1910-07-20

d. 20 - 7 – 1910

Kære Uglen.
I Aftes gik jeg i Seng Klk 10 og der var sikkert ikke gået over en halv Time før jeg var faldet i Søvn, tidlig på Morgenen var jeg vågen eet Øjeblik men sov straks igen, først 10 Minutter over 7 vågnede jeg, udsovet og frisk, min første Tanke idet jeg slog Øjnene op var, om – dog – dog kort Tid når jeg vågner og slår Øjnene op så ligger Du ved siden af mig, endnu sovende måske, med Hovedet tungt hvilende i dit eget Hår, måske med en Skulder fremme og Tæppets og Lagenets folder skjulende dig og visende dig, forskelligt hver Dag, men dig, dig, fyldende i Rummet, virkelig, med Blodet bankende igennem dig, levende, varmt fra Isse til Fod – eller du har allerede ligget vågen nogen Tid og når jeg slår Øjnene op endnu malet borte i Søvnen så suges jeg ind, fanges i dine og – undertiden – i hvert Tilfælde – og jeg vil søge det hver dag, lægger der sig et Smil om din Mund som det jeg har set når Du har holdt mig i dine Arme, det der minder om at du er født til at være Moder.
Det er du og du vil elske de Børn du har født til Verden. Men, det har du sikkert også selv set, der er Kvinder som, ja jeg kan næsten sige forstøder deres Mænd så snart de blot er blevet Mødre, du er ikke af den Race, vel Uglen, ligeså lidt som din Mor har været det, jeg ved ikke hvordan jeg skulde udholde det.
Der er også dem for hvem Børnene aldrig kommer til at spille nogen Rolle, du er heller ikke af dem. Kan du huske, en af de første Dage sagde du at du var ganske umådelig fordringsfuld i Kærlighed. Det forstår jeg, for det er jeg selv, og når du også er det så forstår du også det inderste i mit Væsen, det, som jeg tror, gør mig bøjelig og let at have med at gøre – og vanskelig i det Øjeblik den Strøm af Varme imod mig, som jeg trænger til som til Luft og Mad, stanser. Vanskelig eller hjælpeløs som det Menneske der har mistet Glæden bliver.
Uglen, jeg er din Førstefødte, jeg er dit første Barn, vil du altid holde den Plads åben for mig – Også sådan at du retleder mig, når du synes jeg vil bære mig galt ad eller ikke holder mig på Højde med hvad jeg bør – og alligevel bære over med mig som en Moder tilgiver sit barn, uendeligt.
Det er ikke Løfter jeg kræver, jeg minder mig selv, jeg spørger dig, er det ikke sådan vi vil at vi skal være mod hinanden. Du imod mig.
- -
Ja lille Ugle det er Peirup Station. Jeg fik malet en Del i går på det andet Billede, en Udsigt op imod Sebjærget og over Markernes Felter, når jeg rimeligvis også i Aften får Vejr til det, håber jeg måske at blive færdig med det i Dag og så – ja nogle Dage skal det jo helst have til at tørre i – så kan jeg blive rejsefærdig når du vil, nu skal jeg i Aften tilføje en Bemærkning om jeg er færdig eller ej – Om det f. Ex. passede at du kom herned på Mandag og vi så fulgtes hjem til Kærteminde bagefter.
Ja jeg blev færdig nu i Aften – Gud ved hvad du vil synes om Billedet, det er vist meget kraftigt i sine Farver, men jeg synes selv der er en ganske hel Simpelhed over det alligevel, når nogen egentlig Bedømmelse tør jeg ikke indlade mig på endnu, dertil er jeg for nær på Arbejdet endnu.
Kæreste Uglen, jeg glæder mig til at have dig igen, ja det bliver vel rigtigst at du tager Cycel med, sig mig hvilket Tog du kommer ( og hvad Dag altså) så at jeg kan være på Stationen. Og vær ved godt Mod, du skal se det bliver blot en Glædesdag – og skulde også det modsatte blive Tilfældet, så skal vi hjælpes om at bære det og komme over det.
Vil du hilse – hvis du ikke trættes af Hilsener.
Din Sigurd