Fynboerne
1892-11-27
Afsender
Johanne Larsen
Modtager
Laura Warberg
Dokumentindhold
Johanne Larsen har forsøgt at få billetter til Grieg-koncerten, men uden held.
Komtessen har det skidt.
Johanne skriver en del om, hvad de tre søstre har brugt penge til i den sidste tid.
Hun vil sy en tevarmer til Tante Mimi.
Da Olsen forleden var på besøg, dækkede søstrene Alheds tegning af drengen Knud til, for Olsen syntes, at drengen var noget af det frygteligste, som han havde mødt.
Transskription
Søndag Eftermiddag
27-11-92.
Kære Mor.
Nu er det allerede begyndt at mørkne, og den dejlige Søndag er snart fløjet sin Vej og jeg har ikke taget mig andet for end at gaa Visitter. Kl. var over 9 i Morges da vi vaagnede og Kl. 11 drog jeg ad Kvæsthuset til; de forfærdes vel ved at høre, at jeg først har naaet at komme der i Dag, men jeg fortalte dem derhenne om al den Sygdom, vi har haft og de var da heller ikke det mindste fornærmede; jeg spiste Frokost, varm Fisk & Rødvin, Smørrebrød & Kaffe. Derfra forsøgte jeg at faa Billetter til Folkekoncerten i Dag [skrevet over linjen ”i Dag”], hvor Grieg & Fru Gr. skal spille og synge, baade hos W. Hansen og i Koncertpalæet men nej. Derfra vandrede jeg til Comtessen, der ikke var hjemme straks, gik saa op til Paulsens og imidlertid kom Comtessen hjem; hun var i daarlig Humør. d.v.s. meget venlig mod mig, men jeg tror, hun gaar en tavs Periode i Møde. Jeg skulde hilse derfra og fra Caspersens. - - - -
Du kan tro, jeg morede mig over, din Formaning til Christine om at skrive den tøre Kost nøjagtig op, hvis du vilde, kunde du faa Regnskab over hver en Øre, vi har givet ud til tør Kost siden 1ste Oktober; jeg har alle Pengene og fører Regnskab meget nøjagtig over alt; har 2 Regnskaber, det ene over alt, hvad der gaar til Husholdningen og dertil har vi siden 7ende Novemb. – den Dag overtog jeg Husholdningsregnsk. – brugt 19 Kr 40 Ør. til i Dag d. 27nde Nov.; det er skam ikke lidt, men det kan ikke gøres mindre; og saa det andet Regnskab til alle andre Udg. og tænk, vi har næsten brugt det ene Hundrede af de 2, vi fik. men vi har jo ogsaa haft svære Udg. f. Eks. Vadsk c. 9 Kr. Kåbe til Alh. 20, Strømperne over 8., Skolepenge for mig 18, Bøger 8, og nu skal jeg snart betale Skolepenge igen. Ja, det er et lidt kedeligt Emne alle de Pengesager, men det interesserer mig svært i denne Tid. - - Du mener ikke at jeg skal give Tante Mimmi Sybordstæppe, men kan du da sige mig noget andet? noget vil jeg sy til hende, men hvad skal det være, hun har jo al Ting; - nu gav Chr. mig en god Idé: en Thevarmer; Brandt siger, hun har et udmærket Mønster til en Thevarmer, og nu syr jeg saa den; det ved jeg da hun ingn [”ingn” overstreget] ikke har; - Tak for Pakken; det er en dejlig Ost, du sendte. og Køllien skal smage! Vi har faaet Tæppet fra Brandt. Forleden da Olsen kom sad vi endnu og spiste Frokost – jeg var kommen saa sent fra Kursus – og vi bød ham saa en Kop Kaffe med, hvad han ogsaa tog imod. Vi havde tildækket den Tegning af Knyv (Knud) af Alheds, som vi har hængende paa Væggen; gennem Anna Hansen havde vi hørt at den Dreng havde gjort saa dybt et Indtryk paa ham [”ham” overstreget; over linjen er skrevet ”dem”] dem, at Olsen [”Olsen” overstreget; over linjen skrevet ”han”] drømte om ham om Natten og syntes, at han var noget af det frygteligste der var til, et Asen, der havde ædt al Forstand bort i Grød. Saa vilde vi forskaffe ham en rolig Time og tildækkede ham. ----
[Skrevet på tværs øverst på side 1:]
Det er jo galt med den Brevbog, jeg smøler rædsomt med den denne Gang, har ikke begyndt at skrive i den endnu, men nu skal jeg se, hvad jeg kan gøre. – Jeg glæder mig knusende til Jul. –
Vil du hilse alle fra Junge.
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet på brevet
De tre søstre, Christine, Alhed og Johanne, boede i 1892-1893 sammen i Waldemarsgade i København.
Det vides ikke, hvem Olsen var.
Hans Christian Caspersen
Edvard Grieg
Nina Grieg
Wilhelm Hansen
Knud - Knyv
Christine Mackie
- Paulsen
Fanny Schaffalitzky de Muckadell
Adelheyde Syberg
Anna Syberg
Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2006
Nej
Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen