Fynboerne
1913-09-01
Afsender
S Skouenborg
Modtager
Mads Rasmussen
Dokumentindhold
Borgmester Skouenborg udtrykker sin ærgelse på Mads Rasmussens vegne over den negative modtagelse af Ymerbrønden. Samtidig fremhæver han også, at han har fået mange positive tilkendegivelser om kunstværket. Han mener ikke, det vil være hensigtsmæssigt at fremlægge den skrivelse, Mads Rasmussen har sendt ham til byrådet om at de evt. kan kontakte Kai Nielsen, hvis skulpturen ønskes ændret. Han håber, MR kan glemme de negative kommentarer og i stedet stole på, at der er mange, der påskønner hans interesse for byen.
Transskription
Faaborg d. 1/9 1913
Kjære Hrr. Etatsraad. Deres Brev, som jeg modtog i Aften, maa jeg svare paa med det samme, netop fordi jeg er ked af, at det har ærgret Dem, og fordi jeg ikke holder af Deres Skrivelse til Byraadet.
Der bør ikke undre, at Skriverierne over Brønden tilsidst har angrebet Deres Humør, skjønt jeg havde haabet, at det skulde slaa til. Udover Avisartiklerne har jeg mærket grumme lidt til, at Ymerbrønden har vakt Oprør her, men jeg har dog truffet flere, baade fine og jævne Folk, som var enige med mig i at beundre Kunstværket. Jeg forbavses over at høre, at Pastor Barsøe har været hos Dem den sidste Aften, og forstaar slet ikke, hvad han vilde naa ved Henvendelsen; De kunde jo ikke tage Brønden med Dem. B og jeg har kun én Gang talt om Brønden, men da vi absolut ikke kunne forstaa hinanden, har der ikke været Anledning til at drøfte Sagen tiere. Gæstgiver P's Stykke synes jo nu at have sat Punktum, og det var ogsaa saa langt paa den anden Side af det sømmelige, at det ikke kunde friste nogen til Svar, og jeg ser ikke, det kan skade andre end Forfatteren selv, omend jeg naturligvis nok forstaar, at det har ærgret Dem.
Jeg venter ikke, at Brønden kommer til Forhandling paa Onsdag - i hvert Fald er Forhandling derom ikke anmeldt. Det er jo da ikke Deres Mening, at jeg skal rejse det ved at præsentere Deres Skr. til Raadet? Men selvom nogen skulde rejse det, vil jeg grumme nødig aflevere Deres Skrivelse, da det forekommer mig fuldkomment utænkeligt, at Forhandlinger mellem Raadet og Kunstneren skulde kunne føre til noget godt; enhver Ændring synes for Alvor at maatte virke uanstændig. Men forlanger De det absolut, gør jeg det naturligvis - og skal da nok sørge for, at Deres Skr. in extenso kommer i Bladene.
Jeg tror og haaber, at Avisfejden nu er sluttet, og vil helst, at at der ingen Forhandlinger eller Forandringer sker. Jeg er meget ked af, at der er skrevet, som der er, men jeg vilde gærne, at De skulde glemme det og stole paa, at der er mange her, som paaskønner Deres Interesse for Byen.
Vi er bedte til Sølvbryllup i Kallundborg den 21. og tager dertil, hvis ikke Husmandsudstillingen den 19-21 hindrer det.
De venligste Hilsner til Dem og Deres Frue fra min Kone og
Deres hengivne
P. Skouenborg
Fakta
PDFDatoen fremgår af brevet.
Faaborg Byhistoriske Arkiv, Mads Rasmussens familiearkiv, Mappe 30
Omtalte genstande
Kai Nielsen, "Ymerbrønden", 1913, Faaborg Museum, u.nr.