Menu

Fynboerne

1939-03-18

Dokumentindhold

Axel Müller har været syg.
Johanne og tre af hendes søstre har højtideligholdt deres fars 100årsdag. De kørte først til Heden Kirkegård og besøgte Adelheyde/Mimi Sybergs grav. Derefter fik de middag på gården Erikshaab. Der var en dejlig udsigt gennem haven, som var blevet ryddet. Efter maden tog selskabet til Hillerslev Kirkegård, hvor de trimmede Albrecht Warbergs gravsted og plantede blomster samt lagde kranse på den samt på Otto Emil Paludan/Pallams grave. De sluttede med kaffe på Erikshaab og kørte så til Kerteminde, hvor de spiste hos Johannes Larsen med familie.
Johanne får lysbehandlinger i sin tå.

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
20 Marts 1939
(om Fars 100 års Dag)
Fru Warberg Müller
Bakkevej 12
Hareskov St.
” tirsd. ” 23-1-07.
læst lørd. d. 17-9-05.

[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
Lindøgaard pr. Dræby

[I brevet:]
Nu ogsaa Jøderne i Czekkosl.! 18 marts 39
hvor er det snart forfærdeligt
og det arme Land.

Kæreste Dis!
Endelig faar jeg fat paa Brevet til dig, saa meget har sinket mig, Bibbe været daarlig nogle Dage af Forkølelse og mine Sygehusture trætter og distraherer mig –
Tak for dit Brev! Det var rigtig nok sødt af dig at skrive straks efter, du kom op. Hvor trist dog med al den Sygdom hos Jer; hvor saadan en alvorlig Mavesygdom dog maa have taget paa Axel, der er ikke saa mange Kræfter at tage af. Gid han dog nu maa være over det; da du skrev havde han endnu 38⁵, det er dog høj Feber. Og hvad for en Slags Mavesygdom kan det dog have været naar det smitter – du skrev, han havde smittet dig, er det ikke snarere to Virkninger af en og samme Aarsag? Siger Doktoren ikke noget om det? Alm. Mavedaarlighed smitter jo ikke. S.u.
Lad mig straks gaa i Gang med at fortælle dig om Dagen. Den blev en dejlig Oplevelse. Kl. 10½ ankom en stor Bil med Chr. Lugge og Elle; jeg blev læsset og vi gled. Min første Bemærkning var: Jeg synes I er noget blomsterløse”, der var neml. ikke saa meget som et Blad at se i Bilen; men de trøstede mig med, at hele Magasinet var fuldt. Vi havde saa en yndig Tur derned, Solskin med enkelte Haglbyger. Vi var i saa god Tid, at vi kunde tage op paa Heden Kirkegaard og se til det gamle Gravsted – havde jeg vidst det kunde jeg have haft Vintergækker med til Tante Minnis Grav, jeg havde en Krans med til Fars, den kunde jeg jo ikke dele; jeg havde ikke bundet den selv, vi havde nok Gækker og Krans men ingen Grønt og det er jo lige saa vigtigt. Vi tog lige til Erikshaab, hvor de jo ventede os til Middag Kl 12; ved ”Stenten” i Hestehaven stod Elle og Lugge af og gik gennem Skoven, L. har jo ikke set den i mange Aar. Jeg advarede dem mod Bækken, men de kom da paa en mystisk Maade over, der var jo meget Vand alle Vegne dernede. Flaget vajede paa Erikshaab, L. og Marie stod smilende og søde og Haven og Omgivelserne var så hægede som de paa nogen Maade kunde være
2
Der var varmt og henrivende. Så indløb Elle og L. og vi gik ind til en lille fin Middag; Suppe jævn m. Rosenkål, en dejlig Kalvesteg samt Jaffa Appelsiner, Rødvin. Laders holdt en nydelig Tale for Fars Minde – hvor har alle Mennesker dog holdt af Far. Vi var alle sammen saa glad [”glad” overstreget] glade og tilpasse og saa festligt stemte; Elle sagde, at hun tudede uafbrudt, hun faar det jo let ved saadanne Lejligheder. De var saa oplagt glade ved os. Efter Kaffe og Cigarer gik de en Tur i Haven, jeg blev inde og havde [”havde” overstreget] saa ud gennem Havestuedøren. Der er hugget en Del i Efteraaret, saa man overalt har de skønne Omgivelser ind paa Livet: Aaen, Engene, Markerne overfor der skraaner op ad Lyndelse Kirke, Egelund – du ser det hele for dig. Jeg havde en af Agrarens Støvler paa, saa jeg gik helt godt. Der var Plads i Dydenborgs store Bil til os alle, saa L. og M. kom med paa Kirkeg. Der laa din dejlige Krans og straalede foran Pladen - ja det ved du jo fra Billedet, Tak for det. Der var pænt, men det faldt os ikke ind, at der var gjort særlig rent til Dagen. (Saa pænt af den gode Sognefoged) Laders tog alle de grimme visne Mahognibuske el – ret. Pinde bort, han kunde brække dem af. Chr. havde Tulipaner med Knold med; dem plantede hun hele Vejen uden om Bænken - du forstaar i Kanten der. Elle havde bundet et Kors, Puf en henrivende lille Krans med Violbuketter, Lugge have flere Sammenplantninger i aflange Trækasser med alskens Foraarsblomster og saa min Krans, det hele var nydeligt – ja meget smukt; vi hentede en Rive et Sted og rev efter os – d.v.s. Laders; han besørgede med kyndig Haand alt det korporlige Arbejde. Chr. og Lugge havde Krokus med som de plantede paa Pallams Grav. Mens vi var der, skinnede Solen (efter en stærk Byge, som vi tilbragte i Bilen inden vi stod ud) saa smukt og varmt og Kirkelaugnet saa pragtfuldt ud
3
med saa meget Vand, at det næsten var en Sø. Det hele var en vidunderlig Oplevelse. Jeg var saa glad ved, at Chr. og Lugge øjensynlig var saa glad ved Laders og Marie, de faldt saa godt sammen.
Der var dækket fint Kaffebord i Havestuen, da vi kom tilbage, men vi trak snarest efter Kaffen ind i Dagligstuen ved d. varme Kakkelovn.
Ved 5 Tiden drog vi af til Kjertem. hvor vi fik dejlig Aftensmad hos Lases og en hyggelig Aften bagefter med megen Røg og Diskuteren Verdenssituation. Puf kørte mig hjem og saa var det forbi. En herlig Dag.
Jeg tager hver anden Dag ud paa D [”D” overstreget] Sygehuset og faar diathemibehandl. (Lys paa Taaen). Det hjælper godt synes jeg, men er jo baade dyrt og besværligt for os; køres op og hentes v. Bilerne. Men naar det bare hjælper, kommer vi jo nok over det.
Nu er Tiden omme, søde Dis, vil du nøjes med dette.
God Bedring!! Kærlig Hilsener! Din Junge

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

I sommeren 1938 aftalte England, Frankrig, Italien og Tyskland, at området i Tjekkoslovakiet kaldet Sudetertyskland indlemmedes i det tyske rige som en lydstat (der boede mange tyskere i denne del grænsende ind mod det tyske rige). Den engelske premierminister Chamberlain udtalte ved hjemkomsten til London de berømte ord ”Peace in our time”). - 5. marts 1939 angreb Tyskland resten af Tjekkoslovakiet. Snart drev forfølgelsen af de sudetertyske jøder og arbejderbevægelsen dog en del på flugt, flest til Tjekkoslovakiet (Kilde: Lex. dk).
Albrecht Warberg blev født 7. marts 1839 på gården Ensomhed i Heden på Midtfyn. Han blev begravet på Hillerslev Kirkegård.
Egelund eller Lundgaard, Lumbyvej 56, Lumby. Oprindelig en tvillingegård (matr. nr. 6a og 7a) (Kilde: Arkiv.dk).
Lars Christian/Laders og Marie Balslev boede 1929 til 1958 på Erikshaab (Alhed Larsens og hendes søskendes barndomshjem).
Kirkelaugnet: Der menes formodentligt en bygning/et laugshus ved kirken, oprindelig benyttet af et håndværkerlaug/lav/sammenslutning.
Diatermi: Kortbølgebehandlinger i form af lokal varmebehandling, af bl.a. gigt- og muskelsmerter (Kilde: Lex.dk).

Adressen er skrevet på kuvertens bagsideWarberg-

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB0600

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen