Fynboerne
1953-03-27
Afsender
Johanne Christine Larsen
Modtager
Astrid Warberg-Goldschmidt
Dokumentindhold
Andreas/Puf Larsen er meget syg af en nyresygdom, der er brudt frem igen. Han er indlagt. Johanne mener, at det går fremad, men hans kone, Else, er meget bekymret, og bryggeriet står stille. Johanne beder Astrid give Louise/Lugge Brønsted besked.
Ib er velkommen til at bo hos Laura/Bibbe nogle dage.
Dan Warberg har været på besøg. Man talte blandt andet om, at Ina/Sjums er blevet ekskluderet af partiet.
Johanne, Laura/Bibbe m.fl. har været på køretur. De har holdt Martin/Manses fødselsdag.
Erik/Tinge har været syg med feber.
Axel bør have vitaminpiller.
Ellen har givet Johanne og drengene en stabel bøger.
Johanne beder Astrid give bidrag til pasning af deres mors gravsted.
Transskription
[På kuvertens forside:]
modt. 30’ Marts 1953.
besv. samme Dag. (3 Ark)
Fru A. Warberg Müller
Bakkevej 12
Hareskov St
[På kuvertens bagside:]
Lindøgd. Dræby St. Fyen.
[I brevet:]
Kære lille Dis! 27-3-1953.
Det var rigtignok pænt af dig at skrive saa omgaaende, jeg vilde næsten ikke tro mine egne Øjne, da jeg allerede i Lørdags saa din Skrift. Tusind Tak. Jeg vil begynde med at fortælle dig, at det saa smaat gaar fremad med Puf. Vi er ikke længere saa rædselsslagne som i den første Tid; Fremskridtene er meget smaa, og lidt Svingninger er der, men dog umiskendelig Fremgang; han kaster kun op c. 3 Gg. om Dagen nu og begynder at faa lidt Interesse for Mad. Vandladningen gaar det ogsaa lidt fremad med, det normale er 1000 Enheder af noget, jeg ikke ved; han var nede paa 200, men er nu oppe paa 300. Lægerne kan jo ikke faa Fotografier til Hjælp, men mener sikkert, det er en gammel Nyresygdom, der har taget Opsving. Vil du dog ikke ringe dette til Lugge, som vi – Elle og jeg – ikke har hørt fra i nogen Tid, og det undrer os lidt, at dette med Puf ikke har givet hende Pen i Haand. Bare hun ikke er syg. I saa Fald vil du maaske give mig et Par Ord om det. Vi tænker jo mere paa Sygdom, end vi gjorde tidligere og ligesom ængster os mere.
Det var morsomt, at Ib saa gerne vil herover, jeg havde da tænkt det alligevel før du nævnede det. Jeg har talt med Bibbe, hun baade vil og kan med glæde huse dem, hvis alt altsaa flasker sig, saa vi faar vores Fest; hils dem begge to. Vi havde i Søndags besøg af Dan Warberg, der jo har Plads – Fuldmægtig – i Odense hos en Sagfører; han vidste om Sjumses Udsmidelse, og saa sagde han en Ting, som undrede mig og vel næppe er rigtigt, at Sjums fra Begyndelsen var Enig med Partiet i Antizionismen, men at Peter P.R. hele Tiden havde været imod Partiets Politik i det Spørgsmaal. Glem ikke at holde mig à jour med den Sag, og fortæl mig, om Dans Udtalelse kan være rigtig. Aa Dis, alle de Slabsvanse, der følger lige i Halen paa noget saa tarveligt som Jødeforfølgelse.
Vi havde en hel morsom Dag i Søndags. Bibbe og Troels kom om Formiddagen og altsaa ogsaa Dan. Agraren og Manse arbejdede hele Dagen, saa den blev lidt ”spejet”, men vi fik en rar Køretur om Efterm. Bibbe, jeg, Grete, Agraren Dan og Troels; da vi paa Hjemvejen holdt ved Tinges, fik lille Troels sig en Sorg og Brøletur, for han skulde være der og lege med Børnene og saa lægges i Seng der, men i den Alder glemmer de jo hurtig deres Sorger. Vi kom saa her hjem og fik stegt Fuglevildt fra Fryseboksen og havde en dejlig Aften.
Dan tog ret tidlig hjem og vi 4 faldt saa i Snak til langt ud paa Aftenen, Bibbe er jo sorgløs med den Slags, Grete sad og ventede paa hende, hun skulde sove nede paa hendes Divan, da vores lille Gæstekam er noget isafkølet. Dagen efter skulde Grete og Bibbe til Odense med alle tre Børn; Rigmor (Thorsen) havde inviteret til Frokost. – Og i Onsdags saa vi igen vores søde Bibbe; Manse fyldte 38. B. kørte først Lauritz og 2 Musikere til Dalby og gled saa hertil. Hun lavede Chokolade hvortil Agraren havde købt en mægtig Kringle; eneste Gæst foruden Bibbe var vores gode Ven Mayland, en Fisker her i Nærheden; men allerede Kl 10 ½ maatte Bi. af Sted igen til Dalby, saa var det forbi, men vi havde da haft en rar Aften. Saadan er der jo smaa Lyspunkter i den daglige ensformige Tilværelse; det er godt, at jeg ikke er ked af at være alene, for det er jeg i denne Tid fra Morgen til Aften, kun afbrudt af Maaltiderne, naar de kommer hjem fra Marken og saa den meget korte Aften inden de 2 trætte gaar i Seng, Manse tit Kl 8. – Tinge er desværre syg i disse Dage; han tog i Lørdags fri fra sit Daglejerarbejde, fordi han maatte i Gang med sin Jord, og saa blev han forkølet og ligger stadig; nu kom Lise heldigvis og meddelte, at han i Dag er feberfri, saa nu lysner det vel for ham, den gode Dreng med alt sit ihærdige Slid. - - Det var morsomt, at jeg kunde fortælle Dan lidt om hans Familie, nemlig hvad du havde skrevet om Fritzes Svoger og Svigerinde, som altsaa skal giftes hos jer – altsaa i Morgen.
Hvor er det kedeligt, at Axel er saa svag; tror du ikke, I bliver nødt til at koste 1 Glas A-B-C-Dvitaminer det koster vist 8 Kr. men det giver jo Kræfter for alle Pengene; det er helt forbløffende hvor der kommer Liv i hele Personen, naar man rinker sig op til at købe dem og fortære dem. Jo, det er da en fortrinlig Gave til Dedde, den kan du tro, han vil blive mægtig glad ved. Dan snakkede ikke noget om 1st Juli.
Elle sendte forleden med Bibbe en Stabel Bøger her ud til Fordeling mellem Manse og Tinge til deres Fødselsdage; saa fik jeg da lidt at læse i; det har ellers været sløjt i Vinter, Manse savner Lyst og Kraft til at tage paa Biblioteket Torsd. Aft. Jeg gik i Gang med en Roman af Henri Nathansen, ham holder jeg saa meget af og kendte ikke denne: Mendel Philipsen & Søn, den er henrivende. - - Lørdag Naa, Lise fik mig sinket en Timestid i Gaar, saa jeg var ikke færdig, da Posten kom, du har vel allerede kigget efter Brev. Jeg ringede til Else i Dag, fordi Elle ikke ringede i Aftes; i Gaar havde han ikke været saa veltilpas, men det skyldtes antagelig, at han igen havde faaet Saltvands-Indsprøjtning, og det gør ham ikke direkte saa godt. Else var nu ikke saa helt stolt, synes jeg, men selvfølgelig kan man vel endnu ikke være helt rolig, og i hvert Tilfælde sætter saadan en svær Sygdom ham tilbage paa [det følgende indsat lodret i venstre margen, s. 2:] alle Maader. Og Bryggeriet staar stille. Hør Dis, mon du ikke vil være med til at bidrage til Mors Gravsted. Der har været en stor Bekostning fordi [det følgende indsat langs venstre margen, s. 1] Muren udenom maatte rives ned, da den ikke kunde staa længere og selvom Lugge og jeg har bidraget er der vist faldet for meget paa Elle. Desuden er det 24 Kr om Aaret til Pasning af Graven [Det følgende indsat øverst s. 1; på hovedet:] Jeg er ikke i skrivehumør, og du maa nøjes for denne Gang med saa mange Hilsner til Jer begge fra din Junge
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Andreas/Puf Larsen døde på hospitalet i maj 1953.
Peter Preisler Rohde, som var gift med Ina/Sjums, blev ekskluderet af DKB, da han protesterede mod Sovjets jødeforfølgelser. Det samme skete tilsyneladende for Ina.
Frederik Andreas/Dedde Warberg fyldte 60 1. juli 1953.
Det vides ikke, hvem Fritz' svoger og svigerinde var.
Adressen er skrevet på kuvertens bagside
Adfressen er skrevet på kuvertens forside
Ina Goldschmidt
Adolph Larsen
Andreas Larsen
Else Larsen, Else, Andreas Larsens kone
Ib Marryat Johansen
- Mayland
Axel Müller
Henri Nathansen
Lauritz Pedersen
Peter Rohde
Ellen Sawyer
Rigmor Thorsen
Dan Warberg
Frederik Andreas Warberg
Laura Warberg
Erik Warberg Larsen
Grethe Warberg Larsen
Lise Warberg Larsen
Martin Warberg Larsen
Laura Warberg Petersen
Troels Warberg Petersen
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB2500
Nej
Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Astrid Warberg-Goldschmidt