1893

Nislevgd. Fredag Morgen
Kæreste Mor!
Tak baade for dit Brev og for begge Pakkerne! Jeg fandt en herlig Løsning på Morgenkjolespørgsmålet, idet jeg nemlig havde min anden grønne Kjole herhenne, det vidste jeg slet ikke af, den er ganske hel, og med hvid Krave til til den rigtig pæn ud; Fru Berthelsen sagde, at man kunde se, Carl og jeg var i Slægt, for han brugte ogsaa at tage sine aflagte Klæder til Nåde igen, naar de havde hængt en lille Tid.
- Du kan tro, jeg blev glad ved at se, at du selv var på det rene med at Forholdet mellem Th. og Chr. ikke er, som det skal være; jeg havde gruet for, hvad I vilde sige, naar det en Gang skulde siges Jer. Ja, det er ikke morsomt, det har du Ret i, men for Resten tager du det jo storartet, det har sikkert lettet på Chr. at faa dit Brev; den lille Stakkel, hun har gaaet meget igennem, kan du tro; hun har næsten ment, at naar hun nu hævede denne Forlovelse, var det vel det samme som at blive helt forstødt fra sit Fædrenehjem, og at ingen vilde have med hende at gøre mere. Ja vist er hun koket, det kan ikke nægtes, men så gaar hun såmænd til Gengæld da noget igennem på det Omraade; hvorfra tror du al hendes Sygelighed og Sløjhed i denne Vinter er kommen uden fra al hendes Sorg og Spekulation.
De to Mennesker har efter min Mening aldrig været lykkelige sammen; da jeg i Fjor Paaske så dem sammen, tænkte jeg ved mig selv, at her var noget galt fat – det gale har jo været, at de i et og alt ikke passede sammen.
Thomas er jo god og rar, og paa sin Maner også et betydeligt Menneske, men jeg tilstaar, han er en ganske anden, end jeg havde troet – og vel ogsaa end hun havde troet, havde hun vidst, at de således var uens i hvert evige eneste Punkt, så havde hun vel indset det farlige i en Forlovelse. Det vilde jo blive den rene Ruin for dem begge, om de blev gifte. ----- Hvad mener du med, at du venter alt muligt af Alhed på det Område - hun er da ikke så expedit, at hun alle[”re” indsat over linjen]de har en hævet Forlovelse på Stabelen? Ja, Mor, Livet er en Strid – helt igennem for alle Mennesker; har man det ikke på den ene, så har man det på den anden Facon, har man tilfældigvis ikke Sorger for sig selv, så har man det for andre.
Du faar ikke mere denne Gang, jeg maa ned til mine Morgenarbejder. Endnu en Gang Tak for Sendinger.

Et Kys fra Junge
[på bagsiden skrevet på hovedet] Mor!