Menu

Fynboerne

1924-06-23

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Aage Roose har været på besøg for at hjælpe med træsnitsstokkene. Alhed Larsen havde renset dem med en børste og terpentin, og Roose rensede videre med en nål samt lærte Alhed at blande sværten med bogtrykkerfernis.
Svanerne slås.
En ven af Tørring vil købe billedet af kobbersnepper. Alhed har sagt nej til Axel Olsen, som kun vil give 1000 kr for et billede, deer er sat til 2000.

Transskription

Mandag

Kæreste Lavsi!
Tak for Dine to Breve i Dag. Det er rart at I befinder jer saa vel, gid I nu maa blive ved at have godt Vejr. Roose kom saa i Søndags, men da havde vi allerede faaet Trykkene langt bedre, idet jeg fandt paa at rense Klodsen med en Børste og Terpentin, da jeg havde gjort det 3-4 Gange, var der sket en mægtig Forandring. Saa rensede Roose dem yderligere helt igennem med en Naal, han sad en hel Eftermiddag om det, og nu er Trykkene lige saa fine som Prøvetrykket, der sad Masser af gammel indtørret Sværte i alle de fine Linjer. Endvidere lærte han os at komme lidt Bogtrykkerfernis i Sværten, han havde noget med og sender mere, saa kan den valses langt finere paa og er langt behageligere at have med at gøre. Han var saa rar og elskværdig at have, han rejste i Dag til Morgen. Begge Drengene var hjemme i Gaar, Gamle havde Jens med, de kørte ved 10 Tiden, Lysse, Roose, Mareje og jeg spillede Bridge til Lysses Tog. – Svanerne er pludselig begyndt at slaas saa forfærdelig; den lille ryger paa den store og bider sig fast i den og Fjerene ryger af dem. Vi har skilt dem ad nogle Gange og lukket den lille ind, men saa snart vi lukker den ud er det lige galt igen, den store er rædsom bange for den, hvad skal vi gøre? – Ællingerne og alle de andre har det godt. – De to Madsener er i Odense efter Billederne i Dag. Tørring ringede i Gaar at en Ven af ham i Kjbn. g [bogstavet overstreget] vilde give 350 for de to Kobbersnepper (500) det lod jeg gaa, det var jo kun 50 mindre end de 20 o. Derimod sagde jeg absolut nej til Axel Olsen, der bød 1000 for de flyvende Ederfugle til 2000, han sagde Du lod det nok gaa, naar det var til ham. Jeg lovede at skrive det til Dig, men jeg forsikrede ham, at det blev der ikke noget af. – Nu har jeg sagt til Esben Hansen om Kautionen, det gik meget godt, og Motorcyklen blev han ligefrem begejstret over, han sagde han tænkte saa tit paa Puf p [bogstavet overstreget] med hans strenge Arbejde. – Assurancen er gaaet i Orden og alle Tegningerne bragt ind i en Box. – Nu faar Du ikke mere. Hils Achton Friis. Hvordan gaar det med Svendsel, synes I godt om ham?
1000 Hilsner Din
A

Omtalte genstande

Et Larsen-billede med kobbersnepper og et af flyvende edderfugle.

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er udateret bortset fra ordet "Mandag". En anden end Alhed - måske Aage Marcus - har skrevet 23/6 1924 på brevet.
Alhed Larsen trykker træsnit for sin mand (også omtalt i de tidligere breve). Puf har fået sin motorcykel, hvilket skete 12. maj.

Johannes Larsen, Achton Friis og Niels Svendsel sejler med skibet Rylen rundt i Danmark.
Det er uvist, hvem Jens, som Andreas Larsen (Gamle) havde med, er.
Andreas Larsen fik en motorcykel til sin 25års fødselsdag i maj.

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien