Menu

Fynboerne

1910-09-19

Modtager

Mads Rasmussen

Dokumentindhold

Nicolaus Lützhøft skriver til Mads Rasmussen vedrørende honorar for kataloget til Faaborg Museum

Transskription

Stormgd 25 19/9.10
Kære Herr Fabrikant Rasmussen!

Det er mig alt for ubehageligt at skulle drøfte Honorarspørgsmaalet mere end nu er sket. Naar De altsaa mener, at jeg har været ublu i mine Fordringer ved at forlange 300 Kr. for Faaborg Kataloget, maa det være mig tilladt til Sammenligning at sende Dem disse to Kataloger, det gamle og det nye Tyske Katalog til Glyptoteket. Da Glyptotekets Inspektør, Oppermann, bestilte det sidste Katalog hos mig, var det ham, der samtidigt havde fastsat Honoraret, og jeg kan, hvis De ønsker det, skaffe Dem hans Beordrelse [?] af Honorarets Størrelse.

Jeg fik altsaa 300 Kr. for det sidste Katalog, og der var, som De selv kan overbevise Dem om, adskillige Sider, som jeg blot behøvede at klippe ud af det gamle Katalog og klistre ind i Manuskriptet. De vil nogenlunde kunne indse Arbejdets Størrelse ved at sammenligne de to Kataloger. I det første fra 1905 var der 1034 No. i det nye fra 1910 1370.

De vil da maaske ogsaa forstaa, at det intet Øjeblik er faldet mig ind, at der skulle være noget særlig højt Honorar, jeg har gjort Regning paa for Kataloget til Dem, naar jeg sammenligner det med, hvad andre har betalt for et noget beslægtet, men i mine Øjne mindre vanskeligt og omstændeligt Arbejde.

Jeg beklager lige saa meget som De, at der ikke fra Begyndelsen har været Truffet Aftale om Prisen, men jeg maa tilstaa, at det aldrig er faldet mig ind, at jeg skulde gjøre selve Katalog-Arbejdet gratis. Jeg vidste meget godt, at dette i Forbindelsen med de biografiske Notitser, vilde tage mere Tid, end man almindeligvis regner med, og netop deri; at De ingen Aftale havde gjort, saa jeg en Tilkendegivelse af, at Prisen ikke spillede saa stor en Rolle for Dem; noget, Deres øvrige Holdning overfor Musæet ogsaa berettigede mig til at tro.

Men, som sagt, dette skal ikke skille os.

Betal De, hvad De finder passende under Hensyn til, at Kataloget altsaa har taget c. 3 Uger af min Tid, og at jeg altsaa endnu har Korrektur tilbage. Hvad jeg finder rimeligt, ved De jo.

Jeg vilde være Dem meget forbunden, om jeg saa snart som muligt erfarede, hvorvidt jeg tør gjøre Regning paa Pengene nu, eller om det passer Dem bedst at vente. De kender jo Aarsagen til, at jeg gærne vil være paa det rene hermed.

Med venlig Hilsen forbliver
jeg Deres Ærb. forbundne
Nicolaus Lützhøft
NB Katalogerne bedes venligst returnerede ved Leilighed.

Fakta

PDF
Brev

Dateringen fremgår af brevet.

Theodor Oppermann

Faaborg Byhistoriske Arkiv, Mads Rasmussens Familiearkiv, Mappe 129