1937-04-22

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
26’ April 1937
(om Tinges Giftermål med Mary)
Fru A. Warberg Müller
Bakkevej No 8
Hareskov St.
” 14 nov. 06
” 18 febr. 06.
læst 22 sept.-05. (solskin)

[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
JWarberg Larsen
Lindøgd. Dræby St. Fyen

[I brevet:]
d. 22nde Aprl. 1937.

Kæreste lille Dis!
Det er ikke til at fatte, at vi snart har din Fødselsdag, vi plejer dog ikke ligefrem at have Vintervejr paa den Tid. Det var rigtignok noget andet, da jeg en Gang i Erikshaabs-Tiderne laa ude i Tveds Have og skrev Fødselsdagsbrev til dig under grønne Bøgegrene! Men hvad enten Vejret er saadan el. sådan, saa er det altsaa din Fødselsdag om faa Dage, jeg har allerede i nogen Tid gaaet med Fødselsdagstanker om dig! Til Lykke! Til Dagen og Aaret! En festlig Dag og et godt og lykkeligt Aar – saa fri for Bekymringer, som vi arme Mennesker nu kan haabe paa at opnaa. Et og andet har taarnet sig op om dig i de senere Aar – Tutte – daarlig Helbred, (hvilket i mine Øjne betyder meget) og saa det daglige med det usikre Forhold mellem Axel og Nus – gid alt det maa bedres søde Dis og gid du maa vinde Britta, saa du ikke skal faa din kære gode Adam paa Afstand, ligesom Sjums. Jeg tænkte jo en Del over den Ytring, at du var en Dame, som Sjums kendte og gøs jo ved det. Kedeligt at hun kunde sige det; men selv om hun – maaske af en Slags Stædighed – ikke vil betragte dig som de [”de” overstreget] sin Moder, saa kan der jo existere varme og stærke Forhold mellem en ung og en ældre, og hvis du bygger paa det og yder hende og hendes Familie Godhed og Venskab – skulde der saa ikke paa det Grundlag kunne udvikle sig et Forhold mellem dig og hende, som du kan faa Glæde af? Men de Tanker har du vel selv forlængst tænkt.
Tak for dit lange Brev og for det tilsendte – jeg skal senere komme tilbage til det, naar jeg i Morgen – Helligdag – maaske faar lidt mere Ro; i Øjeblikket burde jeg egentlig være ved mit Arbejde, og det giver ikke Ro i Sindet. Men jeg kan fortælle dig om vor store, glædelige Begivenhed her, at Tinge og Mary alligevel gifter sig – og allerede Pinselørdag hvis de da faar Papirerne i Orden inden den Tid. Tinge rejste pludselig til Kbhn. – hvor hun jo er Sygeplejerske – og da han jo [”jo” overstreget] kun vilde blive borte en Dags Tid el. to, var det jo tydeligt, at det var Ærinde han havde i Staden, og ikke svært at regne ud hvilket. Jeg føler mig overbevist om, at det fra hans Side er et Fornuftgiftermaal - - forstaar du, her trænges til et ungt Element i Huset og han kan heller ikke vedblive at leve i enlig Stand, han hører jo ikke til dem, der kan dyrke Udenomsforbindelser. Det lyder grimt kynisk, men er der egentlig noget at sige til det; han ved, at han gør alle en Glæde med det, først og fremmest Mary - - å, men jeg burde ikke sidde og fæste noget saa intimt til Papiret og det er jo ogsaa kun mine egne Betragtninger; Tinge har før talt fortroligt med mig om sine Forhold, men ikke nu om dette sidste. Lad os haabe, Dis, at det bliver til Lykke og Gavn for de unge. For mig er det jo en Himmelens Naadegave; og Mary og jeg elsker hinanden – hun kaldte mig jo en Gang ”Verdens elskeligste Svigermoder”; det var en Gang i deres første
2.
Forlovelsestid, at en eller anden spurgte hende, hvor hun turde indlade sig paa at gaa i Hus sammen med sin Svigermoder, at Mary dertil svarede”Jo, for jeg har verdens dejligste [”dejligste” overstreget] elskeligste Svigermoder! Gud give, at hun kan blive ved at have den Mening! Jeg skrev straks til hende og fik et ovenud lyksaligt Svar – ja ja, den Lykke, hun føler i Øjeblikket, den har hun da, det lille kære Menneske. Jeg vil sætte alt ind paa, at hun skal faa det godt og haaber paa, at Tinge vil gøre det samme. Agraren og hun skal sagtens trives; jeg tror, jeg tør attestere, at han vil blive en elskværdig Svigerfader. Det var en stor Begivenhed ikke? Jeg gaar svanger med en Sang eller rettere to; en lidt lystig til Tinge, Mel: Tingelingelater – og en noget finere i det til Mary, Mel: Solen synker nok saa smukt. Jeg haaber der bliver Brug for dem; et Gilde skal Mary nu have, selv om det ikke bliver paa selve Dagen; jeg har endnu ikke talt med hendes Forældre, kan jo saa vanskeligt komme til Kjertem. haaber de kører herop, de har jo Bil. Mary kommer hjem til Maj. Nu op til Daad – vi ”ses” senere
St. Bededag. Alt for lang Tid har mit Husarbejde taget mig i Dag – Eftermiddagen er svunden ind til et Par Timer og jeg skulde tage meget Fejl, om ikke et eller andet vil komme og forstyrre mig. – Lad mig nu gaa til min anden store Begivenhed: vi har haft Besøg af Tutte; d. 12te April var det jo 100 Aar siden O. Syberg blev født og hun vilde i den Anl. gæste Heden Kirkegaard paa Dagen; Elle fik nu Broderparten af Besøget – du ved nok, at hvem der har meget, ham skal mere gives – jeg tænker paa Elles rigelige Adgang til at se sine Medmennesker, Rejser t. Khhvn, Besøg hos Tutte i Hillerød og en kolosal Omgang i Kjerteminde – men der kan man se, Bibelens Ord staar dog immer til troendes! Tutte var vældig sød og vi havde det dejligt sammen fra Torsdag Eft. til Lørdag Formiddag. Hun har altid Held med sig m. Hensyn til Agr. og det pynter jo unægtelig paa et Besøg. Vi drøfter mange Ting, ogsaa en hel Del Antroposofi; det bestod jo mest i at jeg spurgte og hun fortalte, mens jeg af og til indskød, at det var mig umuligt at kapere det; men det er jo helt morsomt og Tutte tager mig da heller ikke min Skepticisme ilde op, men ler bare lidt ad mig. Her skete ikke andet, end at vi sad og snakkede, Byger og Tuttes Mangel paa Gaa-ud-Fodtøj udelukker Ture. Vi talte ikke om dig – vi undgik vist begge to for ikke at komme ind paa Svensson-Sagen [”Sagen” indsat over linjen], som jeg nødig hører Tutte udtale sig om. Maaske er det ogsaa traadt i Baggrunden efterhaanden? Jeg viste hende selvfølgelig ikke dit Hørespil – det maa tilkomme dig selv at vise hende det.
Tak fordi du sendte mig det; du har selvfølgelig Ret i, at jeg umuligt kan goutere det som det vil kunne gouteres af en, der har samme Indstilling, som du; men lige saa selvfølgeligt kan jeg se og glæde mig over det smukke i det og de gode Vers
3
Det morer mig at genfinde Rytmen i fra [”fra” indsat over linjen] vor Barndoms beundrede henrivende Vers af Kaalund, som jeg for Resten halvvejs har glemt: Mor, Mor, ingen kan lide os – se, se Hunden vil bide os – ak, ak Drengen vil ride os, sønder og sammen hver evige en. Og saa kommer Andemors beroligende Svar. Du kalder det et Hørespil; vil det sige at det er tænkt at komme i Radioen? Jeg troede kun de havde Halløj-Ting der, og dit smukke Stykke skulde dog nødig gaa i Traad med ”Familien Hansen” og andre Vittighedsnumre. Du skrev lidt om – mulig England: men oversatte Vers er jo næsten altid umulige. Var ikke snarere Vidar den Plads, hvor det bedst vilde komme til sin Ret? og blive læst af forstaaende Mennesker? Tak fordi du sendte mig Manses aabne Brev. Jo, det var udmærket. De stakkels Tyskere som har klare Øjne nok til at se det bestialske; hvor maa de lide! Vi behøver blot at tænke paa, hvis det gik [”gik” indsat over linjen] her i Dammen (utænkeligt selvf.) og det var os, som skulde leve borte fra Land og Hjemstavn og derfra følge vore danske Landsmænds Fornedrelse. – Har de virkelig ikke neglet Dr. Sechendorfs Formue? Jeg kan næppe tro andet; saa er de i hvert Fald knap saa slemme, som jeg saa dem an for. Maa jeg vente med at sende Vidar Heftet som [”som” overstreget] til jeg kan faa en stor Konvolut: Vi skal jo til Kjerteminde for at erholde en saadan.
Mel. Tingelingel.
Tinge vaagned’ op en Morgen
Af det hele led og ked
”Muttersene her paa Borgen”
(Gamle tæller ikke med)

Persvend, nej fy for Pokker
er der ingen Mening i
Ægtestand, hvor sødt det lokker
op til Daad og ud at fri

Ind til Staden fluks han hasted’
bankede paa Marys Dør.

Al Generthed bort han kasted’
”sig mig om du vil og tør

komme med mig til vor Rønne
blive der min Ægteviv
jeg kan ikke gaa og drøne (!)
Enlig Stand er Hundeliv”

Mary hun fik ondt af Staklen,
sig bestemte i en Fart
Gav sit Jaord [”Ja-Ord” indsat under linjen] uden Vaklen
Klar til Bryllup det er snart

Nu vi tror at alt ret makker
Kø’r og Heste trives vil
Muligvis en Avlskarl vakker
I ad Aare lægger til

Og vi svinger højt vor Fane
ønsker at det godt vil gaa
Heldet følge Jeres Bane
Lykke til – og saa kil paa!

Lørdag Morgen Desværre maa Brevet jo allerede af Sted i Dag, da vi jo ikke kan afsende Breve om Lørdagen.
Nu skrev jeg saa den lille Vise, som det maaske kan more dig at se; den er jo noget tynd, men hvad hvis Stemningen er god, kan meget glide.
Hvor det glæder mig for Axel, at han nu har lidt (el. meget) bedre Forhold paa sit Kontor; det har jo uendelig meget at sige, naar han tilbringer saa mange Timer af sit Liv paa saadan et muggent Kontor. – Jeg læste nu dit Brev igennem igen. Hvor er der meget meningsløst i den Nazi-Regering. De vil med Vold og Magt af med Jøderne, men naar Dr. Sechendorfs Broder vil emigrere, kan han mulig ikke komme derfra. Det lyder meningsløst. Tror du ikke, det hænger saadan sammen, at han ikke kan faa sine Penge ud af Landet og derfor er afskaaret derfra? - For Resten havde jeg en svag Fornem
4.
melse af, at Regeringen var begyndt at blive lidt mere normal (jvf. Landsbury´s Besøg hos Hitler) men maaske de er for dumme til at tage ved Lære af Landets Tilstand; de bliver vist mere og mere forarmede fordi alt skal gaa til den forbandede Oprustning – hvilket atter vil sige Storkapitalen. – Lad os haabe Tyskerne kan faa lavet Omvæltning uden Borgerkrig; de har dog før lavet en saadan – i Slutningen af Verdenskrigen – uden at der blev udgydt en Blodsdraabe; men selvf. er jo de to Situationer meget forskellige. Lad os haabe det bedste for det stakkels tyske Folk.
Du skriver at vi faar ikke Verdensfred, før hvert enkelt Menneske bliver bedre – altsaa fredelig indstillet; nej, det er sikkert rigtig nok, men det er jo ogsaa det Fredsvennerne arbejder så hardt med. Man har jo Slagordet ”Sindenes Afrustning” og Dr. Muncks [”c” i ordet overstreget] Tale i Geneve for nogle Maaneder siden – husker du nok – var jo det selvsamme som du siger. Jeg har saa tit kørt frem med den Betragtning ”Du og jeg og mange med os er Fredsvenner, og naar vi er det og saa er [”er” indsat over linjen] helt opfyldt af den Indstilling, at end ikke vor pekuniære Fordel vilde kunne rokke denne Indstilling - saa ligger det indenfor Mulighedernes Grænse, at alle kunde blive Fredsvenner og saa – voilà – Verdensfreden!” Der gøres jo et kolosalt Arbejde Verden over paa denne ”moralske Afrustning” og selv om vi intet ved om Udfaldet er det dog en god Fornemmelse at være med i det Arbejde. For mit Vedkommende blev det Slut, da jeg kom her til Lindøgaard, men har dog viet Arbejdet en Del af mine Kræfter før den Tid; endog holdt Foredrag. - - - - -
Verdensanskuelse – nej, jeg har ingen! For noget negativt er jo nu en Gang ikke noget positivt. Jeg har ikke megen Intelligens – det skal Guderne vide, men den Smule jeg har, synes jeg, fortæller mig, at det er ufatteligt – det er vel alle enige om [”enige om” indsat over linjen] selv Videnskabens Dyrkere, som du synes at have et Horn i Siden paa; at alle rettænkende Mennesker maa forkaste, at Kemikerne laver Giftgassen er jo indlysende, men de er jo ogsaa kun Mennesker og de [”de” indsat over linjen] sætter sig derved i Klasse med alle de mange, der paa anden Maade fremmer og ophjælper Krigene. Men selve det at Mennesker vil udgranske Naturens Hemmeligheder og gøre sig til Herre over Stoffet kan jeg ikke med min bedste Mening se noget forkert i, og hvor ved du noget om Videnskabsmændenes Indstilling overfor Tilværelsens Gaader? Kender du James Jeans Bøger? Astronomi i nogenlunde populær Form – dog for en stor Del over min ringe Fatteevne; den, jeg har, hedder ”Universet” og efter denne lange tykke Bogs Udredelse om Stjærner og Æter, rent videnskabeligt selvfølgelig, skriver han i Slutningen, hvor han taler om Stoffets Tilblivelse disse Ord: ” For at faa en konkret Forestilling om en saadan Skabelse kunde vi tænke os, at Guds Finger satte Æteren i Svingninger og dermed gav Anledning til Skabelsen”. En saadan Guds Finger maa vel alle tænkende Mennesker mene existerer – det der skiller din Opfattelse fra min er blot det, at du tror – nej ved - at du ved Besked med Fingerens Indehaver, mens jeg mener, at vi Mennesker ikke kan have det allerfjerneste Begreb om den Kraft, Gud
5.
Skaberen eller hvad Navn vi nu vil give det store – ufattelige -. Alle de mange mange Religioner er Udslag af Menneskers Trang til Viden om den Ting – el. lad mig sige Gud – og de er jo saa i Regelen ogsaa ”blevet kult [”kult” overstreget] moralske Faktorer [”], hvilket jo i høj Grad har berettiget deres Existens og er bleven til Velsignelse for Menneskeheden. Og det være da uendeligt langt fra mig at forsøge at rokke ved Menneskers religiøse Overbevisninger. Hvad der ikke mindst har oprørt mig ved russisk og tysk Diktatur er deres Arbejden paa at fratage Folkene deres Religion; de tager Brødet fra dem, men deres Trøst - Religionen – kunde de mintro dog gærne lade dem beholde, hvis den styrker dem i Tilværelsens Lidelser, og det er der jo ingen Tvivl om, at den gør. – Kan det kaldes at have en Livsopfattelse, jeg mener nej.
Der er for Resten en lille Ting i dit Brev, jeg maa skrive lidt om; du skriver: ”Du er Fredsven, men ogsaa Ven af en Videnskab, som bl.a. laver Giftgas - - ” Nej søde Dis, det er for overfladisk en Betragtning; for hvem mener dog at Videnskaben er ufejlbarlig? At jeg man [”jeg” overstreget; ”man” indsat over linjen] skal knæle for den og sige Ja og Tak for alt, hvad den laver? Man skal da ikke fordømme al Videnskaben, fordi den fejler paa visse Punkter. Det kan for Resten godt være, at Videnskabsmænd ikke tænker paa Mennesker, at de i ualmindelig Grad opsluges af deres Arbejde, men saa maa Mennesker jo om hvad af de videnskabelige Resultater de vil udnytte og hvordan de vil udnytte den - - og det gør de altså nederdrægtig skidt paa Gassernes Omraader. Men maa vel lidt opvejes ved den medicinske Videnskabs Virksomhed; hvis den finder ud af noget, som kan hjælpe mig af med min Gigt er det dog et Plus, hvor det andet er et Minus!

Tror du ikke, du kan give mig Ret i nogle af disse Betragtninger? Og kan du ikke det gør det da heller slet ingen Ting; vi holder jo ikke af hinanden hverken for vores Tros eller Ikke-Tros eller vore Egenskabers Skyld, men fordi der er Sympati imellem os og er de gode Søstre og Venner som vi altid har været og som vi vil vedblive at være til ”Løbet” bliver Slut. Nu maa Brevet ogsaa snart være Slut; nu vinker Pandekagerne – de desværre endnu uskabte Pandekager – efter mig.
Senere. Tænk nu kom Posten længe før sin Tid, nu venter han mens jeg faar dette lukket
Tusinde af alt muligt –
Din Junge