Personer
Hans Syberg
Kunstnerparret Anna og Fritz Sybergs ældste barn.
Johannes Larsen var HSs gudfar.
HS var i perioden, hvor Syberg-familien boede i Pisa (1910-1913) i stenhuggerlære.
Hjemme i Danmark igen flyttede HS sammen med sine to søstre Besse og Nolle ind i ejendommen Valdal i Valby, og HS modellerede derefter ofte dyr i Zoo. 1919 debuterede HS på Kunstnernes Efterårsudstilling, og i 1924 fik han Akademiets lille guldmedalje for en skulptur af David.
Sommeren 1920 arbejdede HS som skibstømrer på et dampskib. Han skrev hjem til faderen fra Norfolk og fortalte, at skibet var på vej til Buenos Aires.
HS blev 1922 gift med Ulla f. Cosman Levysohn (1894-1971). De tog i foråret 1923 sammen på en rejse til Pisa, og denne kom til at vare næsten to år. Parret fik to børn: Kirsten (Kisten, født 1924) og Peter (født 1931).
Ægteparret byggede i 1926 et hus på Azaleavej, Frederiksberg, og i dette indledte HS sammen med kusinen Grete Jensen produktionen af Hans og Grete keramik.
I juni 1929 udstillede HS sammen med Grete Jensen keramiske produkter i to vinduer i "Bo" på Amagertorv (1929-06-09, Elena Larsen til Johan Larsen; brev i privateje, i KTDK).
HS' bror, Lars, videreførte senere fajanceproduktionen under navnet Lars Syberg Keramik.
I august 1932 kørte HS i bil til Grækenland, og han kom tilbage og hentede familien, hvorefter de alle drog til Italien (1932-08-16, Elisa Hansen til Elena Larsen; brev i privateje, i KTDK).
1933 udstillede HS keramik, buster og skulpturer, broderen Ernst malerier og faderen, Fritz Syberg, malerier på Den Fynske Forårsudstilling.
Som billedhugger er HSs hovedværker skulpturen af Kristian Zahrtmann (1931, granit, opstillet på Zahrtmanns Plads, Frederiksberg) og Tyren (1937-1939, granit, Dalum Landbrugsskole, Odense). Ved faderen Fritz Sybergs død 1939 lavede HS gravmonument (Ølandssten og ukendt materiale, opstillet 1944, Drigstrup Kirke og kirkegård).
Efter gravmonumentet arbejdede HS ikke længere professionelt som billedhugger, men ernærede sig som frugtavler på Hammeren på Hornsherred. Her havde HS og US i 1930erne købt en grund. Familien boede fortsat på Azaleavej, men HS tog frem og tilbage mellem Hammeren og helårsboligen.
I 1934 arbejdede Fritz Syberg på, at HS skulle få opgaven med at udføre et planlagt monument til pladsen ved Sct. Laurentii Kirke i Kerteminde (Fritz Syberg til Hans Syberg 1934-03-02). Projektet blev ikke realiseret.
Samme år var HS medlem af Akademirådet (1934-11-16, Elisa Hansen til Elena Larsen; brev i privateje, i KTDK).
I 1966 byggede HS sammen med datteren, Kirsten, et træhus på Hammeren. Kirsten overtog siden dette hus som helårsbolig.
Referencer
Kunstnerdynastiet Syberg. Malene Linell Ipsen og Sofie Regitze Kattrup (red.). Johannes Larsen Museet 2014
Birgit Bjerre Jensen: Hans Syberg. Johannes Larsen Museet 1995
Den Fynske Forårsudstilling 2014. Heri: Malene Linell Ipsen: Den Fynske Forårsudstilling 85 år, s. 30ff.
Fakta
Hans Peter Syberg
Peter, Gryen, Grylleren, Tukuk, Tuk
21/2 1895 - 13/6 1979
frugtavler, Billedhugger
Da
- Til Hans Syberg 39 breve
- Fra Hans Syberg 20 breve
- Øvrige 93 dokumenter