Fynboerne
1956-05-30
Afsender
Johanne Christine Larsen
Modtager
Astrid Warberg-Goldschmidt
Dokumentindhold
Johanne/Junge har været meget optaget af at læse Astrids erindringer. Især var beskrivelsen af Adolf/Agrarens forældre fin. Johanne har lidt smårettelser og spørger i øvrigt, om hun kan beholde bogen lidt endnu. Hun vil gerne vise sine børn bogen.
Johanne har været til Grethes 46års fødselsdag.
Tina har hævet forlovelsen med Børge.
Adolf har sammen med Johannes Larsen m.fl. været til Christine/Uglen Swanes 80års fødselsdag.
Børnene er blevet vaccineret mod polio under et besøg hos Dr. Agner.
Transskription
Lindøgaard 30-5-1956
Kære lille Dis!
Nu er det vist paa Tide, at du hører lidt fra mig og faar en Tak for dit sidste Brev. Du havde nok overanstrengt dig med Arbejdet paa Bogen, jeg haaber, du er kommen over det nu.
Det var sandelig en udmærket Bog, og for mig jo ubeskrivelig betagende at læse, det fik hele Fortiden – alt hvad der gik forud for Fars Død - til at staa saa lyslevende for mig. Men det er vist helt umuligt for os, hvem det hele berører saa intimt at dømme om, hvordan andre Mennesker vil se paa den, men til disse ”andre Mennesker” hører jo dine Børn, som ikke har oplevet det, du skriver om, de maa jo være mere uhildede Dommere end vi. Jeg var saa glad ved alt det, du skrev om Agrarens Hjem og Forældre. Det var en fortræffelig og rammende Skildring af gl. Fru Larsen – se saadant skulde der jo have været i Mentzes Bog; havde han dog bare opsøgt dig, for det havde jo haft sin rette Plads i hans Bog. – Der var et Par Unøjagtigheder, jeg ved ikke, om du vil – el. kan – rette dem: Du kan ikke staa i en Vestgavl i Kjertem. og se ud over Bugten, dit Værelse var i Østgavlen. Far døde den 30 Sept. og ikke den 29_nde_; han døde Kl. 10 Min i 6 om Morgenen. Far fik ikke udelukkende Ug_er_ til sin Eksamen – jeg har set hans Testemonium, det er nu i Familiearkivet hos Dede. Papirmøllen var i Gang til 1864 (ikke 54) saa vidt jeg da ved. Men det er jo kun Smaating som ikke spiller nogen Rolle. – Er det vigtigt, at du faar Bogen tilbage med det samme?? Jeg vilde saa gerne læse det om d.gl. Larsens for deres Efterkommere her: Tinge, Manse og Bibbe men det er saa vanskeligt at faa dem samlet paa en Gang her. Men self. skal jeg sende den ekspres, hvis det skal være. Tusind Tak for den! Jeg har for en Gangs Skyld haft nogle Oplevelser og været ”i Byen”, som det hedder her, naar man er udenfor en Dør. Pinsedag var det Gretes Fødselsdag – 46 Aar – og Bibbe kom og hentede os derned. Det var første Gang, jeg var andre Steder end her end i min Stol siden 6. Marts, og jeg var lidt spændt paa, om jeg kunde klare det, men det gik stolt. Vi var der over 3 Timer til Eft. Chokolade og der var en Masse Mennesker: Per, Ebba, Ole Børge og Tina – foruden alle os selv. Lauritz var bleven hjemme for at passe Troels, der laa i Sengen m. meget høj Feber (rask næste Dag). Det var saa festligt og henrivende. Den store Begivenhed var jo, at Børge er kommen hjem paa Ferie; det var helt forunderligt at se ham igen; desværre hører han saa daarligt, og saa kan han ikke huske at hæve Stemmen, naar han taler til mig, og jeg kan desuden saa daarlig holde til at raabe saa højt hele Tiden; der bliver derfor ikke saa megen Samkvem med ham og mig. Han havde sendt om den Rate-Betaling til dig, men de undersøger (belyser) Brevene, han blev kaldt til Posthuset og maatte betale 60 Procent af Pengene. Gud ved om han ikke er som Christine, hvis Penge altid smuldrer hen, uden at hverken hun eller andre kunde begribe, hvor de blev af. Han gør et pauvert Indtryk, men sød og rar som altid. Tina har hævet Forlovelsen; Vi mener at kunne se, det er en Lettelse for ham. Nu arbejder han i Roerne, og de siger han er mægtig dygtig til det. Manse er ogsaa i Roerne, to Koner ogsaa, saa der er god Gang i det. – I Gaar kom Bibbe og hentede Agraren som tillige med Las og Else bilede over til Uglens 80 Aars. Agr. var ikke meget for det, men da Uglens højeste Ønske var at faa sine 2 Brødre derover, var der ingen Vej udenom. De kørte altsaa m. Bibbe som Chauffør de vilde blive 10 til Middagen. Familierne her – 8 - slog sig sm. om Gaver: en lille grøn Skindtaske og en Cigaret-Tænder. De to Dele blev paa 120 Kr!! Er Industrien da bleven spiltosset! - - I Forgaars var jeg m. Bibbe Troels og Lise hos Dr. Agners til Frokost; Ungerne skulde vaksineres for Polio. Det var vidunderligt og morsomt; de har faaet bygget om, praktisk og delvis smukt. Det er saadan søde Mennesker. Ogsaa det taalte jeg stolt. De kommer hjem fra Turen allerede i Aften, jeg haaber, Agr. har moret sig bedre end han har tænkt sig!
[Skrevet på hovedet på s1:]
Skriv snart igen, saa er du sød, jeg længes efter at høre, hvordan du har det. Elle kom hjem i Forgaars. Grete fik Faaresyge paa Slutn. af Rejsen, ligger paa Hospital og skal blive der i to Uger, hvor er det synd for hende
[Skrevet langs venstre kant på s1:]
Dejligt at vi fik Sommer, men ingen Regn – ak! Tusinde Hilsner fra din Junge.
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Den omtalte bog er Astrid Warbergs erindringsskrivelse. Materialet er ikke udgivet. En maskinskrevet kopi findes på Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv.
Mentzes bog: Ernst Mentze: Johannes Larsen. Kunstnerens Erindringer med biografiske Oplysninger, noter og kommentarer. 1955
Papirmøllen lå på den grund, hvor Astrid og Johannes barndomshjem, Erikshaab, blev opført.
Detr kan ikke afgøres, hvilken Christine det er, der bliver omtalt. Familien kendte flere af dette navn.
Gårdens navn er skrevet øverst s. 1
Ebba -, Danmark
Adam Goldschmidt
Ina Goldschmidt
Adolph Larsen
Johannes Larsen
Vilhelmine Larsen
Else Larsen, Else, Andreas Larsens kone
Jeppe Andreas Larsen, storkøbmand
Ernst Mentze
Lauritz Pedersen
Ellen Sawyer
Janna Schou
Christine Swane
Børge Tinesen
Albrecht Warberg
Frederik Andreas Warberg
Erik Warberg Larsen
Grethe Warberg Larsen
Lise Warberg Larsen
Martin Warberg Larsen
Laura Warberg Petersen
Troels Warberg Petersen
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB0751
Nej
Testamentarisk gave fra Laura Warberg-Petersen til Østfyns Museer