1959-01-15

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
17’ jan. 1959
besv. 19’ jan ”

Fru A. Warberg Müller
Bakkevej 10
Hareskov St

[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
Lindøgaard Dræby St. Fyen.

[I brevet:]

Lindøgaard
15-1-1959

Kære lille Dis!
Du kan tro, jeg var glad ved dit knippellange Brev, ikke fordi det jo var særlig blomsterfyldt, men fordi du havde lukket op for Slusen, og jeg er saa sikker paa, [”paa” indsat over linjen] at det er en lille Hjælp til at bedre Sindet; det bliver mere henad et Kompleks, hvis man altid gaar alene med Tankerne. Jeg tror ogsaa, det vilde være bedre, hvis du talte med flere om det – Børnene? Doktoren? Holger og Sigrid synes jo at være gaaet helt ud af Billedet. At det vilde hjælpe dig at opsøge dine Hareskov-Bekendte naar Vejrliget er til det, siger jo sig selv, men vi Søstre har jo altid været lidt sære paa det Punkt – at gaa paa Visit.
At en saa forfærdelig Ensomhed som din – ikke at se et Menneske i dagevis, er jo indlysende maa være svært at tage, saa helt unaturligt som det er, og det falder mig ikke ind, at komme med den Slags banale Trøstensord, som Folk er saa tilbøjelige til at komme med, og som irriterer èn over alle Brædder: Aa, jamen nu skal De se, nu hjælper det nok, naar vi faar Foraar, eller jamen De har dog Deres Børn at leve for eller andet Pladder. Derfor siger jeg ogsaa altid til Folk, naar de spørger til mit Helbred, at jeg ar det udmærket, selv om det er en halv Løgn, for jeg kan ikke udholde deres banale Trøstensord.
Hvis Børnene vidste lidt om, hvor din Ensomhed piner dig, vilde de vist komme lidt oftere og det synes jeg ikke man behøver at kalde Medlidenhed; du vilde maaske oven i Købet gøre dem en Glæde, for der er nu altid noget af en Glæde i at yde noget, at hjælpe sine Medmennesker, enten det saa er sine Forældre eller andre.
Om 1½ Maaned gaar vi ind i Foraaret, og det betyder nu noget for os alle, naar vi følger den herlige Spiringstid; allerede nu har vi det tiltagende Lys, som hvert Aar volder mig saa stor Glæde – og mange med mig.
Jeg læste saadan en henrivende Kronik forleden af Carl Hermansen, som han kalder Vintersang, og hvori han priser Vinteren og gør opmærksom paa dens Skønhed, siger endog: ”Skøn paa den, mens De har den.” Det var Vand paa min Mølle, jeg kan ikke forstaa Folks Hylen over den lange lange Vinter - - naa, jeg ved ikke, hvordan jeg kom ind paa det; det jeg vilde skrive om var jo, at ”nu er Solen vendt og kommer med den lyse Dag tilbage” Det hjælper selvfølgelig ikke paa dine mennesketomme Dage, men kan maaske lysne lidt op i Sindet.
Hvordan gik det med dit store arbejde med Brevene fra den Dame, hvis Navn jeg naturligvis ikke kan huske. Du maatte jo holde op med dem, da du blev syg. Tog du saa fat igen, da det bedredes?
En anden Ting, jeg gerne vil vide er, om de to søde Kinesere er i Hareskov p.T. og om du ser dem af og til.
Jeg var kommen i Tanker om ”Esther”; jeg gik den nærliggende Vej at tænke paa hendes Navn
2
skrevet med din Haandskrift – og saa kom det. Bare det vil gaa igennem lidt snart med den Invaliderente, man hører af og til at det er saa langsommeligt.
Du spørger til ”min Dag.” Den er meget hurtig beskrevet. Jeg staar op omkring ved 9½ Tiden, efter at have faaet Te paa Sengen af den gode Agrar, ordner Mave og Paaklædning, laver mig en Kop Te af Brændenælder – der er jo en Mulighed for at den vil hjælpe paa min nye Gigt i Hænderne, Knæet er vel for gammelt, naar det kan hjælpe andre, og jeg har en vis Tro paa gamle Husraad. Man faar det paa Apotekerne. - Saa sætter jeg mig i min Stol, og der sidder jeg til ved 10 Tiden om Aftenen, hvor jeg gaar i Seng og af og til sover med det samme – dog sjældent.
Lisbeth er Datter af Dalles Kones Søster. Hendes Bedstemor var den Fru Petersen, som ½ Aar boede hos os i Kærbyhus, og som jeg den Gang snakkede saa meget om, fordi hun var noget af en Personlighed og saa overordentlig tiltalende. De boede nedenunder, og jeg syntes aldrig den store Stue med Havedøren havde været saa smuk som i hendes Tid. Manden var lidt af en Sut. Rigmor, Dalles Kone, havde arvet saa meget fra hende mens Lisbeths Mor – altsaa Rigmors Søster ikke er nær saa gæv. Hvordan Lisbeth selv er, kan jeg endnu ikke rigtig dømme om; hun er meget alvorlig og faatalende. Manse priser hende i høje Toner, Lauritz synes saa udmærket om hende, saa jeg haaber deres Dom vil holde. Der er endnu intet nyt om Skilsmissen, Manden vil jo ikke svare Sagføreren paa hans Henvendelser og han – Sagf. – vil ikke have, at hun maa flytte herud, hvad der jo var det naturligste det maa vel saa skade Sagen.
Hvor var det interessant, hvad du skrev om Aand. Tænk den sære kristne Kirke ”afskaffede” Aanden; ja, der er meget pudsigt til. Jeg maa nu indrømme, at jeg har lidt ondt ved et skarpt Skel mellem Sjæl og Aand, ligesom jeg altid har ondt ved at slaa noget fast paa de Omraader. Hvis det kan siges, at jeg har nogen ”Tro” saa er den meget svævende. Det staar for mig som om den Aand, Kraft, Magt som vi kalder Gud, maa være – ja for det første ubestridelig, det er jo kun logisk – men altsaa være noget saa ophøjet og af et saa helt anden Format, af en helt anden Art, liggende over Menneskers Begreber, saa baade Tankers [”s” sidst i ordet overstreget] og Tale kommer til Kort, saa vi slet ikke kan finde Udtryk for Gud. Det ved jeg nok at saa mange andre kan, f. Eks. har de kristne jo ligefrem telefonisk Forbindelse med det høje ukendte. (Udtrykket tel. Forb. er el [”el” overstreget] laant)
Nu passer de desværre til Middag og jeg vil gerne have dette af Sted i Dag. Lige nu kom Manse herind og fortalte, at nu har Lisbeths Mand skrevet under, saa nu begynder der altsaa at komme Skred i det. Gudskelov!
Hvis det ikke er for meget at forlange, vilde jeg jo gerne høre lidt snart fra dig, men nu er du vel i Gang med Dotorbogen. Tænk at den søde Janna sendte mig Cerutter, fordi hun syntes, jeg havde sendt for mange Penge. Hun skrev; det var en Glæde, hun havde gjort sig!!
Tusinde Hilsner fra din Junge.