Menu

Fynboerne

1922-09-19

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen er på Femø og befinder sig vel der trods dårligt vejr en del af tiden. Sammen med Achton Friis er han til gode middage hos bla. præsten, og han finder i der hele taget øen og dens beboere meget imødekommende og festlige.

Transskription

Fæmø 19 Septbr 1922.

Kæreste Alhed!

Ja vi ligger her endnu. Det er jo et daarligt Arbejdsvejr, og da dette er den morsomste Ø vi endnu har truffet paa denne Tur vilde vi gerne en Dags ordentligt Vejr saa vi kunde komme Øen rundt. Vi har endnu ikke benyttet os af vore Cykler her. Jeg har kun kunnet lave 2 Tegninger om Dagen i de 3 foregaaende Dage og i Dag kun en da det har øsregnet siden Middag samtidigt med at vores Barometer havde arbejdet sig op fra Regn til smukt, dog stormede samtidigt med at Regnen begyndte. Vi fik Oksekødssuppe og Peberrodskød til Middag. Jeg havde faaet et Stykke Peberrod af Præsten som jeg traf nede hos Købmanden hvor han var for at købe en Fl. Portvin formodentlig den anden for i Dag, for de pastaar. her paa Øen at han køber 3-4 hver Dag og drikker dem. Det var en meget gemytlig Mand og han inviterede os alle 8 til Aften i Morgen hvis vi var her endnu, og det er vi altsaa. Det er en mærkelig Samling Præster de har her, ham paa Askø fik for nogle Aar siden taget et Par Børn fra sig af Værgeraadet fordi, de var blevet slemt forbrændte, og han forbød Lægen at se dem da Vorherre selv skulde helbrede dem. Præsten paa Fæmø havde Politiet hentet den Dag vi kom og de ventede ikke at se ham mere. I Aften skal Friis og jeg til Spisning hos Skolelæreren, han var her forleden og i Aftes var vi hos Kirkeværgens til Andesteg, saa Du kan se det er en meget gæstfri Befolkning. Jeg fik ogsaa et Glas af Portvinen hos Præsten da jeg var med inde efter Peberrod. Jeg forhørte i Dag hos Posten, i Haab om at der skulde være Brev men der var ingen. Jeg er spændt paa at høre om Jacobsen. Sikken en Redelighed med Landmandsbanken der har lukket. Ja vi har kun hørt R(ulæseligt) men haaber i Aften at faa Politiken at se hos Degnen. Degnen er meget interesseret i Malere og Malerier og maler selv. Jeg tænker mig for Resten at jeg ikke faar Brev før i Stubbekøbing og det kan jo vare noget hvis Vejret bliver ved at skabe sig saadan. Mange kærlige Hilsner
Din
JL.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen fremgår af brevet.

Johannes Larsen sejler med Rylen sammen med Achton Friis og Skipper Petersen. De skal lave forarbejdet til bogværket De danskes Øer.
Rylen - en ombygget Kerteminde fiskerbåd - var ekspedtionsskibet for JL og AF i årene 1921-24. I dag ejes Rylen af Østfyns Museer.
Øen Femø er omtalt i Achton Friis: De danskes Øer bd 2 s. 349. Gyldendal, 1927.
Landmandsbanken (grundlagt 1871) voksede til at blive Nordens største bank under gullaschperioden 1914-19. Efter afslutningen på første verdenskrig kom en periode med lavkonjunktur, og spekulationer samt over ekspansion på et for spinkelt kapitalgrundlag første i 1922 til bankens krak med et kæmpetab til følge. Blandt de mange, der blev ramt af krakket , var Johannes Larsens ven Lehn Schiøler, der gik konkurs med sit firma. Lehn Schiøler samarbejdede med Johannes Larsen omkring et stort bogprojekt om Danmarks og Nordens fuglefauna.
Kilde: Den store danske encyklopædi bd. 11 s. 578.
Danmarks fugle. Johannes Larsen og E. Lehn Schiøler. Johannes Larsen Museet, 2008.

Femø
Achton Friis
- Jacobsen
  • Femø
  • Askø
  • Stubbekøbing

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien