Fynboerne
1898-04-10
Afsender
Alhed Larsen
Modtager
Johannes Larsen
Dokumentindhold
Alhed og hendes mor har været til stor middag hos Hans Rasmussen. Nogle meget larmende unger var til stede.
Transskription
Min egen, kære Ven!
Jeg slap i Gaar lige da vi skulde køre over til Hans Rasmussens. Du kan tro vi blev beværtede i de tre Timer, vi var der. Først Kaffe med Tilbehør, saa Suppe (2 Terrinefulde – der var kun Mor og mig) Kalvesteg og Flæskesteg, og to enorme Kager, Lagkage og Butterdeigskage, Rødvin, og inden vi kørte igen Kaffe med alt muligt. Naar dertil kommer, at vi kørte lige efter Middag herfra og var hjemme igen ved Thetid, maa det vist siges, at vi har gjort en god Dags Arbejde. – Den gamle Kone, hvis Mand døde, er en storartet gammel en, det var længe siden, jeg havde set hende, saa jeg havde næsten glemt, hvor brillant hun t [bogstavet overstreget] er. Derimod var der 5 smaa Unger, c. ens gamle, som jeg ønskede ad Hækkenfeldt til, de gjorde en rasende Bulder, saa man knap kunde høre Ørenlyd, navnlig var der en dreng med Vandstøvler paa, der var utaalelig, han trampede og hylede og knaldede med Dørene, saa det var en Gru, og Forældrene rettede ham ikke men sagde halvt undskyldende og halvt beundrende, at han var jo en Dreng, saa han var mere forvoven end Pigerne. Jeg sad med den inderligste Lyst til at klø noget af den Mandighed ud af ham. – Men dette morer Dig maaske ikke, lille Frajser, saa vil jeg gaa over til noget andet og fortælle Dig, at jeg holder saa umaadelig meget af Dig. Det var frygtelig svært at sige Farvel til Dig denne Gang, Du ved ikke hvor jeg var ulykkelig hele den sidste Formiddag ved Tanken om at jeg skulde skilles fra Dig for saa lang en Tid. Nu kommer Posten, jeg har et lille Haab om Brev fra Dig. Hav det godt, min egen Dreng. 1000 Hilsner af de allerallerkærligste fra Din Alhed.
10ende April.
Hils Eckardts og alle andre.
Fakta
PDFDa
Brevet er dateret "10ende April". Det er sandsynligvis skrevet i 1898 den familiære tone taget i betragtning. Det er også primært i 1898, at Alhed kalder Johannes larsen for Frajser.
Alhed bor stadig hos forældrene på gården Erikshaab. Johannes Larsen er i København
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien