Menu

Fynboerne

1944-07-04

Dokumentindhold

Else Larsen takker for de flotte gaver. Ane fik rulleskøjterne, og Jeppe arvede de gamle. Ane går til svømning. Thora og Jeppe bader fra badehuset.
Puf og en gartner har ordnet haven meget fint.
Det er lykkedes Else at hyre en pige, Ester.
En Schalburgtage-bombe, som var rettet mod Fyns Stiftstidende, har beskadiget Elses forældres kontor og lejlighed samt omliggende ejendomme. Elses mor er meget ude af fatning. Hun og manden ventede i fem dage på nye vinduer, men en ny sprængladning smadrede dem. Elses forældre kom til Kerteminde, men tog hurtigt tilbage til Odense. Elses mor blev derefter syg med høj feber, men heldigvis kom Ester og kunne hjælpe med diverse.
Else har sammen med hele Syberg-familien deltaget i Johanne/Besse Giersings begravelse på Drigstrup Kirkegård, og det var meget trist. Franz/Trylle Sybergs 40års fødselsdagsfest blev aflyst.
Else har været på besøg hos Johanne/Junge Larsen, og hun havde det overraskende godt.

Transskription

1) Kerteminde d. 4/7 1944

Kære Ugle og Rie!
Mange Tak for jeres Breve og jeres mange Forsendelser, jeg er meget glad for Tallerkenerne og Fadet, vi trængte saadan til begge Dele og Las er glad for Glassene, han skriver nok selv; og sikken en Flothed med Rulleskøjter, Ane havde faaet et Par, men hun fik de ny og Jeppe de gamle og begge var meget glade, han er allerede den dygtigste, Ane er ikke saa ihærdig til at lære, naar hun ikke kan straks, taber hun Modet. Heldigvis er hun vedholdende med Svømningen, hun faar Undervisning i Aar igen og bliver meget rost af Lærerinden, hun opholder sig næsten hele Dagen ude paa Badeanstalten, der er heldigvis meget lavere i Aar, hun kan næsten bunde ved Broen. Jeppe og Thora opholder sig ved Badehuset hele Dagen, vi har faaet lavet en Bro, som Jollen ligger ved. I Haven foregaar en Masse, vi har haft en Gartner gaaende nu i 2 Maaneder foruden at Puf har været der hele Tiden og der er ryddet vældig op alle Vegne, fældet udgaaede Træer og Hylde og Elme, som stod allevegne, Køkkenhaven i fin Stand og alle Plænerne klippet med Maskine, bare det giver Arbejde til en Mand den meste Tid. Men jeg glemmer det vigtigste, jeg har faaet en Pige i sidste Øjeblik efter at jeg havde opgivet fuldstændig og indrettet mig paa at være alene med Grete til lidt Hjælp, denne er fra Aarhus og Veninde med Christiansens Pige og er gennem hende bleven anbefalet Pladsen, hun har ikke været i Huset i et Aar, men lader til at være helt flink og omgængelig og ihvertfald en stor Hjælp. Her var en kort forinden, som jeg havde telefoneret til efter en Annonce, hun havde Masser af Tilbud og forlangte 175 Kr, var 20 Aar og kunde daglig, men vilde gerne lære finere Madlavning, jeg gik ind paa alt, men hun ringede næste Dag, at hun havde taget en anden Plads, det er et formeligt Kapløb, naar der er en eller anden Form for Hushjælp i Udsigt. Iøvrigt har vi haft en temmelig bevæget Tid, Far, Mor og Kæreste skulde jo komme til Pinse, men
2) umiddelbart forinden blev Fyns Stiftstidende bombet, hvorved en Mur væltede ind i Fars Kontor og i Lejligheden blev naturligvis alle Ruder knust og Glasskaarene fløj rundt og ødelagde forskelligt, alt i Vinduerne røg ned paa Gaden og ikke mindst, de fik alle 3 saadan et Chok, som Mor ihvertfald ikke har forvunden endnu, jeg var der Dagen efter. Bulteriet var ubeskriveligt, der havde ligget en Bombe i Passagen og den havde raseret samtlige Ejendomme i den Grad, at alle Døre og Vinduer var slaaet til Pindebrænde, Butikkerne var fuldstændig raseret, Varerne laa og flød paa Gaden som iøvrig var dækket af et tykt Lag af Glasskaar og Murbrokker, hvorimellem Folk gik og ledte efter deres Ejendele, fra Etagerne øste de ustandselig Spandevis af Skaar og Ragelse ud af Vinduerne ned paa Gaden, de bliver ikke beboelige i flere Maaneder. Mor, som jo var sluppet meget naadigt gik og græd og jamrede og kunde slet ikke faa fat paa noget, Far og Kæreste var graa i Ansigterne af Træthed, de havde ryddet op fra Kl 2 om Natten og gik i susende Gennemtræk fra alle de aabne Dør og Vinduesaabninger. Imidlertid fik de da slaaet Pap og Brædder for og kom ned Pinsedag, men rejste allesammen næste Dag for at komme hjem og faa Ruder i, det maatte Mor saa vente paa i 5 dage og de andre opgav definitivt enhver Tanke om Ferie, nu skulde alt takseres og interimistisk ordnes og Kæreste kom langt bagud med Kontorarbejdet, der var jo ikke Ro eller Fred til nogetsomhelst. Deres Telefon var den eneste som duede, saa den brugte alle og Cigardamen, som havde Fars tidligere Butik maatte installeres hos dem og er der da endnu og dele sin Smule Tobak ud, det giver jo en masse Uro. Saa kom Mor da endelig herned, men gik Glip af nogle dejlige Dage og et Par Dage efter kom den næste Bombning, som ikke gjorde saa megen Ravage hos os, men var til Gengæld mere sindsoprivende, Mor var jo heldigvis her, hun klappede helt sammen da jeg kom ned og fortalte det og vilde trods kraftige Protester derind. Der var ikke sket noget videre, for de havde været
3) saa forsynlige at sætte Vinduerne paa Klem, saa de fløj op i Stedet for at sprænges, men en stor Ejendom paa Hjørnet af Vestergade og Klaregade var brændt og J.G. Jakobsens Bagside og Guldsmed Christophersens Baghus var ødelagt, saa det var jo paa nærmeste Hold, Kæreste troede, hendes Trommehinder var sprængt, hun kunde ikke høre længe efter, Kontorruderne, som de omsider havde faaet i efter at have gaaet i Mørke i 8 Dage med det dejligste Solskin udenfor, var naturligvis røget igen; Mor blev saa inde om Natten og da bombede Danskerne et Par Fabrikker i Byens Udkant og saa kunde de ikke afvente Schalburgernes næste Modsvar, alle flygtede fra Byens Midte, Far og Mor fik i Huj og Hast et Klædeskab med Tøj, en Kuffert med Sølvtøj o.lign. anbragt ude omkring og tog herned om Aftenen, og siden har Mor saa boet i Sommerlejligheden og Far og Kæreste er rejst frem og tilbage Morgen og Aften, der var ikke eet Menneske i deres eller de tilstødende Ejendomme i den Tid, men der er ikke sket noget og nu er Folk begyndt at flytte ind igen og de var besluttet paa at rejse hjem til 1 Juli skønt vi godt kunde huse dem med 2 ledige Pigeværelser, men saa i Tirsdags blev Mor syg med Hoved og Halspine og Onsdag laa hun med 40,1 og var meget daarlig med en rygende Angina, Torsdag var hun ved Hjælp af Piller lidt bedre og Fredag flyttede vi hende i Ambulance herop, de skulde jo ud af Lejligheden til Lørdag, hun vilde absolut hjem, men det var jo den rene Elendighed at faa hende derud og ligge, Kæreste blev hernede for at passe hende og heldigvis dukkede saa Ester (Pigen) op Torsdag og gik i Arbejde Fredag, det lysnede svært paa det hele. Lørdag kom saa Far om Eftermiddagen og en Kusine til mig, hvis Forældre var taget til København, hun skulde være taget om til dem Lørdag, men kunde altsaa ikke komme afsted og var muttersalene og vi havde saa en helt rar Søndag, Mor var meget bedre og lidt oppe og Vejret var ogsaa
4) dejligt, ganske vist var vi til Besses Begravelse paa Drigstrup Kirkegaard om Eftermiddagen, det var meget sørgeligt, hun havde lige været paa Pilegaarden, heldigvis naaede alle hendes Søskende hertil til Begravelsen trods en Masse Genvordigheder, Trylle og Gudrun vidste ikke engang om Meddelelsen om Tid og Sted for Begravelsen var naaet frem til dem. Trylles 40Aars Fødselsdag skulde have været fejret i Morgen med hele Familien og os, det bliver der ikke noget af nu, de fleste er rejst ved første Lejlighed hjem til deres Familie, sikke ogsaa Tilstande, Gudskelov de ikke bor i København.
I Dag er Mor rejst, og nu haaber jeg de faar nogenlunde Ro, hun kan ikke tage meget mere, men hun var utaalmodig efter at komme hjem og hygge lidt om dem, der ser jo ud af [ulæseligt ord] efter Rystelserne. Her er fredeligt, men vi følger spændt Begivenhedernes Udvikling, kun Las tager til Klax Fødselsdag Puf vil nødig tage herfra og desuden havde vi paa det Tidspunkt, da vi sagde nej, ingen Pige. Vi var paa Lindøgaard forleden, Tante Junge havde det forbausende godt, men ingen derfra tager til Rørdam, mon du faar Held til at komme over, vi skulde have Mornine i denne Maaned, men nu ved vi jo ikke hvordan alting gaar.
Nu tror jeg ikke, der er mere at berette, jeg er ogsaa bange for, det snart er ulæseligt, saa jeg vil slutte med Tusind Hilsner til jer begge fra
alle her og jeres Else

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

26. maj 1944 sprængtes en Schalburgtage-bombe i Odense centrum. Den omtalte Passage gik fra Vestergade til Pogestræde. Den blev etableret i 1926. (Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen: Det blev Strøgpassagen og ikke Strømpeskaftet. Artikel fundet på nettet juli 2023).
Kæreste var Else Overgaards moster.

Det vides ikke, hvem Else Larsens kusine var.

Kerteminde

Bynavnet er skrevet øverst s. 1

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, 2002/61, A8, lb 11, kasse 1, kuvert 2.

Nej

Christine Swanes brevarkiv