Fynboerne
Jørgen Schou
JS var søn af maleren Karl Schou og dennes første kone Marie, f. Hansen (søster til malerne Peter Hansen og Anna Syberg). Marie giftede sig efter skilsmissen fra Karl Schou med maleren Fritz Syberg. JS var hendes eneste barn. I Johannes Larsen-familien blev JL kaldt Buf eller Buff, mens mange andre kaldte ham Nilken.
JS blev gift første gang 1916 med Ingeborg Astrid f. Warberg (en søster til Alhed Larsen f. Warberg). Parret fik et barn, Janna Warberg Schou, f. 1917, som blev glaskunstner med bopæl i Skagen. Ægteskabet blev opløst. I 1938 ville JS have, at Janna skulle flytte hjem til ham, og hun kom tilsyneladende i en loyalitetskonflikt (1938-08-30, Johanne C. Larsen til Astrid Warberg-Goldschmidt, BB0596).
JS var gift tre gange mere. Hans kone nr. to blev muligvis kaldt Nalle (1929-1935, nytår, Wilhelmine Berg til Elena og Johan Larsen; brev i privateje; i KTDK).
Fritz Syberg lånte eller gav i 1935 JS 2000 kr. (Fritz Syberg til Hans Syberg 1935-05-12). Det kan i denne sammenhæng bemærkes, at Fritz Sybergs ægtefælle nr. to, Marie, var JS's mor.
I 1936 var JS på rejse i Tyskland og Tjekkoslovakiet med sin mor samt datteren Janna. Man besøgte blandt andet museer med byzantinsk kunst. (Artiklen Janna af Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson file:///C:/Users/mlii/Downloads/bflner,+RB+18+Vilhj%C3%A1lmsson_34-41%20(1).pdf)
Tredje ægteskab var med Kirstine, f. Søndergaard, datter af maleren Ole Søndergaard. Hun døde "under tragiske Omstændigheder", mens parret var gift (1941-02-18, Astrid Warberg-Goldschmidt til Johanne C. Larsen, BB0787). Det vides ikke, hvad dødsårsagen var.
Fjerde ægteskab blev indgået i 1930erne med maleren Mette Schou. Hun var født Dagny Nielsen og en søster til Holstebro-maleren Jens Nielsen. Parret fik i 1938 datteren Marianne (1941-11-20, Astrid Warberg-Goldschmidt til Johanne C. Larsen, BB0541).
JS blev begravet på Vestre Kirkegård i København. Mette Schou arvede efter ham et stort maleri af Fritz Syberg forestillende Marie Syberg selv siddende sammen med Franz/Trylle Syberg ved en bog (Titel: Lektielæsning. Ejes af Ribe Kunstmuseum]. Hun arvede også en Peter Hansen-skitse af en pløjende mand og flere fugletegninger af Johannes Larsen (1941-11-20, Astrid Warberg-Goldschmidt til Johanne C. Larsen, BB0541).
Referencer
Om ægteskaberne er oplysninger givet til Johannes Larsen Museet af en nevø til Mette Schou januar 2011
Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson: Janna ///C:/Users/mlii/Downloads/bflner,+RB+18+Vilhj%C3%A1lmsson_34-41%20(1).pdf
Breve mellem Astrid Warberg og Jørgen Schou på Johannes Larsen Museet (ikke lagt i databasen okt. 2020)
Fakta
Buf, Buff, Nilken
19. nov. 1896-1940
Da
- Til Jørgen Schou 1 brev
- Fra Jørgen Schou 1 brev
- Øvrige 40 dokumenter