MS var "tapper", at hun beholdt huset ved fjorden, og at en malerveninde boede hos hende. De to dyrkede grøntsager, som de solgte. Om vinteren opholdt MS sig hos sin far på hans gård i Himmerland. Han havde lejet en væv til sin datter, så hun vævede og malede hos ham. MSs mor var død et par år i forvejen (1941-11-20, Astrid Warberg-Goldschmidt til Johanne C. Larsen, BB0541).
MS arvede efter Jørgen Schou et stort maleri af Fritz Syberg forestillende Marie Syberg selv siddende sammen med Franz/Trylle Syberg ved en bog. [Ejes af Ribe Kunstmuseum]. Hun arvede også en Peter Hansen-skitse af en pløjende mand og flere fugletegninger af Johannes Larsen (1941-11-20, Astrid Warberg-Goldschmidt til Johanne C. Larsen, BB0541).
Efter Jørgen Schous død solgte MS et fuldfigursbillede, som Johannes Larsen havde malet af Jørgen Schou til et museum. Jørgen Schous datter af første ægteskab, Janna Schou, var ked af at billedet forsvandt ud af huset. Maleriet blev udstillet på Johannes Larsen mindeudstilling på Den Frie i 1962. (1962-03-15, Astrid Warberg-Goldschmidt til Johanne C. Larsen, BB0545).
I 1978 tog MS navneforandring til Dagny Mette Nielsen. Hun boede i 1970erne i Hornbæk (Signaturbogen, internettet juni 2025).
Jørgen Schous første kone var en søster til Alhed Larsen, Astrid Warberg. Jørgen Schou var søn af Carl og Marie Schou. Marie Schou blev efter skilsmissen fra Carl Schou gift med Fritz Syberg.