Menu

Fynboerne

1944-01-18

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Christa Knuth

Dokumentindhold

Larsen undskylder, at han ikke har skrevet længe. Han snitter hver dag (træsnit) fra om morgenen, til det bliver for mørkt, og derefter er han for træt til at skrive. Han takker for sikadyret, som smagte godt.
Fuglebestanden i volièren er svundet kraftigt, og en dag sad der en stor rotte i en fælde.
Larsen skal lave træsnit til en bibliofiludgave af Brændevinsbogen.

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Lensgrevinde
Chr. Knuth
Knuthenborg
Bandholm.

[I brevet:]
Kjerteminde 18 Jan. 1944.

Kære Grevinde! Tak for Brevet og for Pengene, jeg havde helt glemt at jeg havde saa meget til gode. Ja jeg har længe tænkt paa at skrive til Dig, men siden d. 7 ds. har jeg hver Dag snittet fra om Morgenen og saa længe jeg har kunnet se og saa har jeg været saa træt at jeg ikke har kunnet faa mig til at skrive, men opsat det til næste Dag, og saa er det gaaet ligedan. Men i Dag da jeg kun mangler et Par Timers Arbejde paa Stok N_o_ 2, det er den med Væselen bestemte jeg mig til at holde fri i Eftermiddag. Og saa maa jeg igen takke for det udmærkede Sikadyr, der smagte aldeles udmærket; ja og vi glæder os til at stifte Bekendtskab med Mariboøllet. En af de sidste Dage i Aaret opdagede jeg at det var svundet gevaldigt i Bestanden i min Volière, uden at jeg kunde opdage noget Hul, som Fuglene kunde være kommen ud af. Igen i de sidste Dage svandt det yderligere og i Forgaars fangede jeg den sørgelige Rest, der var 16 tilbage af ca 60-70 og i Gaar Morges sad der en stor Rotte i et Bur jeg havde brugt til at fange Fuglene i; den var gaaet ind for at æde Frøet og Laagen var falden ned. Vi stillede en Fælde i Aftes men uden Resultat saa maaske er der kun den ene. I Haven er der Erantis og udsprungne Aurikler og Pebertræer. Jeg skal nok sende Dig nogle Prøvetryk naar jeg faar taget nogle ordentlige. I Morgen bliver jeg altsaa forhaabentlig færdig med N_o_ 2 og faar begyndt paa N_o_ 3. Jeg skal saa lave et mindre Træsnit til en Bibliofiludgave af Brændevinsbogen, der kommer hos Gyldendal i Løbet af Foraaret. Den skal Du ogsaa faa et Ekspl. af. Det glæder mig at høre at Du nu er rask igen. Med mange Hilsner
Din hengivne

Johannes Larsen.

Omtalte genstande

Johannes Larsens træsnit til en bibliofiludgave af Holger M. Rasmussen: Brændevinsbogen.
Et træsnit af en væsel.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Larsen "snitter": Han snitter træsnitstokke.
Alhed Larsens vinterhave/drivhus blev efter hendes død omdannet til volière.
Johannes Larsens træsnit af en væsel kendes ikke umiddelbart.
Rasmussen, Holger M.: Brændevinsgrisen. En urtebog. Gyldendal, 1947. 168 sider. Med illustrationer af Johannes Larsen.

Kerteminde

Bynavnet er skrevet øverst s. 1

Adressen er skrevet på kuverten

Brevet er i privateje

Nej

Brevet ejes af en efterkommer af Christa Knuth