Menu

Fynboerne

1953-04-21

Dokumentindhold

Johanne/Junge ønsker tillykke med fødselsdagen. Et år sad hun under nyudsprungne bøgegrene og skrev fødselsdagsbrev.
Troels faldt forleden ud af bilen, mens Laura/Bibbe kørte den. Han løb hen i armene på en mand for at få trøst, og manden kørte med til Kerteminde Sygehus. Troels havde kun fået en hudafskrabning.
Johanne er ikke tilfreds med valgresultatet. Hun ønsker sig en regering bestående af tre partier. Socialdemokratiet og kommunisterne er faremomenter.
Laura/Bibbe mener, at det går fremad med Andreas/Puf. Else overnatter nu hos sine forældre for at undgå den daglige togtur.
Martin/Manse har købt den bil, som Andreas/Puf, Else og Johannes Larsen har sat til salg. Johanne glæder sig til køreture og føler sig desuden lidt mere fornem nu.
Manse/Martin har solgt sin kikkert til en jagtglad dreng.
Laura/Bibbe og Lauritz skal have indlagt centralvarme og også have en pejs.
Astrid/Dis må sige til Louise/Lugge, at hun ikke skal arbejde for hårdt, for hoften kan måske ikke tåle det.

Transskription

[På kuvertens forside:]
26’ April 1953
besv 3’ Maj

Fru A. Warberg-Müller
Bakkevej 12
Hareskov St

[På kuvertens bagside:]
Lindøgaard Dræby St. Fyen

[I brevet:]
Lindøgaard
21-4-1953.

Kære lille Dis!
Mon jeg ikke hellere i Dag maa begynde paa dit Fødselsdagsbrev, at det kan blive lidt digert. Men det er saa underligt, at i denne Tid, der jo er saa mørk, jeg mener Baggrunden er saa mørk, selv om der ikke er store Svingninger i det (altsaa heller ikke i Dag) altsaa i denne Tid har vi ondt ved at interessere os for Livets andre Forhold; naar jeg læser Aviser synes jeg, at alt det, de skriver om, er saa underordnet – men din Fødselsdag, lille Dis, er sandelig ikke underordnet, selv om den jo ikke i Betydningsfuldhed kan maale sig med den i Fjor, for den var nu en af de skønneste Fester, jeg har været med til. Den havde vel egentlig kun een Brist: at Lugge laa paa Hospitalet; naar det undtages var den fuldendt.
Kan du huske, jeg saa tit har skrevet om, at jeg et Aar d. 24nd April sad i Tveds Have og skrev Fødselsdagsbrev til dig med Bøgetræerne næsten helt udsprungne, men tænk: i Søndags var Bibbe og Lauritz her, og da Lauritz ud paa Eftermiddagen kørte en Tur for Agrar. Manse og Dalle, saa kom de hjem med en mægtig Buket udsprungne Bøgegrene! 19de April! Jeg synes, det er ufatteligt, for vi har da egentlig ikke haft nævneværdig Varme, men ganske vist meget Sol.
Mens vi er ved B. & Laur. saa skal du høre en forbløffende og rystende Historie: D. 16de April var det Lises 8årige Fødselsdag, og Bibbe m. Troels var ventet lidt tidlig. Kl 3 blev jeg ringet op af Bibbe, som sagde: Vi kommer ikke Mor, for Troels har slaaet sit Hoved og han bløder saa stærkt; jeg sagde grundende, at saa maatte der jo have ligget nogle Sten, der hvor han faldt – men saa kom Historien og senere har jeg saa faaet alle Detaljer: Bibbe og Troels var i Bilen, den gik rask paa Vej hertil og var kommen til Kauslundhuset; det lille Asen sad saa og laasede Bildøren op, aabnede den ganske lidt, Lufttrykket smækkede den op, og det sidste Bibbe saa af Troels var, da han svævede vandret i Luften holdende fast i Haandtaget. Det varede lidt inden hun fik den standset, jeg sagde senere til Bibbe: saa var du ikke længe om at komme hen til ham” - jo, sagde Bibbe, ”for Benene vilde ikke bære mig”. I det samme kom en Maler ud fra Huset, og da Troels saa ham, for han brølende med udstrakte Arme mod Manden som for at søge Trøst. Manden stormede ogsaa mod Troels og løftede ham op. Samme Maler tilbød at tage med ud til Kjertem. saa Troels kunde ligge udstrakt paa hans Skød og saa gik den i fuld Fart med Tudehornet flittig brugt til Sygehuset. Der viste det sig – det rent ud mirakuløse, at Drengen absolut intet fejlede ud over de stærkt blødende Hudafskrabninger i Hovedet. Han fik Klemme paa og forbunden, og saa gik det i roligere Tempo ad Andkærgaard til; Lauritz var hjemme og blev jo baade rystet og glad over Miraklet. Troels kom saa – meget træt – i Seng med sin elskede Bamse og sov trygt i 4 Timer, da han vaagnede og havde faaet Mad, gik Bibbe i Seng med ham for at faa ham til at ligge stille, indtil han igen blev søvnig, og næste Dag var Troels helt normal igen og fortsatte sit [ulæseligt]rige Liv som sædvanlig. Hvilken rædselsfuld Oplevelse for Bibbe, intet Under, at Benene ikke kunde bære hende. Hver Gang Troels bliver mindet om Begivenheden, ser han meget brødebetynget ud, for det har jo altid været strængt forbudt at røre Døren.
Dagen efter. Siden jeg i Gaar skrev, har vi jo haft Valg, og ret godt var det ikke, for Socialerne vandt 2 Mandater og Kommn. gik frem i Stemmetal, og det kalder jeg kedeligt! At det Retsforbund dog ikke kunde have beholdt deres 3 Mandater i Stedet for at lade Socialerne faa dem! Men de gjorde vel, hvad de kunde. Jeg har en svag, men meget plumret Fornemmelse af, at Retsst. er slaaet ind paa en Vej, der med Tiden er [”er” overstreget] vil blive farbar, men jeg er for uvidende til at forstaa, hvad ”fuld Grundskyld” betyder og kan derfor ikke regne ud, hvorfra de vil faa alle de Masser af Penge, der nu faas gen. Skatterne; at der kunde spares mægtige Summer paa Rustningshistorien er jo indlysende, men saa vidt jeg har forstaaet, er Viggo Starcke jo helt paa Linie med Atlantpagtens Diktater, saa paa det Punkt vil han altsaa ikke [”ikke” indsat over linjen] kunne skaffe Penge. - -
Nu kom Aviserne, og jeg har kigget lidt i dem; den nuværende Regering maa altsaa i hvert Fald foreløbig slippe Tøjlerne, det bliver spændende; gid vi dog kunde slippe for et Socialdemokrati til Regentlig system lidt med en Tanke, som sikkert vilde vække højlydt Smilen hos alle politiske Fagmænd: at de radikale skulde gaa ind i Regeringen, der altsaa blev tregrenet, hellere end at faa Socialerne med deres kollektive, kommunistiske Aand til at regere. Hvis de en Gang fik absolut Flertal, sikken vi saa kom til at socialisere – lige som i England – for dog endelig at faa det hele til at blive een, farveløs Masse, hvor kunde det blive hyggeligt! Hedtoft aner vist næppe selv, hvor meget han er besjælet af den kommunistiske Aand – hvor meget han er paa Vej mod Rusland, han vilde stemple slig Tale som vanvittig.
2. Hvad mon disse Kommunister siger til Kremels nye Politik? Det er en stor Glæde, synes jeg, og for mig da helt uventet; man grunder jo lidt paa, hvad deres Motiv er, om det skulde være for at mindske den Krigs_fare_, som de synes at mene og tro paa, at U.S.A. og Vesteuropa indebærer. De vil jo ikke tro paa, at man kun ruster i Forsvarsøjemed og ikke med Angreb for Øje. At de selv skulde pønse paa Krig, har jeg nu altid benægtet; de brugte andre Midler, Boringen ad fredelig Vej. Men hvad deres Motiv nu end er, maa denne nye Politik jo hilses med Glæde; Manse mener, at det er den, der skyldes Fremgangen i vor hjemlige Kommunisme.
Bibbe ringede lige nu. Hun sagde, at hun i Mandags kørte Else til Odense, og at baade hun og Lysse mente, der var Fremgang med Puf, han befandt sig bedre og var derfor i bedre Humør, hvilket er dejligt at tænke paa; maaske han ogsaa selv har faaet Haab om Helbredelse.
Jeg fik mig en lille Biltur i Aftes, idet en af vore Sogne-Radikale hentede Agraren og mig. Der var den skønneste Solnedgang, da vi kørte, og det er i det hele taget dejligt at komme ud og se paa Landskaberne, især nu ved Foraarstid. Der var en Vrimmel af Mennesker oppe at stemme, Klokken var nær ved Lukketid. Det er sandt, vil du ikke kondolere Holger paa det hjærteligste fra mig og sige at lidt af Skylden for Nederlaget er min, fordi jeg stemte radikalt! ”Den er ikke ret stor, men den er der.” Nu maa du [”du” indsat over linjen] have det saa godt til i Morgen.
Torsdag Nu skal du høre en Nyhed, der har vasket sig: Manse har købt Bil!! Allerede før Puf blev syg, havde de besluttet sig til at sælge deres Bil, og den blev sat ned til en Bilmekaniker i Kjertem., men det viste sig at være umuligt at sælge den, fordi det er en aaben Vogn. Saa kom Manse i Tanker om at købe den og bød 4000 Kr. for den; Mekanikeren ringede op til Else, som syntes at være glad ved, at den kom til Lindøgaard. De 2000 maa han se at faa skrabet sammen nu, hvilket ikke er saa nemt, da han altid lever fra Haanden og i Munden; de 2000 maa staa til Høst. I Aftes hændte en pudsig lille Tildragelse: Manse købte for et Aarstid siden en Kikkert (til Jagtbrug) i Sverige for mellem 3 og 400 Kr. Den spekulerede han paa at sælge nu, da han trænger til Mønt. Her sad et Par unge Mennesker, en af dem en 15årig jagtgal Fyr, som altid holder til her hos Manse og som for ikke ret længe siden købte sig en Jagtbøsse til 400 Kr. Han sagde til Manse: hvad koster den, og Manse var ikke længe om at sige 450 Kr. – Om han maatte have den paa Haanden til Lørdag, saa vilde han komme og sige Besked, hvilket vil sige, om han fik Lov af Forældrene; han har selv Pengene staaende i en Sparekasse. ”Jeg skal jo en Gang have en Kikkert”, sagde han ”og her hjemme koster saadan en 700 Kr.” Jeg skal love for, at de unge Mennesker kan tjene Penge nu om Dage, men de fleste skidter dem jo hen til Cigaretter og den Slags, men Drengen her sparer altsaa sine sammen.
Lærer Hjeds i Kjerteminde, en meget god Ven af Puf, har fortalt, at han har kendt en Mand, som laa syg et Aar paa Odense Sygehus af samme Sygdom som Pufs, og han kom sig. Det synes jeg er en god lille Historie.
Fredag Saa kommer altsaa sidste Akt, for dette maa jo af Sted i Dag; at du saa faar det Dagen før er der jo ikke noget at gøre ved. Jeg har lige fortalt Elle om Bilen, og hun var nu saa morsom at fortælle det til, for som hun dog blev begejstret, helt ovenud. Vi føler os ogsaa lidt som andre Mennesker – ja den Ytring kan misforstaas, jeg mener, det har forandret os, vi føler os noget fornemmere, hvor vil vi kunne faa Glæde af den, kan køre hen til Bibbe en Gang imellem f. Eks. og meget andet. – Og en Nyhed til: Bibbe og Lauritz skal have indlagt Centralvarme med Ovn i Kælderen – over hele huset, og saa vil de slaa Væggen ned – mellem den store Stue og det Værelse, vi laa i, altsaa med Vindue mod Syd; det kan blive en pragtfuld Stue, de skal have en Pejs, saa vi kan sidde om Ilden og ryge! Det bliver dyrt, men de har vist arvet nogle Penge efter Bedste. Endnu i Dag skinner da Solen, vi haaber stadig, du maa faa en solbeskinnet Dag paa Søndag – solbeskinnet paa alle Maader – og som Varsel om et lyst Aar for dig og dine! Bare Helbrederne holder, saa bliver det jo nok godt. – Da jeg talte med Elle, fortalte hun, at Else i denne Tid bor ude hos Forældrene for hun kan ikke holde til den Rumlen frem og tilbage i Kjertem. Ekspressen, der jo ikke just har Lyntogsfart paa; det er jo bart for dem hjemme, men Elses Helbred er meget vigtigt. Der var intet videre nyt om Puf, men godt er det da, at der ikke er Forværring. – Gid Lugge nu kommer til Fødselsdagen, hvor vilde jeg gerne være med – tænk en tregrenet Søstersnak, hvor kunde det være lifligt. Kan du ikke formane Lugge til ikke at fare for voldsomt frem nu i den travle Foraarstid da saa meget skal gøres, hun er jo ikke nem at styre med det Arbejden, og mon dog Hoften er solid nok endnu til at blive overanstrengt. Men hils hende saa meget.
[Indsat på sidste side langs venstre margen; lodret:] Og bed hende ringe til Marie om Puf – det er jo altsaa status quo. Jeg har vist forberedt dig paa, at jeg ikke giver Gaver – kun en lille ”Opmærksomhed”

[Indsat øverst s. 1; på hovedet:] Jeg haaber, du vil godkende dette Brev som et nogenlunde omfangsrigt Fødselsdagsbrev – jeg er jo ikke i Skrive-Hopla for Tiden. Og saa faar du tilsidst saa for [ulæseligt]ede Lykønskninger. Gid alt maa forløbe vel for dig og Axel, hvem du bedes hilse – ogsaa Janna og Sjums. Tusinde Hilsner fra din Junge.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Andreas/Puf Larsen led af uræmi. Han døde i maj 1953.
Den omtalte bil var en Ford, som Johannes Larsen oprindelig havde købt.
Det vides ikke, hvem Bedste var, men hun var formodentlig en slægtning til Lauritz Pedersen. Holger kendes heller ikke.

Adressen er skrevet på kuvertens bagside

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB2502

Nej

Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Astrid Warberg-Goldschmidt