Fynboerne
1899-04-25
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Det er godt, at Alhed er begyndt at male på sine blomster igen.
Johannes Larsen har lavet en tegning af sit nye maleri. Der skal nok et par hunde på billedet. Han maler desuden på pæretræet.
Larsen har skrevet til Find, at han ikke kommer til Viborg.
Transskription
Kjerteminde 25-4-1899.
Kæreste Alhed!
Her har Du nogle Breve fra Elle, jeg haaber at det maa være de rigtige, jeg var saa heldig at finde dem i Mappen. Det glæder mig at Du har taget fat paa Cinnerarierne igen, hæng bare i saa skal Du se, at det bliver nok godt. Jeg ved ikke om jeg har fortalt Dig at mine 2 Billeder fra Odense ere ankomne i god Behold, jeg pakkede dem ud i Gaar. Jeg lovede Dig i Aftes at jeg skulde tegne mit ny Motiv til Dig, nu skal Du faa det:
[tegning]
Det skal vist være et Aftenbillede eller maaske et Graavejrsbillede og det skal males færdig paa den Tid da Kastanietræerne ere næsten udsprungne, muligvis skal der et Par Hunde paa som Staffage, jeg saa forleden Nordskovs Puddel i Forgrunden (den er nu elegant klippet) og Smedens Foxterrier der stod og gøede hen paa Hjørnet.
[Tegning]
Saadan omtrent, nu skal jeg sætte dem paa Billedet saa Du kan se hvordan de vil tage sig ud. I Dag har jeg malet paa Pæretræs Billedet, der er allerede en hel Del jeg kan gøre nu og hvis jeg bare faar heldigt Vejr har jeg det bedste Haab om at faa det færdigt i Aar. Nu vil jeg skrive til Find at jeg definitivt har opgivet at komme til Viborg til Prøverne da jeg har nok at gøre for Tiden. I Gaar og i Dag har jeg ikke faaet malet paa Morgenbilledet da det har været graat begge Morgner. Jeg maa nok gratulere Dig! det er jo vores Bryllupsdag i Dag. Du kan tro jeg er glad ved at høre at Du er saa rask at Du kan gaa op paa Orene med Lethed. Vil Du kysse Christine fra mig. Mange kærlige Hilsner fra Din
Johannes Larsen.
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet.
Alhed Larsen er hos forældrene på gården Erikshaab, da hun er højgravid og skal føde hos dem.
Johannes Larsen har formodentlig stået i Strandgade i Kerteminde (bag forældrenes købmandsgård) og tegnet udsigten op mod en af møllerne på Møllebakken (begge møller var ejet af hans far, og Alhed og Johannes larsen byggede deres villa på netop Møllebakken).
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien
Omtalte genstande
Alhed Larsen maler et billede af en cineraria.
Johannes Larsen vil begynde på et billede med motiv fra Kerteminde og to hunde.
Morgenbilledet kan være det indsatte.