Menu

Fynboerne

1910-10-11

Modtager

Mads Rasmussen

Dokumentindhold

Tom Petersen skriver til Mads Rasmussen, at han gerne vil være fri for at modtage betaling for de tegninger, han har leveret til Faaborg Museums protokol samt til museets katalog.

Transskription

Tirsdag 11 Oktober 1910
Mathildesvej 2 F

Kjære Fabrikant Rasmussen

Jeg takker for Tilsendelsen af Deres Katalog.

Der er forresten en Ting, jeg har tænkt paa i den sidste Tid. Det er i Anledning af mine Tegninger til Protokollen og Katalogerne? (àpropos! naar kommer den?)

Jeg er kommet til at tænke paa, at jeg egentlig helst vil være fri for at modtage Betaling for disse Tegninger. Det har været mig en Fornøjelse at gjøre den Tegning til [xxx] Protokol og hvad Kataloget angaar, hvor De saavidt jeg ved ogsaa benytte den ene og maaske Klokketårnet, saa er det mig egentlig imod at tage nogen Betaling derfor. Da det jo dog er vor egen Sag vi pynter paa og jeg nødig vil belaste Budgettet til Katalogerne. De bliver jo formentlig dyre nok endda.

Vil De derfor gjøre mig den Tjeneste i min Regning som de fik forleden, at stryge den Rest paa 50 kr, som staar opført for Tegning til Protokollen.

De kunde jo maaske synes, og med Rette, at det kunde jeg ligesaa godt straks have gjort, men sent er jo bedre end aldrig og forresten følger jeg heri Birkholms Theori, med at Overslagende skal reduceres. Jeg haaber imidlertid at vi kan nøjes med denne ene Reduktion, og ikke gjentage den 3 Gange, som han jo mente.

Hvad min Tegning af Fabriken angaar, saa gjør det mig ondt at at de ikke er bleven ganske efter Ønsket i Reproduktionen.

Jeg har virkelig gjort den efter bedste Skjøn og i en god Mening. Og mon den nu ikke alligevel er ganske brugbar. Jeg kan nu ikke se en saa stor Forskjel paa dem. Skyldes det dog nu ikke noget at De maaske alligevel naar alt kommer til alt ser med en vis Forkjærlighed paa Deres gamle Fabrik i Faaborg.

Ja det er jo kun en Tanke og et Spørgsmaal.

Med venlig Hilsen til Deres Frue fra os begge

Deres hengivne

Tom Petersen

Omtalte genstande

Tom-Petersens tegning til Faaborg Museums første katalog (Taarnstræde i Faaborg med Klokketårnet) og til museets forhandlingsprotokol.
Tom-Petersens tegning af Mads Rasmussens konservesfabrik i Faaborg.

Fakta

PDF
Brev

Dateringen fremgår af brevet.

Faaborg Byhistoriske Arkiv, Mads Rasmussens Familiearkiv, Mappe 129.