Menu

Fynboerne

1912-10-03

Afsender

Mads Rasmussen

Modtager

Peter Hansen

Dokumentindhold

Mads Rasmussen meddeler, at han kommer til Faaborg med arkitekt Jacobsen, og at de så kan se på pavillonen. Han venter snart at få tegningerne til museet retur fra Fritz Syberg. Når de kommer, vil han sende dem til Peter Hansen, som han beder fremlægge dem for Jens Birkholm. Bagefter bedes han videresende dem til Johannes Larsen, og så kan de mødes for at drøfte sagen nærmere. MR fastslår, at PH ikke skal vægre sig ved at deltage i festen, da der vil være folk af alle politiske overbevisninger til stede.

Transskription

3' Oktober 1912.

Kære Herr Peter Hansen :

Tak for Deres venlige Brev af 1' ds.
Arkitekt Jacobsen og jeg kommer til Faaborg de aller første Dage i kommende uge, antagelig Mandag eller Tirsdag , og saa kan vi jo se paa Pavillonen. Tegningerne til Museet venter jeg hver dag fra Syberg,da jeg forleden fik Brev fra ham, i hvilket han meddelte mig sin Bedømmelse af dem og at de var sendte derfra .
Jeg fik dem jo sendt fra Arkitekterne ned til Badgastein og der gik derefter et Par Dage inden jeg fik Carl Petersens Beskrivelse, Hvorimod Jacobsens var sendt med Teg ningen.Da jeg jo var forholdsvis saa nær ved Syberg,mente jeg, at jeg helst maatte sende ham dem først.Saa snart som de kommer, skal de blive sent til Dem og De bedes saa lade Birkholm se dem og derefter sende dem til Johs Larsen med Anmodning om Videresendelse til mig,som saa vil forelægge dem for Tom Petersen og Lützhøft. Vi kan saa derefter samles antagelig i København og tale om dem , og hvis ønskeligt kan vi saa tilkalde de to Arkitekter.Jeg skal saa forelægge Sybergs Brev.

Med Hensyn til Festen, hvorom De skriver, da er den lavet medens jeg var i Udlandet og jeg fik først Meddelelsen derom ved min Hjemkomst.Det er imidlertid en Misforstaaelse ,naar De har faaet Jndtryk af,at den har noget med Politik at gøre,hvilket den jo fornuftigvis heller ikke kan, da jeg aldrig har været praktisk Politikker,saa af den Grund behøver De ikke at have Skrupler.Det er en Kreds af politiske og private Venner , der indbyder private og politiske Venner og Forretningsvenner ,saa der kommer Folk af alle politiske Afskygninger og der kommer intet som helst politisk Skær over Festen .

Med Hilsen til Birkholm og Hilsen fra min Hustru forbliver jeg

Deres hengivne
M Rasmussen

Bedømmelsen skulde jo helst foretages hurtigst muligt,for at faa Bygningen opført i Efteraaret.

Herr Kunstmaler Peter Hansen,
Faaborg

Fakta

PDF
Brev

Dateringen fremgår af brevet

Faaborg

Faaborg Byhistoriske Arkiv, Mads Rasmussens familiearkiv, Mappe 29